Når du skal sælge et hus, er de tre vigtigste aktiver: Beliggenhed, beliggenhed og be­liggenhed. Helt så enkelt er det ikke, hvis du driver en restaurant.

Her skal det, du serverer for gæsterne, også være af god kvalitet og omhyggeligt tilberedt, og det var ikke tilfældet, da jeg forleden i selskab med to unge mennesker spiste i Restaurant Rosenhaven på Hotel Plaza i Odense.

En anden anmelder gav for tre år siden dobbelt så mange stjerner som mine to, men han anfægtede Hotel Plazas egne ord på hjemmesiden: ”Rosenhaven er af kendere betegnet som en af byens absolut bedste gourmetrestauranter”. Det står der sørme stadigvæk på hjemmesiden, selvom ordene forekommer endnu mere misvisende i dag.

Den havestue-lignende restaurant, der hører til det næsten 100 år gamle hotel, ligger ellers perfekt. Tæt på station, bymidte og med udsigt til Kongens Have.

Advarselslamperne burde allerede have lyst rødt, da medarbejderen, som tog imod min bordbestilling, lød dybt forundret og forklarede, at det er sjældent, at folk, der ikke bor på hotellet, kommer for at spise. Vi havde også den pænt store restaurant for os selv, indtil et andet selskab på tre personer kom en halv time senere.

Våd salat uden smag

Spisekortets udvalg er begrænset, og ud af de tre forskellige for- og hovedretter og desserter kan man selv sammensætte en menu på tre retter til 295 kroner. Det valgte to af os at gøre, mens den tredje sprang forretten over.

Koldt vand, brød og smør kom på bordet, mens vi ventede på forretterne: Ristet kulmule med græskarpure og græskarkerner samt salat med pesto, dampede bønner og sprøde urter.

For at tage det sidste først, så var den dybe tallerken med broget krølsalat og tern af agurk, tomat og peberfrugt en vandet oplevelse - komplet uden smag. Salaten var våd, og det kan ikke have været af pesto, da smagen af basilikum, pinjekerner og parmesan ikke var tilstede. Urterne var alt andet end sprøde og smagte ens. Den lille håndfuld haricots verts gjorde hverken fra eller til.

Kulmulen lå på pureen og var dækket af dild. Fast i kødet grænsende til det tørre, og selv efter en omgang salt og peber var smagsoplevelsen meget begrænset.

Til hovedretterne valgte vi en flaske rødvin, Le Bordeaux de Bernard Magrez AOC. En vin, der fortrinsvis består af merlotdruer, og som smager udmærket og let krydret.

En af medspiserne valgte hakkebøf med bløde løg, hjemmesyltede agurker, kartofler og skysauce. Den lille anretning kom i en dyb tallerken, og bøffen var fuldstændig død. Kødet var gråt, tørt og indeholdt meget brusk. Løgene var bløde, men uden smag, og skysaucen bestod af en skefuld cremet, brunt fluidum. Samme substans fulgte de to andre kødretter - så vidt vi kunne smage.

Lammeculotten burde have været rosa og saftig, men den var grå og tør. Kompotten af syrlige æbler og selleri smagte udmærket, kartoffelmassen bagt i form af en minifuglerede var uinteressant. Oksefileten var ledsaget af samme kartoffel og sauce - og dertil en meget syrlig, syltet pastinak og stegte østershatte.

Aftenens velsmagende ind­slag var desserten ananas car­paccio med chilisirup og chokoladeparfait. På ostebrættet lå en bid fastost af komælk, en meget markant rødkit-ost og et stykke blåskimmel. Dertil en relish af løg og abrikos samt kiks.

Tredjemanden fik tiramisu med valnøddeis tilsmagt med Bailey. Isen var krystalliseret, og det lille bæger tiramisu var tre fjerdedele skum og én del smag. Den fås bedre i Netto.

Tjeneren begik en fejl, da regningen skulle betales ved hotelskranken. Vi gav fuld pris for alle retter og ikke menu-pris. Telefonisk fik vi lovning på 75 kr. retur, men det endte med, at hotellet trak yderligere 562,50 kr - svarende til 75 Euro. Først adskillige opringninger og banktransaktioner senere faldt regnskabet på plads. Den slags er noget rod.