Endnu har ingen meldt sig som bud på kommende SF-formænd. Det vidner om en af to mulige forklaringer. Enten er alt klappet af på forhånd, og ledelsens forventede kandidat Astrid Krag venter blot på, at eventuelle farlige modkandidater er blevet talt til rette, så hun kan lade sig kåre – helst i ”kampvalg” mod en sympatisk, men helt urealistisk kandidat. Eller også er der er ikke styr på noget som helst i regeringspartiet SF.

Sandsynligheden taler trods alt mest for det første. For at hele processen er orkestreret grundigt. I går kom det eksempelvis frem, at en SF-spindoktor allerede 16 dage før Søvndals exit lavede aftalen med en journalist om et afskedsinterview. Og mandag aften meldte Pernille Vigsø Bagge, at hun forlader gruppeformandsposten. Hvilket politisk ordfører Jesper Petersen på facebook fortalte, at han har vidst siden juni

Altså har SF’s ledelse i flere uger, måske måneder, arbejdet med at konstruere planen for den magtovertagelse til Astrid Krag, som man må forvente sker inden så længe. I det lys kan det ikke andet end undre, at det foretrukne ordvalg, når centrale SF’ere meget naturligt spørges til deres præferencer, er, at det nu handler om at få en god proces for partiet.

I realiteten et helt grotesk svar, al den stund det naturligvis må være vigtigere for SF’erne, at de får den rigtige partiformand, end at de får den bedst mulige proces. De sidste dages forløb siger dermed alt om, hvilken skinger grundtone, der i disse år hærger dansk politik. Nemlig et grænseløst fokus på, hvordan ting ser ud, frem for på hvordan de fungerer.

Det er et fokus, som medierne igen og igen beskyldes for at være skyld i, men SF’erne viser med al ønskelig tydelighed, at det vist i realiteten primært er partierne selv, der er mere interesserede i processer end i den substans, som de ellers har så travlt med at efterlyse.

Hvorfor egentlig ikke bare mase Astrid Krag igennem som ny formand, hvis partiets topfolk mener, at hun er den bedst egnede? Fordi man er bange for, at det ser skidt ud.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en skinvalgkamp, hvor man iscenesætter et demokratisk teaterstykke for medlemmerne. Største risiko for partiledelsen er, at medlemmerne finder ud af det og så stemmer på en helt anden kandidat mest i trods.

Når det er sagt, så handler denne tøven måske også lidt om, hvad følgerne vil være af at vælge den 29-årige Astrid Krag til formand for det godt 50-årige parti, som for et år siden nåede sit højeste mål, nemlig at komme i regering.

Allerede dengang virkede Astrid Krag en smule uprøvet, og det gør hun stadig. Nok flyder hendes politiske referencer over af fine ord om hendes evner, men noget nævneværdigt politisk værk har hun endnu til gode at udvirke – ikke mindst fordi hun i januar fødte sit andet barn og har tilbragt en nævneværdig tid af ministerkarrieren på barsel.

Alle skal have chancen, selv ministre og partiformænd, men ballast og erfaring er ikke ord, der klæber til en 29-årig, der nu ser ud til at skulle tage (magt)kampen op i regeringen med – måske endda mere mod - Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt, og desuden med jævnaldrende Johanne Schmidt-Nielsen.

De fire kvinder skal finde en eller anden fælles melodi, for på den anden side af hegnet står de fire mænd, der tragter efter magten. Venstres Lars Løkke Rasmussen, Liberal Alliances Anders Samuelsen, den konservative Lars Barfoed og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Det bliver drengene efter pigerne i dansk politik. I spidsen en flok partiledere, hvoraf kun de færreste har haft et længevarende arbejdsforløb, inden politikken blev deres metier.

Men den kan de alle. Især de dele af det politiske arbejde, der handler om at kære sig om, hvorvidt processerne nu også ser gode ud. Læs hele Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis på mitfyn.dk Prøv Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis GRATIS i 21 dage