10 procent.

Det var, hvad værdipolitikken fyldte ved valget i september. Altså hos vælgerne. Hos politikere og i medierne fylder det noget mere - for i hvert fald mediernes vedkommende må man sige, at vi ikke er så omstillingsparate, så det gør noget.

Man kan kalde det forsinkelses-faktoren. Der gik et godt stykke tid, før det gik op for medierne - nu tager vi lige dem først, politikerne er ikke glemt - at der var kommet et nyt flertal tilbage i 2001. Og at der var kommet et nyt politisk fokus - væk fra fordelingspolitik og over til værdipolitik. Tydeligst med udlændingepolitikken, men også retspolitikken og f.eks. kirkepolitikken kom pludselig i fokus. Alt det ”bløde” blev hårdt og vigtigt og det, der afgjorde, hvem der fik statsminister­posten. Det skulle medierne lige vænne sig til, for ikke at tale om, at man skulle vænne sig til, at Dansk Folkeparti var det vigtige parti, hvorom alting sig drejede.

Oppositionen havde det også svært. Ikke bare mistede de magten, de mistede også den politiske orienteringssans. Venstre og Dansk Folkeparti kørte afsted på deres egen bane, De Konservative forstod det aldrig helt og oppositionen gjorde da slet ikke.

Bevares, værdipolitik havde haft en placering, men det var nu engang fordelingspolitikken, der var kernen og substansen. Som tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen, (R), sagde i et af sine talrige afskedsinterviews, nemlig det, der blev bragt her i Fyens Stiftstidende: Det var jo ren luksus at tale udlændingepolitik. Underforstået: Det kunne man kun, fordi der i starten af 00’erne ikke var en økonomisk krise, man skulle tage sig af. Men derimod en høvlende højkonjunktur, hvor samtalekøkkenerne afløste hinanden. Det hele betalt af gode lån og friværdi.

Det var også dengang, hvor det pludselig blev ”hipt” at sidde i Folketingets kirkeudvalg. Her førte man de vigtige debatter - det havde udvalgets mangeårige medlemmer nu altid syntes, at de gjorde - men pludselig var emnet hoppet så højt op på den politiske dagsorden, at der blev rift om pladserne.

Nu har verden så ændret sig igen. Krisen kom, økonomien kom igen i fokus, mens arbejdsløsheden steg. Derfor stemte 53 procent af vælgerne efter fordelingspoliitik.

Det er som bekendt over halvdelen. 36 procent vægtede velfærd højest - mens som sagt kun 10 procent placerede krydset ud fra værdipolitiske holdninger. Så vælgerne forstod hurtigt, hvad vej vinden blæste - og det kunne også aflæses på et parti som De Radikale. Som fandt ind til sit eget, indre fordelingspolitiske jeg og blev stort igen. Det var partiet også, kortvarigt, under værdipolitikken, men det var så langt fra kerne-radikal tænkning, at det hurtigt fusede ud igen.

Vælgerne har fattet budskabet, medier og politikere halter igen bagefter. For hvad er det, der har fyldt på den hjemlige, politiske dagsorden i en uge, hvor EU lægger sidste hånd på finanspagten? Hvor tyskerne smækkede kassen i for grækerne? Hvor Egypten fejrede et års jubilæum efter revolutionen, der for alvor satte gang i Det Arabiske Forår? Som ganske vist ikke er blevet sådan et forår, man kan klistre op på væggen med blomster, der langsomt springer ud, akkompagneret af en sol, der tager til i styrke. Næh, det er et helt ordinært forår med regn og rusk og blæst og solstrejf og blomster og træer, der alligevel springer ud og varme, der kommer for så igen at blive afløst af kulde, men kun midlertidigt. For vi ved jo, at varmen til sidst fortrænger kulden. Selv om vejen kan forekomme lang. Og trang.

Det var vist et sidespring - tilbage til den danske debat, for hvad talte vi så om? Jo, vi talte selvfølgelig finans-skat, som er inden for den ny skive - det er økonomi, det er fordeling. Men hvad talte vi ellers om?

Jo, Pernille Vigsø Bagge, SF’s gruppeformand, foreslog på TV 2 et nyt navn til Kirkeministeriet. Vi så det alle, da hun sad der og skrev sine forslag. Idéen er, at i en mere multikulturel verden kan man ikke have et kirkeministerium, fordi det jo ikke er alle trosretninger, der bruger kirker. Muslimer bruger moskeer, jøder synagoger, hinduer har templer. I valgkampen var både S, R og SF enige om et samlet ministerium for alle trosretninger, efter at Birthe Rønn Hornbech i 2007 fjernede alt andet end folkekirken fra Kirkeministeriet og lagde dem over i Justitsministeriet. De blev senere flyttet til Socialministeriet.

Den ny regering vil have dem ”hjem” og så skal ministeriet skifte navn. Vigsø Bagge foreslog flere muligheder, både ”Ministeriet for tro og livsanskuelse” og ”Ministeriet for religiøse anliggender”. Samt de mere mundrette Trosministeriet og Religionsministeriet. Hun skrev det hele ned, inden hun gik med TV 2 over til ministeriet - som Vigsø Bagge længe var udset til at være minister i. Det blev hun så ikke.

Det var dog dårligt blevet mandag, før hun trak alt tilbage. Det havde hun fået at vide, at hun skulle og på Facebook hed det, at det ”bare” var en TV 2-historie. Vigsø Bagge havde nok troet, at hendes tanker om det store, multi-religiøse ministerium ville være vinklen - TV 2’s journalist var mere zoomet ind på navne-skiftet, som vækker dybe følelser. Forløbet viste en forpjusket gruppeformand, som endda måtte se sig undsagt af partiformand Villy Søvndal, som fra Bruxelles ikke havde nogen intentioner om at redde Vigsø Bagge.

Han koncentrerede sig om Iran og Syrien og andre vigtige emner, lod han forstå. Så Vigsø Bagge kunne selv fortryde sit navneskift. Det var ligesom helt glemt, at hun reddede Villy Søvndal i 2007, da han fortalte, at han havde besøgt over 20 plejehjem og reelt kun havde været på fem.

Da var det Vigsø, der forsvarede partiformanden, så han igen fik sikker grund under fødderne og resultatet af det, kender vi. SF fik sit kanon-valg og Vigsø Bagge var kronprinsesse. Ærke-SF’er og nordjyde, vellidt begge steder. Blev meget sur ved regeringsdannelsen og blev belønnet med posten som gruppeformand. Det kræver en særlig SF-logik at forstå, men de fleste holder meget af hende. Udadtil har hun dog ikke slået an som gruppeformand og det har navneskiftet ikke hjulpet på. Det har føjet blot endnu en pind til Vigsø Bagges politiske ligkiste - på en sag, som i den grad lugter af ”politisk forsinkelses-faktor”. Det er ikke vælgernes dagsorden - det er ren værdipolitik, som eksploderer i medierne og hos Dansk Folkeparti.

Og det erikke ugens eneste. Venstres Karsten Nonbo gav den som værdikriger og hånede demonstranterne fra klimatopmødet i 2009 for at være sølle klynkere. Han endte dog selv ret så ynkeligt, da han rejste sig med besvær efter tre timer på jorden foran TV 2’s studie i København. Han havde sagt ja til deltage i deres spøg. Det var ikke pynteligt.

Tredje værdipolitiske indslag kom fra DF’s Søren Espersen, som har stillet spørgsmål til statsminister Helle Thorning-Schmidt, fordi hun talte engelsk i Europa-Parlamentet. Hun bør tale dansk, mener DF. Det kunne have været en stor, værdipolitisk sag for nogle år siden, men her, midt i krisen, falder den for den politiske forældelsesfaktor.

Som, hvis tingene skal trækkes lidt mere ned på jorden, kan sammenlignes med kvinders forhold til vægt. Man er altid fem kilo forkert bagefter.

God søndag.