Det vakte opsigt, da en række nyvalgte folketingsmedlemmer forleden kritiserede arbejdsformen i Tinget. Debatten er ofte pjattet, man spørger igen og igen om det samme bare for at drille, og i det hele taget minder Christiansborg om en børnehave, lød det fra de nye beboere på den yngste stue i institutionen.

Reaktionerne var lige så tragikomiske, som de var forventelige. Joe, det kan der være noget om, lød det myndigt fra selveste Tingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der forsikrede om, at man da vist var i gang med at tale om at lave forandringer i debatformen.

Fra andre lød det, at det man siger, er man selv. Indtil flere fremtrædende medlemmer det tidligere regeringsparti Venstre lod forstå, som eksempelvis Bertel Haarder forstå, at det var de røde i den nuværende regering, der begyndte, dengang oppositionen var rød. Og så var det i øvrigt også mediernes skyld, lød det fra den tidligere minister. Ikke mindst det forhold, at tv-kameraerne var kommet helt ind i samrådsværelserne, medførte, måtte man forstå, at politikere helt naturligt begyndte at opføre sig unaturligt.

Når tv er på, bliver politik til et teater, indrømmede flere. I det lys er det næsten helt trist at måtte prikke hul på politikernes åbenlyse illusion om, at der skulle findes særlig mange mennesker ude fra den virkelige verden – altså vælgere – der af egen fri vilje stiller ind på Folketingets tv-kanal for at følge dette teater. Her er der altså tale om seertal, der er så lave, at de næppe kan måles. Så hvis politikerne opfører særlige optrædener for publikums skyld her, er der altså tale om skønne spildte kræfter.

Men når der bortset fra disse i sandhed komiske udtræk fra debatten om debatten, er der naturligvis grund til at lytte nærmere efter, hvad de nyvalgte siger. For hvis de siger, at formen, spillet og kampen reelt skygger for muligheden for at arbejde seriøst med politik, må der reageres.

Problemet i dansk politik er selvfølgelig ikke, at nogle gerne vil drille, og at debatten er skarp og konfliktfyldt. Politik er defineret ved at være en konflikt og en armlægning på ord. Nok hylder vi her til lands kompromisset og samtalen som politisk ideal, men det er jo netop igennem uenigheder, at politik udvikler sig. Hvis de nyvalgte ikke kan holde til det, skulle de nok ikke have stillet sig til rådighed for vælgerne.

Værst er det måske, at debatten om debatten og anklager om børnehaveniveauet i sig selv skader den politiske debat. For uanset hvor meget voksenmobning, de nyvalgte føler, at de og andre udsættes for, så er det altså alvorlige ting, som politikerne har ansvar for at beslutte.

Tag for eksempel bare denne uges finanspagt i Europa, som i særklasse er en af de mest vidtrækkende beslutninger, som danske politikere har været med til at tage i årtier. Her kan være tale om en voldsom afgivelse af dansk nationalt herredømme over rigets finanspolitik, men debatteres det herhjemme? Ikke særlig meget.

Samtidig åbnede SF-formand Villy Søvndal i samme for en debat om en af velfærdssamfundets helligste køer, nemlig en mulig indtægtsregulering af børnechecken. Også den debat flød ud i ingenting, efter både politikere og eksperter faldt ned i de vante skyttegrave.

Der er nok af politik at tage fat på. Men af en eller anden grund debatterer vi hellere debattens tone. Måske nogen bør indkalde til forældremøde i børnehaven.