Indrømmet. Spændende som en EM-håndboldkamp var det ikke, da EU’s stats- og regeringschefer i går gik til det første EU-topmøde under ledelse af formand Thorning-Schmidt fra Danmark. Men der var til gengæld alverden på spil, og som det efterhånden er sædvane i EU-sammenhæng trak det hele da også længere og længere ud, selv om det ellers var varslet, at man i aftes ved 19-tiden forventede at have nået en aftale om den såkaldte Euro-pagt.

Aftalen kom dog ved 21-tiden. 25 af de 27 EU-lande accepterede pagten, kun Storbritannien og Tjekkiet står uden for, og således gik det fælles Europa styrket ud af den alvorlige situation, som krisen især i eurolandende, og i særdeleshed i Grækenland, har bragt EU i.

Pagten er således den aftale, der skal afbøde krisens konsekvenser og få stabiliseret den europæiske økonomi. Håbet hos regeringscheferne er naturligvis, at tilliden nu vender tilbage, og at der nu er tændt et lille lys for enden af den mørke tunnel, som EU-toget har futtet sig ind i.

Tro kan flytte bjerge, især når det handler om de internationale pengemarkeder, hvor man vist roligt kan sige, at alt afhænger langt mere af forventninger, spådomme og krystalkugletydning end af kolde fakta.

Finanspagten indeholder således en række disciplinerende regler om landendes budgetlægning samt ikke mindst konsekvenserne af at bryde dem, som det altså er håbet, at markederne i sig selv vil belønne med tillid. Særligt netop reglerne om, hvad det skal koste at bryde pagten har fyldt meget op til topmødet. Skulle eksempelvis Danmark, som ikke er et euroland, sige ja til pagten og dermed ja til at kunne idømmes EU-bøder?

Ifølge EU-kritikere som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt et indgreb i dansk suverænitet, som naturligt vil medføre en folkeafstemning. Men man må sige, at statsminister Helle Thorning-Schmidt her greb både pagten og magten og klart lod forstå, at Messerschmidt øjensynligt ikke havde begreb skabt om den slags EU-regler. Og deri ligger samtidig en klart optrukket hjemlig national politisk konflikt, som jo er velkendt i EU-spørgsmål.

En folkeafstemning om finanspagten kan Messerschmidt kigge i vejviseren efter. Den får han under ingen omstændigheder. Analysen hos Thorning – og de øvrige centrale statsledere – er, at nu må folket ikke få mulighed for at stikke en kæp i hjulet på EU-toget, når det lige netop er på vej tilbage på sporet.

Hvadenten man kan lide det eller ej, så må det siges, at EU har et akut behov for netop lederskab af den slags. Eller rettere et akut behov for aftaler, der så at sige sætter en prop i økonomi-hullet.

For Thorning er det ubetinget en god nyhed. Bare det at aftalen er kommet i hus er godt for hende, og det styrker hendes og dermed Danmarks muligheder for at få skabt flere resultater i løbet af de resterende fem måneders formandskab.

Vanskelighederne er dog ikke ovre endnu. Nok er 25 af de 27 EU-lande enedes, men en ting er enighed, noget andet at føre den ud i livet. Der udestår yderligere forhandlinger mellem Grækenland og bankerne, der står med milliardgælden, og ingen ved endnu, om aftalen virker. Om pagten nu også overhovedet er en virksom pagt.

De bibel- (og Indiana Jones-) kyndige vil også vide, at en af verdenshistoriens første pagter var de ti bud, som Gud overdrog Moses, men som skulle opbevares i Pagtens Ark, og hvis nogen rørte den, ville de dø. Lad os trods alt ikke håbe, at finanspagten omgives af tilsvarende alvorlige konsekvenser.