Log ind

Helle Thorning tilbage som Bambi

  • Helle Thorning tilbage som Bambi
    Helle Thorning-Schmidt efter pressemøde og gruppemøde i tirsdags. Betalingsringen lå som en tikkende bombe. Og til sidst eksploderede den.
  • Helle Thorning tilbage som Bambi
    Helle Thorning-Schmidt efter pressemøde og gruppemøde i tirsdags. Betalingsringen lå som en tikkende bombe. Og til sidst eksploderede den.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Helle Thorning-Schmidt gentager fejlene fra 2005 her i 2012, og billedet af en politisk bambi cementeres endnu en gang
- Kan jeg ikke opfinde en dødelig sygdom, så jeg kan komme ud af det igen?

Ordene er Helle Thorning-­Schmidts, og det er blevet sen aften, faktisk lidt over midnat. Hun sidder og taler i telefon med en god veninde. Det er gået op for Thorning-Schmidt, at hun har bevæget sig langt ud på den tynde is. Så langt ud, at kun en dødelig sygdom kan redde hende, sagt med et smil. Der er ingen forklaringer tilbage.

Det kunne have været, men nej, det var ikke i denne uge, ordene faldt. Det var i marts 2005, og de er gengivet i Jakob Nielsens bog ”Helle for magten”.

Ordene faldt den dag, da Helle Thorning-Schmidt nærmest ud af det blå erklærede, at hun stillede op som formand for Socialdemokraterne. Partiet havde tabt endnu et valg, Mogens Lykketoft havde taget konsekvensen og var gået af, Henrik Dam Kristensen havde ikke ro i maven til at gå efter posten, og så gjorde Thorning.

I starten gik det fremragende. Der var fremgang for den nye formand, der ikke var tynget af Christiansborg-erfaring, men til gengæld af stor selvtillid og en sjælden evne til at sælge varen. Men kunne hun stå distancen, spurgte man mand og kvinde imellem, kunne det virkelig gå?

Allerede den første sommer gik det galt. Partiet havde indgået en integrationsaftale med Fogh-regeringen. Der var stor intern modstand, men formanden gjorde ikke noget. Sagen blev lagt død til ud på efteråret, men den forsvandt ikke. Den eksploderede en nat i oktober, den interne modstand var for stor, og partiet måtte sige nej til det forlig, man havde sagt ja til i forsommeren. Helle Thorning-Schmidts første store nederlag var en realitet, og den borgerlige fløj godtede sig.

S raslede ned i meningsmålingerne, og da Muhammed-krisen kom i starten af 2006, gik det helt galt. Socialdemokraterne var næsten lige så langt nede i meningsmålingerne som ved Nyrups efterlønsreform. Og myten om Helle Thorning-­Schmidt som en politisk letvægter blev cementeret.

Seks år senere - efter at Helle Thorning-Schmidt har leveret varen og er blevet statsminister, er hun der igen. Latterliggjort som den famlende Bambi, der glider rundt på isen. Det er sødt nok, når det handler om et lille dådyr, det er knap så charmerende for en statsminister.

Forløbet om betalingsringen rundt om København er blevet beskrevet minutiøst i ugens løb. Men der er især to billeder, der står tilbage:

Det ene er billedet af Helle Thorning-Schmidt, der på sit pressemøde tirsdag siger, at der har været afholdt en høring om ringen på Christiansborg. Det har der ikke, den blev aflyst. Der var en på Islands Brygge, men selv om det er tæt på, er det ikke Christiansborg. Alligevel påstod Thorning det. Det var anden gang på 14 dage, hun blev grebet i en banal, og i andre sammenhænge, ligegyldig fejl. Og lige præcis det er mere katastrofalt for Helle Thorning-Schmidt, end at hun må stå og gentage, at der ”kommer en god løsning i morgen”.

Det var selvfølgelig ubehageligt, unødvendigt og ydmygende - men ikke katastrofalt som den lille fejl. Den var virkelig alvorlig, for den underminerer hendes autoritet og føjer endnu en facet til billedet af hende som en politisk Bambi, der kurer rundt på isen.

Billedet er selvfølgelig ikke rigtigt, Helle Thorning-Schmidt er velbegavet, dygtig, flittig - men hendes handicap har hele tiden været den snigende fornemmelse af: ”Kan hun nu klare det?”

Ligesom hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), bare ikke skulle ses med flere fadøl, skal Helle Thorning-Schmidt ikke fanges i flere banale fejl. Det er gift for hende.

Det andet billede fra ugen og betalingsringen er fra ”Debatten” torsdag aften, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil er i infight. Det er ren kvinde-kamp - der er ingen formildende omstændigheder og lige dér dør troen på, at samarbejdet mellem Enhedslisten og regeringen kan blive så stærkt som samarbejdet mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

VKO havde aldrig taget et opgør for åben skærm. Det var ikke sket. For mange føles det kærkomment, at der reelt er mere debat og uenighed i det åbne rum - det kommer vi til at se mere til - men sammenstødet mellem Rosenkrantz-Theil og Schmidt-Nielsen var et slående billede på den rolle, regeringen har tiltænkt Enhedslisten.

Det er som støttepartiet, der ikke kan gå andre steder hen, hvis man skal skære det tilpas meget ud i pap. I hele forløbet omkring betalingsringen har regeringen ikke orienteret medlemmerne af Enhedslisten, de har måttet orientere sig via dagspressen.

Surheden er mærkbar, og Enhedslistens topfigurer har ikke lagt fingrene imellem. De kan også godt læse det politiske spil: Efter at betalingsringen er ude, er centrum-venstre-flertallet i store træk også ude. Regeringen kan ikke bruge Enhedslisten i det, der ligger forude: reformer på førtidspension, fleksjob, kontanthjælp, skat.

Alle steder skal der spares, og det kommer til at gøre ondt. Her er regeringens vurdering ikke, at det er Enhedslisten, der kommer med stemmerne, de skal hentes ovre i højre side af salen. Så det, vi så torsdag aften, var en drøm, der brast på den yderste venstrefløj. Hvor baglandet reagerede endnu kraftigere end Enhedslistens topfolk, der både havde talt om klaphatte og selvmordskurs.

Det blev trumfet af bloggeren Mikkel Skov Pedersen, der skrev på den venstreorienterede netavis Modkraft.dk, at Helle Thorning og Villy Sønvdal burde trække sig som partiformænd med det samme. Men, som han konkluderede til sidst:

”Sandsynligt? Næ. Nødvendigt? Ja.”

Og det har han jo fuldstændig ret i. Helle Thorning-Schmidt går ikke af som partiformand, det gør Villy Søvndal heller ikke. Det gør ondt på SF, men realistisk set ligger partiet så meget ned, at det ikke rigtigt kan falde så meget længere. Og der er ikke internt oprør - det var ellers et godt spin-nummer, at det skulle koste Villy Søvndal posten, men den var tyk.

Næh, bolden og ansvaret ligger hos Helle Thorning-Schmidt. Efter et forløb, hvor hun så at sige har gentaget den fejl, hun lavede i sin allerførste sommer som partiformand. Dengang var det integra­tions-forliget, nu er det betalings-ringen. Ringen lå der som en tikkende bombe, der blev skubbet rundt.

Helle Thorning ville egentlig gerne have den, SF vil særdeles gerne, mens resten af S-ledelsen forbandede den langt væk. Men hverken Henrik Sass-Larsen, valgt i Køge, eller Nick Hækkerup, valgt i Hillerød, eller Morten Bødskov og Mette Frederiksen, valgt på Vestegnen, fik slået i bordet. Ingen tog ansvar, og til sidst eksploderede den. Ligesom integrationsforliget i 2005.

Og Helle Thorning? Hun tog til USA, holdt møde med præsident Obama. Og selv om tasken er fyldt med nederlag, lader hun sig ikke mærke synderligt. Det er hendes styrke. Det var hendes styrke i 2005, og det har været hendes styrke alle de andre gange, hun er blevet slået ned.

Det er aldrig lykkedes hende at opfinde den dødelige sygdom.

God søndag.
  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere