Når man står ude i vinterkulden med huen trukket helt ned over ørerne, ligner La Piazza et helle fra det kolde og fugtige gråvejr.

Belysningen er varm og hyggelig, og den toscansk inspirerede restaurant virker som et godt sted at tilbringe en lørdag aften. Men restauranten lever ikke op til førstehåndsindtrykket.

En venlig tjener tager imod os i døren og viser os hen til et bord i et af hjørnerne. Det er umiddelbart en rigtig hyggekrog, men det trækker fra det store vindue bag os, og indehaveren har indrettet et kontor lige ved siden af. Det betyder, at han flere gange i løbet af aftenen sidder næsten lige ved siden af os med kun et forhæng imellem og skriver på computer. Det er både forstyrrende og ucharmerende.

Imens vi scanner menukortene, lander en skål sorte oliven og sprøde foccaciabrød med rosmarin. Det er lækkert, at restauranten serverer ordentlige brød og ikke de typiske tørre hvedebaguetter, man får mange andre steder.

Menukortet rummer klassiske italienske retter, og det gør ikke spor, at restauranten har fravalgt pizzaer. Det viser bare, at man kan finde ud af at vælge til og fra. Til gengæld forventer jeg derfor også, at de retter, jeg kan få, er i orden. Og det er der ingen garanti for.

Som gæst får man tilbudt en månedens menu, men her kan man hurtigt komme galt af sted. Tre retter koster nemlig 345 kroner, men medmindre man vælger den dyreste af hovedretterne, er det billigere at købe retterne hver for sig.

For en sikkerheds skyld spørger vi tjeneren.

- Kan det passe, at det er billigere at bestille nogle af retterne hver for sig i stedet for som menu?

Han smiler overbærende og giver os svaret:

- Ikke nødvendigvis. Var det svar nok for dig?

Egentlig ikke, men vi kommer det åbenbart ikke nærmere.

Rodet ret

Til forret bestiller vi lufttørrede okseinderlårsruller med gedeost-creme og purløg, garneret med en rucola-pesto.

Kombinationen af saltet kød og cremet gedeost lyder skøn, men skuffer på flere måder. I stedet for en luftig og cremet konsistens smager osten præcis som de gedeostruller, man kan købe i supermarkeder. Rullerne er kolde og kedelige, som var de lavet i forvejen og stillet på køl. Pestoen tilføjer ikke retten nogen smag.

Til gengæld drukner resten af tallerkenen i forvirrende smagsindtryk. De afskårne æbler passer fint ind, men vi kunne nemt have undværet både fennikel, bladselleri og den jordslåede, våde salat.

Da tjeneren vil fjerne tallerkenen, beder vi om mere vand og får et kort nik tilbage og intet smil. Vandet dukker aldrig op, og det lykkedes os ikke igen at få øjenkontakt med tjeneren. Vi sidder tilbage med en fornemmelse af at være besværlige. Det er ikke specielt rart.

Hovedretterne slipper restauranten dog noget bedre af sted med.

God spaghetti

Jeg får en dampende varm spaghetti, der er vendt i rødvin og tilsat sprød pancetta (italiensk bacon), chili, tomat og friske krydderurter. Parmesanflagerne giver det rigtige pift til retten, men der er tilsat i overkanten af olivenolie. Alt på tallerkenen smager dog friskt, og portionen er så stor, at det er svært at spise op. Også fra den anden side af bordet bliver hovedretten godkendt. Min kæreste får hjemmelavede pastapuder med mørt kalve- og svinekød, vendt i tomat med ost og timian.

Vi får en flaske af husets rødvin, den italienske Montepulciano d’Abruzzo. En mild vin med en frugt-sødlig eftersmag. Bestemt godkendt.

Ligesom med forretterne bliver hovedretterne fjernet uden kommentarer. Prisniveauet taget i betragtning burde betjeningen være betydeligt mere opmærksom.

Desserten på min tallerken består af to forskellige halvtørre tærter. Den ene med chokolade og en dejagtig bund, den anden med creme og en meget dominerende smag af rosiner. Til den serveres valnøddeis, og selvom denne type is er en af mine personlige favoritter, er smagen alt for kraftig til to i forvejen dominerende tærter. Ikke en særlig lækker dessert.

Min kæreste får tre slags is: Banan-, sorbet- og valnøddeis. Alle gode italienske is.

Da vi betaler, kludrer tjeneren i regningen og tager for meget for den ene af desserterne. En lille detalje, men efterhånden en ud af mange irritationsmomenter.

Hvis La Piazza vil være mere end bare et middelmådigt spisested, skal der strammes gevaldigt op. Alternativt skal priserne ned. Ellers føler man sig snydt.