De nyder livet i det borgerlige Danmark for tiden. Eller i hvert fald i noget af det borgerlige Danmark.

Grundfortællingen om dansk politik i disse frysende vintermåneder er, at det er regeringspartierne - ikke mindst deres påståede uformåen - der fylder i det offentlige rum. Resten er i runde tal tavshed.

Den borgerlige blok har derfor sat sig solidt på flertallet. Forspringet er udbygget lige siden dannelsen af S-SF-R-regeringen i oktober. Det interessante ved den udvikling er ikke mindst, at den ikke skyldes nogen særlig indsats fra de borgerlige partier. Alle bevægelser siden valget for nu snart fem måneder siden skyldes regeringspartierne. Og det bærer ved til den noget triste konklusion, at politisk land tilsyneladende ikke vindes ved at sætte sig i spidsen for bevægelser og ved at anvise nye interessante retninger. Nej, politisk land vindes på andres uformåen.

Når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen pludselig er populær i en grad, han kun kunne have drømt om, mens han bar magtens tyngende kæder, skyldes det i særklasse ikke, at han har gjort noget særligt for at fortjene det, men alene at statsminister Helle Thorning-Schmidt har formået at gøre sig upopulær.

Parafraseret til sportens verden svarer det nogenlunde til at spille fodbold efter italiensk forbillede, hvor eneste mål er at undgå scoringer fra modstanderen. Eller spille tennis som Caroline Wozniacki-skeptikere siger, at hun gør. Nemlig ved at sende enhver bold tilbage over nettet, men sjældent selv slå et vinderslag. Det virker, men det skaber ikke begejstring.

Lars Løkke virker også som en mand, der har taget konsekvensen af ovenstående analyse. Han er simpelthen krøbet i vinterhi. Onde tunger kunne ligefrem hævde, at Venstres fremgang - partiet står nu til cirka 33 procent af stemmerne - er ligefrem proportional med Løkkes manglende tilstedeværelse i mediebilledet. Men det forklarer så omvendt ikke den helt enorme nedtur, som Løkkes gamle regeringspartner, De Konservative, er ude i.

Her er der tale om en deroute, som er næsten uden sidestykke i nyere tid. Nok er det set før, at partier simpelthen klapper sammen og lukker, men at et parti kan gå fra regeringsmagt til ren og skær ligegyldighed på få måneder er ganske bemærkelsesværdigt. Igen og igen forsøger den konservative leder, Lars Barfoed, og hans politiske ordfører, Benedikte Kiær, at bevare modet ved friskt at pointere, at det nu blot handler om at komme ud til vælgerne og tale om konservativ politik.

Men ingen trænger igennem til dem med budskabet om, at den konservative politik, som Det Konservative Folkeparti står for, øjensynligt ikke har nogen nævneværdig appel hos vælgerne. Enten har andre den samme vare på hylderne i en lidt anden opløsning. Eller også har de bedre sælgere. Eller også er der kun knap fire procent af vælgerne, der i dag efterspørger klassisk konservatisme, som den serveres fra Barfoed & Co.

Det borgerlige Danmark står historisk stærkt, men Det Konservative Folkeparti er hastigt på vej til at blive skrevet ud af den historie. Det er den virkelighed, som De Konservative står i lige nu. Det hjælper hverken at være Lars Løkke-tavs eller det modsatte. Og hvis det skulle lykkes Helle Thorning-Schmidt at få vendt bøtten og vriste noget af fremgangen fra Venstre, vil det næppe heller gøre nogen forskel for Barfoeds tropper.

Er der slet ingen lyspunkter for De Konservative? Det skulle da lige være, at alt som bekendt kan ske i politik. Men når nu man er et parti, der hylder mantraet om at forandre for at bevare, så kan det være svært at sætte sin lid til pludselige mirakuløse nedslag.