- Det var himmelsk. Hils i køkkenet! En mor med teenagesøn er på vej ud ad døren med den hilsen til Michael Kehling, da vi er på vej ind. Kokken, som skal hilses, er hans kone Sanne Kehling.

De to har med selvlært passion for det spanske og mexicanske køkken og meget mod åbnet en lille restaurant med bar, der hedder ”Mananabar”, i den del af Møllergade, hvor der ikke er det mest pulserende liv en vinteraften.

Men der ér mennesker ved de fem borde. Spansk musik på anlægget. Medens der ryddes af og gøres klar til os tre, falder vi til og ned, for det går langsomt og afslappet. Det giver tid til et kig rundt i lokalet, hvor kandelabre med levende lys blafrer på de få borde og baren, som giver flere siddepladser.

Sjovt sted med tegninger og portrætter på væggene. Over os troner frihedshelten Zapata med en sombrero, der som blikfang kun slås af hans imponerende moustache. Zapata og hans mænd blev mødt med ”Viva”-råb, når han red til kamp mod en grum diktator under den mexicanske revolution i 1910.

Viva er et godt ord, som vores middag skrider frem, for svoger bekender, at han var her lige efter åbningen for en måned siden og har glædet sig til at smage mere. Svigermors smagsløg er snart saligt hensat til en fordums ferie på Yucatan-halvøen.

Hvad kort og tavle gemmer

Men - vi er her en aften, hvor der er et roligt flow af spisende. Der skal mere styr på serveringen. Hvad med en aften, hvor alle pladser er besat? Kan køkkenet så kvalitetsmæssigt følge med? Og slow-servering, hvor ét glas flyttes ad gangen og én hovedret står tilbage, medens kaffen serveres, duer ikke. ”Manana”, jaja, men vi spiser i dag.

Man kan ikke rigtigt se, hvad menukort eller tavle med dagens retter gemmer. Vi vil dele sol og vind lige mellem de to lande. Begynder med en plata de embutidos y queso (spanske delikatesser). Forinden er der hjemmelavet salsa med lune, sprøde majs­chips på huset. Allerede dér er vi solgt.

Kok med styr på krydderi

Det rustikke lerfad kommer på bordet med en herlighed af papirtynde skiver af osten Manchego co miel - en fåreost, der er lagret i cognac - røget oksekød, skiver af sortfodsskinke og chorizo-pølse. Dertil små syltede kirsebær og halve, let ristede mandler samt brød. Der er isvand, hyldesaft og øl på bordet. Til den spanske tallerken den lyse udgave af den mexicanske øl Negra Modelo.

To af os har valgt sprøde hvedetortillas, én med kylling og én med oksekød. De er virkelig sprøde med herlig, grov avocado i lækker guacamole og lidt salsa på toppen. Mexicanske ris og salat.

Vi overser stænket af pink thousand island-dressing, og kaster os over den hjemmelavede gyldenrøde sovs af chili og hvidløg.

- Hov, siger den tredje, som synes, den hører til hendes tavle-ret.

Her er serveret to skinkeruller omkring bagt peber. De ligger på en let sovs med rød-grønne peberskiver. Dertil knasende sprøde, små, runde bagte kartofler, der inden serveringen er rullet i fint salt.

Hele vejen igennem viser kokken en fin sans for krydderi-balance. Man kan nyde både chili og hvidløg, uden at det bliver for meget af det gode.

Mælkekaffe til chokodrøm

Vi har egentlig været mætte siden forretten, der ligesom var for lækker. Bestiller spanske kaffer: En lille Solo, der er espresso med olé, og to kæmpe glas med Nube, lidt kaffe og meget mælk. Skoldhed og på grund af mælken noget bedre at sove på, melder svigermor, der ellers for årtier siden er gået fra aftenkaffen.

Vi skal smage chokoladekagen, der er et totalt dessert­hit. Lys og mørk Valrhonachokolade, serveret med små stykker frisk ananas og halve japanske kirsebær. Vi får ét stykke og tre gafler. Ummm!

Svendborg har i mange år manglet et sted med mexicansk mad. Smagen er der. Lidt mere ”Speedy Gonzales”, så er den der helt!