For champagne-afficionados er der ikke noget over eller ved siden af den ægte vare. Italienerne, spanierne, tyskerne - ja, selv vinbønder i andre dele af Frankrig kan prøve alt det, de vil - deres vine kommer ikke i nærheden af rigtig champagne. Mener altså de, som forstår at værdsætte nuancerne i den boblende drik.

For alle andre - og i Danmark er det formentlig et flertal - kommer alternativerne til champagne oftere i anvendelse, for både cava, spumante, crémant og andre mousserende vine fås som bekendt til en noget lavere pris.

Der er forskel på champagne og de andre bobler, men det er ikke nødvendigvis alle, der finder, at en sammenligning falder ud til champagnens fordel. Det meste champagne fremstilles som brut, dvs. en tør vin med mellem 6 og 15 gram restsukker pr. liter.

En del producenter laver også en brut nature eller non-dosage-udgave af deres vin - det vil sige en vin, som ikke har fået tilsat den blanding af vin og sukker eller koncentreret druemost, som champagnen typisk får, før den proppes til. Dosage foretages nemlig ikke kun for at erstatte den vin, der er gået tabt, da man fjernede gærresterne i den færdiggærede champagne, men også for at søde det endelige produkt, og nogle producenter mener, at det slører vinens sande udtryk.

Hvis brut er for tør

Non-dosage er med andre ord den tørreste udgave af champagne - men hvis man slet ikke er til tør vin, er en brut champagne sandsynligvis også for tør. Så kan man vælge at gå på jagt efter en sødere champagne - en sec eller demi-sec - eller bare se stort på det fine navn på flasken og i stedet skænke sig en lettere tilgængelig mousserende vin, for eksempel en prosecco fra Italien, som sagtens kan hedde ”extra dry”, men stadig have en tydelig sødme.

For druerne betyder også noget for smagen, og prosecco er en drue med et ret frugtigt udtryk, som kan bidrage til, at vinen opfattes sødere, end den er, når man kun ser på mængden af restsukker.

Det kan godt være, det stadig er ”finere” at drikke rigtig champagne, men det skal jo ikke være en lidelse at drikke et glas vin. Hvis du synes, vinen er for tør, så prøv en med mere sødme.

Den traditionelle metode

I dagens test fokuserer vi på champagne, men har fundet både prosecco, cava og crémant som alternative boblende drikke. For det, som var særegent ved champagne, er kopieret af mange vinproducenter andre steder i verden:

Vinen gæres først som en almindelig hvidvin, og derefter tilsættes den såkaldte liqueur de tirage - en blanding af vin, sukker og gær - hvorefter vinen tappes på flaske, hvor andengæringen foregår. Ved gæringen dannes kuldioxid og dermed boblerne i vinen. Denne fremstilling kaldes ”methode traditionelle”, og de ord bruges på flasker fra mange egne af verden. De siger derfor ikke nødvendigvis noget om kvaliteten af vinen. Man skal snarere interessere sig for, hvor længe den har lagret, og hvilke druer der er anvendt.

Den første oplysning finder man desværre kun alt for sjældent på bagetiketten af en mousserende vin. Desværre, fordi vinen i den tid, hvor den lagrer i flasken sammen med gærresterne, kan udvikle nye aromaer.Nogle champagner er dog forsynet med en dato for degorgeringen, det vil sige det tidspunkt, hvor gærresterne er fjernet fra vinen. Deraf kan man så udlede, hvor længe vinen har lagret på resterne. Champagne skal som minimum lagre 15 måneder på flaske.

Tre franske - mange italienske

Oplysninger om druer fremgår noget oftere af enten for- eller bagetiketten. De klassiske champagne-druer er chardonnay, pinot noir og pinot meunier. En blanc de blancs-champagne er fremstillet af grønne druer, det vil sige chardonnay, mens en blanc de noirs kan fremstilles af pinot noir og pinot meunier - eller udelukkende pinot noir.

I de spanske cavaer er de typiske druer macabeo, parellada og xarel-lo, men selv om en del cavaer efterhånden præsenteres som eksklusive vine på linje med bedre champagner, skal man ikke lade sig narre: Der er oftest en forskel i smagen.

Det gælder også de fleste italienske spumanter, som virkelig udnytter Italiens rigdom af druesorter - her bruges blandt andet pinot bianco, pinot noir, chardonnay, cataratto, verdiso, prosecco og verdicchio samt brachetto og moscato (til søde vine) og 80’ernes plage: lambrusco.

Hvis man er villig til at betale 300-600 kroner for en flaske, kan man godt få noget, der minder om champagne. Men hvorfor så ikke bare købe den ægte vare - hvis det er den smag, man vil have?