”100 dage? Nej, vi fik 100 sekunder!”

Ja, ordene kommer fra en regeringskilde og faldt i forbindelse med ugens regerings-jubilæum. Altså det lille, Helle Thornings, det på de 100 dage.

Det store, dronning Margrethes 40 års jubilæum, fejrer regeringen her til formiddag, når den i gåsegang går til statsråd nummer 500.

Det har vist sig, at der er brugt mere end lodder og trisser, for at få tallet til at lande på 500 - f.eks. har den nyvalgte regering på 100 dage måttet træde op for majestæten iført sort tøj og lovforslag fem gange for at få antallet op på 500. Normalt mødes regent og regering til statsråd 8-10 gange om året.

Man kunne spørge, om det var vigtigt at nå tallet 500 lige præcis den dag, dronning Margrethe holdt sit første statsråd som regent? Sådan her i en krisetid og med en ny regering, som i sagens natur har begrænsede antal lovforslag og måske har andet at se til at holde statsråd som en art skueret? Som de siger i formiddagsaviserne: Døm selv.

Man kan også vende det om og spørge, om ikke statsminister Helle Thorning-Schmidt skulle have ladet sig inspirere lidt af dronningen og fiflet lidt med sit eget jubilæum. For regeringskilden har jo fuldstændig ret: S-R-SF-regeringen har ikke fået noget, der minder om 100 dages fred til at finde ud af at være regering.

Oppositionen viste sig nemlig at være kampdygtig fra ”day one”, mens regeringen tumlede rundt. To partier blev til tre, en af de helt centrale skikkelser kunne ikke sikkerhedsgodkendes, den interne magtbalance faldt sammen, politik og strategi måtte skrottes og blev skrottet, løfter blev brudt - vi kender hele historien.

I ugens løb blev den så genopfrisket i anledning af de 100 dage og nej, topkarakterer blev det ikke til. Spørgsmålet er, hvor meget det betyder - er den katastrofale start slutningen på Helle Thorning-Schmidts regering eller bliver det rettet op?

Det er alt for tidligt at sige noget begavet om det. Vinden vender i politik og den, der ligger ned den ene dag, har rejst sig den næste. Og hele 100 dages-hejset har i nyere tid kun været en virkelig succes-historie i 2001.

Da Anders Fogh Rasmussen kom til med sin detaljerede drejebog, hvor der ikke bare stod punkt 1 og punkt 2 og punkt 3. Næ, det var med underpunkter 1.1.1.1 og 1.1.1.2 og så videre.

Da Poul Nyrup Rasmussen kom til i slutningen af januar 1993, skulle vi frem til slut maj, før de store udspil kom. Den regering blev også udvidet under regeringsforhandlingerne - fra en SR-regering til også at indbefatte nu hedengangne CD og Kristendemokraterne, som dengang hed Kristeligt Folkeparti.

Den regering holdt dog immervæk næsten 10 år. Den sidste 100 dages-jubilar inden for nyere tid, Lars Løkke Rasmussen, gjorde ikke det store væsen af sig de første 100 dage. Man ventede og ventede og ventede på udspil og retning, der ikke kom. Den regering holdt så ikke så længe.

Men Fogh klarede 100 dages-testen og skabte en af de mest stabile parenteser i dansk politik med sit VKO-flertal. Selv om det blev blødt op under Løkke, har det lagt så stærke spor ud, så alt i princippet bliver målt i VKO’s og Foghs skygge.

Thorning har selv båret ved til bålet ved at forsøge sig med kontraktpolitik, før hun fik kontrakten. Da hun så fik den, kontrakten med vælgerne og dermed magten, kunne hun ikke opfylde den. Fordi kontraktpolitikken er død og erstattet af normal, dansk forhandlings-politik. Hvor der diskuteres, debatteres og forhandles.

Det er regeringen selv så småt ved at vænne sig til, selv om dens ministre jo også er opvokset i VKO-tiden. Men et eksempel på, at man godt kan debattere politik, kunne ses den anden dag i Berlingske Tidende.

Emnet var lettelser i topskatten - sprængfarligt? Ja, men ikke desto mindre et emne, som fagbevægelsen bød ind med. Enhedslisten talte med uden at løbe fornærmede væk og så var det, at den radikale Marianne Jelved sagde, at ja, grænsen for topskat kunne flyttes i følge regeringsgrundlaget.

Det ville i ”gamle” dage havde ført til vild mediedebat om splittelser i regeringen - men i stedet blev det til, at skatteminister og SF-strateg, Thor Möger Pedersen, konstaterede, at han og Jelved havde talt sammen. Og at de var enige om, at en skattereform skal være fuldt finansieret, at skatten skal sænkes på arbejde, og at der skal være social balance.

Så må man forhandle om flytningen af topskattegrænsen. Det er ikke det, der er det vigtige - det vigtige er, at emnet kan debatteres. Og at SF-ministeren så klart sætter tingene på plads - selv om vi hele tiden hører om, at De Radikale bestemmer alt. Det tyder på lidt mere nuanceret arbejde i regeringstoppen.

Så måske kan alt debatteres, som regerings-toppen hævder. Måske er der nye tider på vej. Nu er regeringen i gang - så de 100 dage bør måske regnes fra nu, så Thorning og co. først vurderes omkring den 20. april. Det er godt nok at fifle med jubilæet - men dronningen har jo selv vist vejen.