Det nye politiske modeord er ansvarlighed. Politikere har alle dage gerne villet være netop ansvarlige og omgås borgernes skattekroner med omhu og omtanke, men talrige er eksemplerne jo på det modsatte. Man behøver vist bare sige IC4-tog eller digital tinglysning, hvis der skulle være behov for en ringende klokke.

I dagens avis er det to yngre politikere, der tager fælles karbad i ansvarligheden. Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen og hendes navn- og ordførerkollega fra Venstre Sophie Løhde lukker kraftfuldt kassen i for flere penge til nye supersygehuse som det i Odense. Det til trods for advarsler fra Region Syddanmark om, at supersygehuset ikke bliver særlig super. Det bliver for småt, siger sygehuspolitikerene i regionen, og det siger erfaringerne fra Norge, hvor patienterne, som det er blevet dokumenteret her i avisen, ligger på gangene på det supersygehus i Oslo, som det nye OUH er modelleret efter.

Men nej, siger politikerne fra landets to største partier. Der er ikke flere penge. Vi er jo midt i en økonomisk krise, lyder argumentationen. Det er naturligvis rigtigt, og det lyder såmænd også ved første ørekast aldeles ansvarligt.

Pointen er, at det præcis er det modsatte. Meget tyder på, at det er uansvarligt, kortsigtet og decideret kamikaze-kørsel at underprojektere en så voldsom offentlig investering som de nye supersygehuse. Her skal der simpelthen ikke spares. Her er ikke tale om et parcelhus, hvor familien Danmark kan vælge udestuen eller det ekstra børneværelse fra, fordi budgettet skrider. Her er tale om helt centrale dele af det, som politikerne ynder at kalde velfærd. Nemlig visheden om at have et sundhedsvæsen i klasse A.

Hvis ikke der selv i krisetider er overskud til at gøre tingene ordentligt, når man endelig gør dem, så er det prioriteringen, den er gal med. Og her må sundhed selvfølgelig komme før kattegatbroer, betalingsringe, elektricificering af tognettet, eller hvad politikerne ellers har gang i af enorme nationale investeringer.

Det er ikke nemt at prioritere, men det er til gengæld den allervigtigste opgave, som vores politikere står med. Intet er for dem nemmere end at ’spille’ ansvarlig og sige nej. Det lyder både myndigt og som udtryk for overblik, når der trækkes grænser. Men faktisk vælger ’søstrene Sophie’ den letteste løsning af dem alle. Et ja til at undersøge tingene nærmere koster en ekstra indsats, hvorimod et klart nej skærmer af for alt. Nej’et er med andre ord den letteste af alle løsninger og ret beset det mest uansvarlige af det hele.

Som borger på Sydfyn synes det ekstra problematisk, al den stund det nye super-OUH jo er solgt som selveste sundhedshimlen i kølvandet på lukningen af akutfunktionen på Svendborg Sygehus. Det ser ud til at blive en lille og meget skrabet himmel. Og beredskabet udgøres så af helikoptere, der ikke kan flyve i mørke og akut-biler, der - som det kom frem i går - har kostet adskillige liv, fordi de jo ikke er et sygehus.

I den forbindelse udtalte fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF), at ”det er vigtigt for regeringen, at Danmark har et akutberedskab, som borgerne kan føle sig sikre ved”. Noget tyder på, at der er grund til at kigge på det hele endnu en gang. Det ville være ansvarligt.