Der er gang i tragedierne på nationalscenen i København. Ikke så meget på scenen, men i ledelsen, der har besluttet at skære drastisk på budgetterne.

Nu skærer man i selve kunsten, og det er drønærgerligt. Men det er sparetider alle steder i samfundet, så hvorfor skulle Det Kgl. Teater gå ram forbi?

Bag denne seneste af mange besparelser ligger desværre det forhold, at det er selve driften af bygninger og udenomsværk, der presser teatret i bund. Ikke mindst det imponerende operahus, som staten modtog i gave fra A.P. Møller, men som altså koster, ja, et operahus blot at have liggende.

Selvfølgelig begræder kunstnerne helt berettiget dette, senest operaens tidligere chef Kasper Holten, der selv stod i spidsen for at bringe den københavnske opera op i verdensklassen, og som klagede kunstens nød i Politiken forleden.

Nyt er det så, at flere borgerlige politikere også i de seneste dage har været fremme med budskabet om at bremse spareplanerne. Ikke mindst tidligere Venstre-formand og tidligere bestyrelsesmedlem i teatret Uffe Ellemann-Jensen, der mente, at besparelserne vil sende Det Kgl. Teater ned på ”slovensk niveau”, altså lavt, må man forstå.

En anden borgerlig, debattøren og tidligere bestyrelsesmedlem Claes Kastholm, udtalte, at ”Det Kgl. Teater bliver nu reduceret til et provinsteater, der ikke kan konkurrere internationalt”.

Oven i købet kom tidligere minister Søren Pind også teatret i forsvar med genfortællingen af den fine historie om Churchill, der under 2. verdenskrig fik forelagt et forslag om at skære i kulturen for at få råd til krig og sagde: Så er der jo intet tilbage at kæmpe for. Og Uffe Ellemann matchede den ved at bringe Frederik VI på banen. Kongen der ved statsbankerotten for 199 år siden skulle have sagt, at ”fordi vi er fattige, skal vi ikke blive dumme”, da han forsvarede kulturen i en trang tid.

Alle disse borgerlige kultur(for)kæmpere risikerer dog at skade både kunsten og kulturen med deres enøjede argumentation mod besparelserne. I øvrigt besparelser som i næsten tilsvarende grad fandt sted under den regering, som Søren Pind var medlem af.

Dels er det hyklerisk først nu at forsøge at sætte hælene så hørbart i. Kulturen, som den formidles og udvikles på Det Kgl. Teater, er hverken blevet mere eller mindre vigtig efter et regeringsskifte. Dels vil de samme personer formentlig under andre former argumentere indædt for, at statsstøtte ikke er en god ting. Der findes heller ikke skyggen af beviser for, at flere statslige penge skaber mere væsentlig kunst.

Alle tre falder pladask på halen for snobberiet. Jovist vi vil da gerne have en klasseopera, men hvem rager det lige, om den i Slovenien er bedre eller værre end den i København? Og hvem i alverden har nogensinde haft gavn af at gøre kultur til en international konkurrence andre end tv-kanaler med Melodi Grand Prix på sendefladen?

Og burde Søren Pind ikke - i stedet for at tage bad i Churchill - kigge på realiteterne: Ingen vil lukke teatret, og dets økonomiske problemer skyldes øjensynligt politisk overmod, da man modtog gaven samt uformåenhed politisk og ledelsesmæssigt med at få indtægter til at svare til udgifterne.

Og for en god ordens skyld: Der er kun noget galt med at være et provinsteater, hvis det organiseres og ledes politisk lige så lemfældigt som et kongeligt. Men den slags dilettanteri har der heldigvis aldrig været råd til i provinsen.