Franck A er utvivlsomt en af de bedste og mest innovative caféer i centrum af Odense. Gode råvarer og et dygtigt køkken går hånd i hånd med et knivskarpt personale, der går højt op i sit arbejde.

Men Franck A vil være mere end bare café. Derfor er der fyldt godt op på menukortet med brasserie-retter til restaurantpriser. Det hænger bare ikke sammen med den høje musik, der stryger ud af højtalerne, og de mange borde, der står rigeligt klemt imellem hinanden. Stilen bliver simpelthen for rodet. Noget skal skæres fra, før det bliver et spisested i den høje ende af skalaen.

Belært af tidligere besøg bestiller vi bord og kan konstatere, at de frække Bjørn Nørgaard-figurer efterhånden er blevet en lige så fast bestanddel af Franck A som træfiguren Tobias, der vogter uden for døren.

Det første bord, vi bliver placeret ved, er dog så lille og klaustrofobisk, at vi beder om et af hjørnebordene i stedet. Det er også reserveret, men vi får lov at sidde der alligevel. Her er der en del bedre plads til min taske og bordherrens ben.

Knap har vi bestilt forretten, før to stykker velsmagende og smukt anrettede laksestykker lander på bordet. En smøragtig rygeostcreme supplerer fint den fede fisk, mens garnituren af dild, karse og radiser giver det nødvendige modspil. Kokken har desuden drysset et strejf af smagfulde maltcrisps hen over fisken, og det er med til at løfte retten. Skal jeg være krakilsk, ville et strejf af lime eller anden syre have været prikken over i’et.

For meget larm

Det er tydeligt, at god service står højt på prioriteringslisten hos Franck A. Alle tjenerne er både smilende og opmærksomme, og man skal ikke løfte hovedet to gange, før man får øjenkontakt med en af dem. Det tæller på plussiden.

Til minussiden hører støjniveauet. Ikke alene kan vi høre larmen fra baren og sidebordenes samtaler, der er også skruet godt op for popmusikken. Det hænger ikke sammen med priserne. Hvis jeg skal betale 2-300 kroner for en hovedret, gider jeg ikke have fornemmelsen af at sidde på en bar.

Kokken ved bedst

Til hovedret bestiller vi New York Strip Steaks. Vi kan selv vælge vores tilbehør - en service, jeg generelt er modstander af. På gode spisesteder må kokken være den bedste til at vurdere, hvad det rigtige tilbehør er.

Da tjeneren serverer vores steaks med tilhørende kartoffelgratin, rødvinssauce og salat, har vi dårligt nok fordøjet forretten. Det må gerne gå hurtigt i køkkenet, men i dette tilfælde går det faktisk for hurtigt.

- Skålen er meget varm, advarer vores tjener og henviser til kartoffelgratinen.

Men det er den faktisk ikke. Det samme gælder for steaken og saucen. Bevares, det er varmt, men det er ikke dampende varmt, som det bør være. En rigtig New York-steak må gerne sitre af varme på tallerkenen.

Det er irriterende, at der ikke er nogen ske til kartoffelgratinen, som vi i stedet er nødt til at øse over på tallerkenen med en gaffel.

Når det er sagt, er kødet mørt, og rødvinssaucen krydret og velsmagende. Salaten er toppet med granatæblekerner og rodfrugtchips, og den er et ganske udmærket, omend lidt kedeligt, supplement.

Alt i alt er retten for dyr til det, der rent faktisk serveres. For 298 kroner forventer jeg en større smagsoplevelse.

Kreativ dessert

Det får jeg til gengæld med desserten ”Kongen af Danmark”, der er en himmerigsmundfuld for lakrids-elskere som mig.

På tallerkenen ligger kugler af luftig lakridsskum og lakridsis med smag af ægte engelsk lakrids. Som modspil pynter friske hindbær, en kugle hindbærsorbet og frisk mynte. Sødt, friskt og ”lakridset”. Skønt!

Alt i alt er Franck A et ambitiøst spisested med solid fokus på god mad og professionel betjening. Det, der mangler, er fokus på, hvad Franck A er. Man kan ikke være det hele, hvis man rigtig skal være noget for sine gæster.