En tirsdag i februar. 15 minusgrader udenfor. Det lille torv ved den tidligere så forhadte skulptur ”Terningen”. Træfiguren af den korsfæstede Jesus på facaden til Den katolske Kirke skråt overfor har istapper på lændeklædet.

Døren til Svendborgs lille italienske restaurant ”La Pupa” går op, og man havner på et splitsekund i Syden. Selv om det var i 1999, det sicilianske ægtepar Gianni og Milena Micalizio åbnede ”La Pupa” har vi tre sporadisk kendskab til stedet. Min svoger har smagt en lækker pizza ud af huset, svigermor søger et sted, hun kan forkæle børnebørn og oldebørn ved næste besøg, og jeg har aldrig været der før.

Der er stopfyldt med folk og smalt mellem bordene, da lokalet synes at rumme hver en souvenir, som Italien og Sicilien kan fremvise. Stumtjeneren er ved at segne under vintertøj, så vi forsøger slalom med tøjet løftet over hovedet for ikke at vælte noget eller nogen. Vi når bordet, som vi heldigvis har reserveret. Ellers var aftenen endt med at drage hjemad med en bakke pizza eller pasta.

Der er et stort menukort til meget rimelige priser. På bordet står to ekstra menuer, som er værtens valg med overraskelser. Her falder kvinderne for den ene, mens svoger insisterer på suppe og den klassiske romerske kalvemedaljon med parmaskinke, ”Saltimbocca”.

På dækkeservietten står trykt: ”Tålmodighed for at vente på jeres mad. Så spiser I godt, tak”. Vi venter en tid på det travle og for italienere tavse personale. Der høres kun klar-klokkens kling fra køkkenet. Personalet veksler mellem at sende stabler af pizza og pasta ud af huset og på tallerkener ved nabobordene. Vi har netop studeret et gammelt fotografi over vores bord af filmdivaen Sophia Loren, der i sommerpragt vugger gennem romerske gader, mens herrerne vrider nakken af led, og så er mamma Milena der med et venligt ”buona sera”. Der kommer vandkande og sprøde ovale skiver bruschetta med en lækker ostecreme, som vi gætter er rørt med tørrede tomater, på bordet.

- Måske, siger tjeneren. Mange har spurgt, men den opskrift vil pappa Gianni ikke ud med. Over cremen er der terninger af frisk tomat og løg samt timian, marineret i en olie-eddike dressing.

Mens vi, der bestilte menuen, venter, kigger vi på svogers friske minestrone-suppe, der ikke, som man ofte ser, har et udvalg af fintskårne grøntsager. Her er fyldet i suppen - fint tilsmagt med peber og hvidløg - rustikke skiver af tomat, porre, gulerod, selleri, rød peber og zucchini. Hertil er der små trekantede brød, lune fra pizzaovnen.

Til maden drikkes husets vine. Den hvide er en let ”Canti” fra Toscana og rødvinen er siciliensk ”Nero d’Avola”. Lige så let som hvidvinen, og den passer til smagen af italiensk hjemmelavet mad.

Hovedretterne serveres på store flade pizzatallerkener og ligner et sandt ø-landskab på en stille sø af sovse.

Oksefileten er møre terninger. Grøntsagerne er sprøde og ovnbagte med gulerod og peber i hovedrollerne. Den bagte kartoffel er skivet med overflade af gylden sprødhed og let hvidløgssmag. Der er purløg og persilledrys over sovsen, der har bid af gorgonzola og et lille drys karry. Kalvemedaljonen med parmaskinke er tynde, lækre skriver. Der er samme tilbehør, men sovsen er en liflig citron-hvidvinssovs.

Mamma Mia og citronlikør

Mens vi har spist, er der tyndet ud ved bordene, og så kan man høre personalet orddyste på italiensk over disken til det åbne køkken.

- Må jeg give dig et kys, siger værtinden pludselig til svigermor, og så kan Sophia Loren godt hoftevrikke hjem. Vores private Mamma Mia er nu centrum. Desserten er herlig italiensk ostekage med nøddeknas i bunden, grynet ricottafyld og skovbærgelé på toppen. Dertil stærk kaffe og værtens egen citronlikør.

- Gud, jeg drikker aldrig spiritus, siger svigermor efter at have bundet et shot af Limoncella a la Gianni.