Det er selvfølgelig et tilfælde, at både Socialdemokraternes sundhedsordfører, og Venstres ditto, hedder Sophie til fornavn. Men det illustrerer på den anden side meget godt, at forskellen på den tidligere regerings sygehus-politik og den nuværende regerings sygehus-politik er som forskellen på Sophie eller Sophie.

Det blev også illustreret i går i Folketinget i en debat mellem DF’s Jens Henrik Thulesen Dahl og den vikarierende sundhedsminister, Pia Olsen Dyhr (SF). Thulesen Dahl fremførte regionernes bekymring om supersygehusene, der risikerer at være forældede, før de er bygget, fordi der mangler penge. Olsen Dyhr svarede lidt polemisk igen, at det sådan set skyldes den VK-regering, som Thulesen Dahls parti støttede i ti år. Hun understregede også, at budgetterne ikke bliver genåbnet, men at der åbnes for en ekstra låneramme til regionerne. Som S og SF lovede i valgkampen.

Dermed satte Pia Olsen Dyhr to streger under det faktum, at regeringen ikke vil ændre på den store sygehusplan. Og dermed reelt viderefører VK’s sygehuspolitik. Helt tydeligt blev det i sagen om akutfunktionen i Svendborg, som sundhedsminister Astrid Krag (S), reelt aflivede få dage efter, at hun var blevet minister. Med ført hånd - dels af sit eget embedsværk og derefter sanktioneret i Statsministeriet. Her kunne regeringen have taget et andet valg, et politisk valg, men man valgte at følge eksperternes råd.

Med de nye, advarende toner fra regionerne kunne regeringen også have valgt at stoppe op og genoverveje, om sygehusplanen er den rigtige plan. Det er bøvlet og besværligt, men muligheden er der for en ny regering. Men det har regeringen ikke valgt, den har i stedet valgt at overhøre advarslerne fra regionerne og køre videre med VK’s sygehusplan.

Det er der selvfølgelig også en økonomisk grund til. Lige nu er det politisk tonedøvt at tro, at man kan få penge ud af statskassen. Det kan man ikke. Og med den snarlige vedtagelse af budgetloven, som sætter skrappe krav for underskud, er det umulige gjort endnu mere umuligt.

Det betyder ikke, at regionerne ikke har en pointe, når de råber vagt i gevær. Det betyder blot, at de ikke bliver hørt af en regering, som er presset på økonomi og reformer og derfor ikke ser nogen grund til at genåbne sygehusplanen. Derfor ender et advarende råb i et politisk drilleri om, hvem der oprindeligt lavede sygehusplanen.

Det giver måske liv i debatten på Christiansborg, men ikke ude i virkeligheden. Her skaber det lige så mange ekstra senge, som der er forskel på Sophie og Sophie.