”Nedskæringer”, ”besparelser” og ”beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie”.

Det var ikke småting, statsminister Helle Thorning-Schmidt fik sendt af sted i sin nytårstale forleden. Debatten om talen har efterfølgende været tvær og skæv. Var der nok konkrete løsningsforslag? Blev der fremlagt en fortælling, som danskerne kan identificere sig med? Og ikke mindst de evindelige retoriske bedømmelser af selve fremførelsen af talen.

Nogle er ved at få forstoppelse af navlepilleriet i Kommentatorkøbing, men også koblet af eksperter i taleskrivning og taleholdelse har haft kronede dage.

Når røgen så har lagt sig, og den mest intense mediedækning af nytårstalen er forduftet, så står der faktisk et interessant stykke politik tilbage. For i realiteten bekendtgjorde Thorning, at landet er i en så alvorlig og skrøbelig forfatning, at partipolitik på det nærmeste må vige for de svære beslutninger, der nu skal træffes.

Anskues Thornings nytårstale gennem et politisk prisme, var der tale om en socialkonservativ bekendtgørelse af, at der nu skal forandres for at bevare velfærdssamfundet, og at vi i al rumlen og nedskæringen der kommer, blot ikke må glemme de svageste.

Det var en tale, som en hvilkensomhelst konservativ partiformand igennem historien kunne have holdt. Med lidt mere betoning af den personlige frihed kunne samtlige nyere tids venstreledere såmænd også have anvendt talen, og mon ikke også radikale ledere fra Baunsgaard til Jelved ville kunne skrive under på talen, der emmede af økonomisk ansvarlighed og reformer, som vejen videre for Danmark.

Jovist var der betoninger af kernesocialdemokratiske ord som solidaritet og fællesskab, og det hele krydret med kravet om, at tilbageholdenhed også ville klæde chefgangene i det danske erhvervsliv. Så fik den da et socialdemokratisk pift, når nu millionærskatten ikke fandt nåde for den radikale regeringspartner.

Men måske hele det Thorning-projekt, som særligt alle vi indbyggere i Kommentatorkøbing igen og igen har efterlyst, er, at der slet ikke er noget politisk projekt for den nye regering. Eller rettere: Projektet er at administrere sikkert, og talen var derfor mere en tale fra en leder af et forretningsministerium end fra en statsminister med en idé. Derfor næsten ingen nye udgifter til noget trods valgkampens løfter om gyldne, grønne skove. Nogle få symbolske områder er der kastet penge efter, men den kickstart, der så sent som ved finanslovsforhandlingerne blev betegnet som helt afgørende, må vi nu forstå ikke forslår som andet end et slapt støttebind. Måske kunne det være blevet endnu værre uden, men værre bliver det under alle omstændigheder, lød det fra overadministrator Thorning.

Allerede nu mærkes det også på Sydfyn. Flere skoler skal nok lukkes, flere penge skal spares på velfærd, og noget lys for enden af den tunnel er ikke lige til at få øje på. Men tro mod de mange beskrivelser, der igennem de senere år har været af Thorning som en politiker, der i realiteten ikke har en politisk vision, viser hun sig øjensynlig at være.

Og hvem ved: Måske det faktisk kan være rigtig klogt og endda gå hen og give pote på den anden side af en krise og på den anden side af elendige meningsmålinger? Så kan det jo være, at Thorning til den tid har en politik, som hvis hun har klaret både sin egen og landets krise kan gøre hende uendeligt stærk.