Kort tid efter det voldsomt forandrende folketingsvalg i november 2001, hvor uld-i-mund-snakkeren og velfærdsteknikeren Poul Nyrup Rasmussen fik læsterlige stryg af kontraktpolitikeren og hule-julemanden Anders Fogh Rasmussen, udkom en ikke uinteressant bog.

’Forsvar for fællesskabet’ hed den, og den var skrevet af en samling yngre centrumvenstreprofiler fra Socialdemokraterne, SF og omegn. Herunder det i dag noget mere interessante navn Helle Thorning-Schmidt.

Bogen vakte nogen opsigt, da den udkom i juni 2002, ikke mindst fordi den ret beset lagde op til et markant opgør med den socialdemokratiske linje, der hidtil var blevet ført, og som altså havde tabt.

Rettighedsegoisme, skrev forfatterne om, og beskrev velfærdssamfundet som en ”lotto-bon, hvor vi forlanger gevinst og tilbagebetaling – hver gang”.

Og videre:
”Resultatet er blevet en udbredt folkesygdom – rettighedsegoismen. Det afgørende er jeg, mig og mine. Tidligere tiders kobling mellem pligt og ret, at yde og nyde, er blevet kraftigt svækket.”

Sådan skrev Thorning-Schmidt og hendes medforfattere blandt andre hendes nuværende justitsminister Morten Bødskov.

Det var hårde ord dengang, og i tiden som statsministerkandidat fra 2005 og frem til valget i september sidste år, hørte man da heller ikke Thorning tale meget om denne egoisme. Men noget tyder på, at bogen enten er blevet genlæst, eller i hvert fald har fået plads i Thornings politiske bibliotek igen.

Siden nytårstalen sidste søndag er det som om, Thorning har besluttet sig for at træde et skridt længere frem på banen. Og det med budskaber, der markerer en klarere politisk linje, end der hidtil har været tale om for den nye statsminister.

I lyset af eksempelvis åbningen af diskussionen om, hvorvidt også landets rigeste forældre skal modtage børnecheck automatisk synes selve nytårstalen også at give mere mening, end den måske gjorde, da den blev holdt.

I talen sagde Thorning:
”Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder. Balancen mellem tryghed for den enkelte og forpligtigelsen til at bidrage er selve grundlaget for vores velfærdssamfund.”

Mon ikke det var rettighedsegoismen, der blev talt om her?

Savnet efter klare meldinger fra regeringschefen har været stort. Mest af alt fordi den referenceramme, man er forvænt med i (kontrakt)politik, hvor det der blev sagt før valget, også var det der søgtes gennemført bagefter, ikke har været til stede for Thorning.

Den linje som valget blev vundet på, og som man tog med ind i det berømte tårn og de 14 dages regeringsforhandlinger, var ikke den linje, man kom ud med.

Til gengæld kom man ud med noget andet, som altså først nu her, hvor regeringen har siddet i 100 dage er ved at materialisere sig. Og selvfølgelig er det ikke for sent for en ny regering, som tørster efter lidt medvind og noget opbakning.

Her kan diskussionen om børnechecken være belejlig. Ikke mindst fordi det i runde tal er første gang siden valget, at Thorning har talt om, at de rigeste skal betale mere af gildet.

Regeringens problem har da også været, at intet af talen om reformer, som jo ret beset er en andet ord for besparelser på offentlige udgifter, har handlet om, hvordan de rigeste danskere kommer til at bidrage mere.

Jovist står der i regeringsgrundlaget at en kommende skattereform vil sænke skatten på arbejde markant. Men der står også, at statens indtægter skal forhøjes. Hvilket jo betyder, at nogen skal af med mere, end andre slipper for at betale.