Vi er en lille gruppe damer, piger, madammer, der engang imellem får trang til rå fisk, og alt det stærke, syrlige, søde, der hører sushi-køkkenet til. Vi har endnu ikke vovet os på kursus og selv begyndt på snitteriet og rulleriet.

Når sulten melder sig, er der meget langt til Odense, hvor man kan sidde ned på rigtig restaurant-vis. Bofællen med arbejde i København har ofte lovet at tage sushi med hjem, men med de forsinkelser, DSB holder sig på linjen, vil fiskens holdbarhed ryge af sporet. Helt frisk fra fad skal herligheden være.

Svendborg har længe haft en udmærket sushi-take away ved havnen. Her er der fra midt på ugen en japansk kok i køkkenet til de varme retter. For en måned siden åbnede så en lille filial af en af Odenses sushi-restauranter, Sushi Køkken så langt nede ad Møllergade, at man for længst har passeret Mølledammen, hvor den stejle gade igen er plan.

Det var dér, to fra vores sushi-gruppe drog hen en aften efter arbejdstid. Vi var lokket af, at der er 12 siddepladser, så man ikke bare kan tage med hjem, men få lækkerierne serveret lige fra brættet, hvor kokken Bo Sun styrer både det kolde sushikøkken og kunsten at dyb­stege. Han og hustruen Xiuyu Lin er fra Kina og har forpagtet det lille sted.

Kineserne kom først

Mens vi venligt bliver placeret ved det lave japanske bord med ligeså lave stole i hjørnet, kaster Xiuyu sig ud i et forsvar, der minder om en irer og en skottes dyst om, hvem der opfandt sækkepiben.

- Sushi er historisk en kinesisk opfindelse fra 2. århundrede, hvor man forberedte fisk i gæret ris, hvorefter man smed risen væk og spiste fisken. Først i det 8. århundrede begyndte Japan at udvikle den rå fisk med ris, som vi kender som sushi i dag, fortæller hun

Vi er kommet for at smage. Det synes kokken også. På kinesisk gøres klart, at den bestilte misosuppe og de krebsestore rejer i tempuradej er klar som” startere”.

Misosuppen i kop, baseret på fiskebouillon og det japanske krydderi miso, varmer skønt med smag af Østen på en råkold aften. Selve suppen har neutrale skiver tofu, fintsnittet tang og forårsløg som fyld.

De henrykte lyde fra min ledsager, som tog rejen, tyder på, at begge skulle have taget de dybstegte krebsedyr med en tempuradej, som får både japanske samuraier og kinesiske kejsere til at synge.

Vores kok er simpelthen mester i at dybstege med dejen, der tynd og sprød knaser og kræser om smagsløgene.

På det lave bord kommer en skål stærke, grønne wasabiærter, salt soyasovs og den søde sirupsagtige teriyakisovs. Ingefærskiver og den grønne wasabi-pasta smukt formet som et blad, som var det en marcipanfigur. Tag ikke fejl. Det er megastærkt! Der er den japanske mayonnaise, der er mere cremet end den danske, med et pift af risvineddike og den pinke ”spicey dip”, der klæder fisk og ris.

Vi krydrer den salte soya med lidt af den grønne hotte og er klar med spisepinde og en iskold og liflig japansk Kirin Ichiban fra Tokyo. Lys hvede malt-øl, der anbefales til orientalske retter.

Risens konsistens er vigtig. Den skal være blød uden at klistre under fisken, der serveres smukt på sorte tallerkener. Laks, tun og rejer. Skiver af tangruller med fyld af fisk, agurk, avocado og løg. Der er også bidder af dybstegt reje med avocado, flødeost, agurk, krydderdip - rullet i ris, der igen er rullet i to slags sesamfrø. Lidt sødt ovenpå ville være fint, men det findes ikke.

Soyasød krabbeknas

Selv om vi er mætte, går vi om bord i en af Bo Suns specialiteter: den dybstegte knasende ”softshell” krabbe, smukt arrangeret på ris, fyldt med ligeså knasende grønt og med den søde teriyakisovs til.

Med soyastænk på notesblokken og et riskorn under næsen og sushitrangen stillet for denne gang, går vi glade og meget mætte ud i efteråret. Vi føler os forkælede og lidt helligt sunde, efter at have fået den anbefalede ration af fisk for mindst en uge.