Valgresultatet 15. september 2011 skar problemerne ud i pap for S og SF: De to partier vandt godt nok magten, men de tabte valget, og de tabte i særdeleshed stemmer hos ganske almindelige lønmodtagere.

Dem, der med skatteministerens ord, står op om morgenen og smører leverpostejmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. LO-familierne, hvor han er industriarbejder, og hun er rengøringsassistent.

Dem, der i gamle dage hed arbejdere. Det er ikke første gang, de to partier, især S, har tabt stemmer hos denne vælgergruppe. Det gjorde de også i 2001, hvor DF og Venstre løb med stemmerne - dengang på grund af udlændingepolitikken.

I dag er det ikke det, der er vigtigt for de ”blå mulige”, som denne attraktive vælgergruppe hedder i den politiske jargon.

Nu er det økonomien, fordelingspolitikken, der betyder noget - og siden valget har gruppen forladt rød blok og søger igen over mod de blå, viser målinger og interne papirer i regeringspartierne. De ”blå” har ikke tillid til, at Helle Thorning-Schmidt og co. kan styre Danmark ud af krisen, og i regeringens interne optik har hele fattigdoms-diskussionen, med udgangspunkt i Carina på kontanthjælp, kun øget den mistro.

Det skal rettes op, nu skal Carinas nabo, som står tidligt op og smører de berømte leverpostejmadder til børnene, have en skattelettelse, der kan mærkes. Så naboen får mærkbart flere penge end Carina får på kontanthjælp.

Det er baggrunden for den skattereform, skatteminister Thor Möger Petersen, (SF), annoncerede i en kronik i Berlingske i går.

Tankerne ligger i en lige linje fra det udspil, som kom i sidste uge fra Metal, hvor den store fagforening argumenterede for at flytte topskattegrænsen mere end det, regeringen allerede har lovet i regeringsgrundlaget. Fordi en række helt almindelige lønmodtager i dag har nået topskatte-grænsen.

Derfor var store dele af fagbevægelsen også positive over for Mögers udspil - mens kun de meget røde og FOA, som har mange af de lavtlønnede organiseret, var skeptiske eller negative.

LO-familien, hvor FOA er det utilpassede barn, er glad for skattelettelser i en tid, hvor lønstigninger er noget, der drømmes om. Ingen bliver rige af de igangvægende overenskomstforhandlinger, så for fagbevægelsen vil en skattereform, der sætter lavtlønnede i centrum, være kærkommen.

De borgerlige vidste ikke rigtigt, hvilket ben, de skulle stå på, da en SF-minister luftede tanker, som normalt ville være kommet fra en højrefløjs-socialdemokrat, der kan sige ”ret og pligt” i søvne eller måske fra en borgerlig, der fiskede efter arbejderstemmer. Men nej, ordene kom fra en SF’er, og Thor Möger satte trumf på i TV-Avisen, hvor han sagde, at det er en ”venstreorienteret mærkesag, at de hårdtarbejdende får en erkendtlighed.”

V og K svarede igen med en næsten uforbeholden ros. Ikke fordi de to partier pludselig vil lefle for regeringen, men da de politisk ikke kan holde til at være lodret uenig i at give skattelettelserne til folk i arbejde, kan de ved at rose udspillet puffe til forestillingen om, at det rent faktisk er et borgerligt projekt, Thor Möger er ved at sætte i søen. Et projekt, der vil give problemer med SF’s bagland og ikke mindst med Enhedslisten.

Det er da også her, slaget skal slås, når regeringen rent faktisk fremlægger et forslag til en skattereform senere på året.

Enhedslisten kan ikke leve med en reform, der skaber øget ulighed - så regeringen skal levere i forhold til de arbejdsløse, hvis ligningen skal gå op. Her er vi inde ved Enhedslistens hjerteblod.

Grundlæggende er Enhedslisten dog pragmatisk. Det viste partiet ved finanslovsforhandlingerne og der er også forhandlingsvilje på skatteområdet. Det sås tydeligt tidligere på ugen, hvor partiet gjorde det klart, at man godt kan leve med, at topskattegrænsen bliver rykket opad.

Det var dog ikke meningen, at det skulle have været sagt så tydeligt - det var et af de ”ofre”, der skulle bringes i en forhandling. Nu kan det ikke bruges - brugte politiske ofre er aldrig i særlig høj kurs.