I skovbrynet under den slotbanke, der bar Næsbyhoved Slot, ligger restauranten alene og gløder med sine varmt lysende vinduer ud mod Odense Havn. P-pladsen er våd og knasende under de tusinder af frøkapsler, som de hundredeårige bøgetræer drysser fra sine kroner. Det drypper. Man skutter sig og smutter indenfor i varmen.

Restaurant Næsbyhoved Skov har gammel stil og elegance, og det er ikke overraskende, at familien Jensen holder guldbryllup i festsalen. Der bliver sunget sange, og de gråhårede gæster sidder lidt alvorlige med indianerfjer på hovedet, og ikke alle forstår vist hvorfor.

Vores trin bliver diskret dæmpet på tykke bordeaux-farvede tæpper, træpaneler i mahogni varmer, og over for baren bliver vi budt velkommen og anvist garderoben.

Tjenerne - en mandlig og en kvindelig - er i ulastelig, klassisk uniform, som matcher interiøret, og de smiler indforstået, da vi driller lidt med et:

- Nå, det var vist godt, vi bestilte bord ...?

Denne aften er vi de eneste i a lá carte-restauranten, og selvfølgelig får vi det bedste bord med udsigt ind mod havn og by.

Stemningen indenfor er varm og så anderledes end i de minimalistiske madtempler, hvor et par tyttebær fra heden og rødbedestøv på desserten kan få en ”chef” til at tale henført, mens halvtreds gram økologisk lammemørbrad bliver kold, og solbærsorbeten bliver varm. Næsbyhoved Skov er fra før gulve var afhøvlede og vægge vandskurede.

Det er løsarkene i det tunge læderindbundne menukort, som vi ender med at benytte. Det viser sig, at der stadig findes noget, der hedder ”Dan-Menu”. Der er noget landevejskro og busselskab over ordet, men hvorfor ikke. Oksebryst, peberrodssauce, bønner, aspargeskartofler. Det viser sig at være lige så lækkert, som det lyder.

Forret: Klar suppe med mel- og kødboller.

Nu bliver der også valgt halv moseand, en kalvesteak, græskar- og hummersuppe. Supperne bytter vi rundt, for græskarret er med pocherede kammuslinger. De er på oktobermenuen, og den ene skiftes uden mindste problem eller ekstra betaling til en hummersuppe (på fiskefond med jomfruhummerhaler). Tilmed tilbydes et skvæt cognac, som matcher den lidt fede suppe. Også uden beregning.

Perfekt sauce

De to legerede supper er ”i familie” med hinanden. Samme basis, flødelegeret og cirklet på overfladen med en stribe krydderolie. Græskarsuppen har små tern af den sursødt-syltede frugt, og frøene er ristet og drysset på toppen.

Der smages på kryds og tværs over bordet, og der bliver ikke levnet. Supperne har kraft og er velkrydrede. Den klare, klassiske suppe er tydeligvis på egen fond. Supermarkedsflutes og vinskænkningen - der skænkes fra køkkenåbnede flasker hele rader rundt uden prøvesmagning - er minusser.

De rektangulære skiver oksebryst lander sammen med de øvrige bestillinger. Kødet har den eftertragtede mørkogte konsistens og er drysset med høvlet peberrod. De holder sig varme på en klassisk varmeplade. Jeg glemmer at bede om lidt ekstra af peberroden og bliver heller ikke tilbudt det. Senere siger tjeneren, at jeg da bare skulle have spurgt.

Saucen er cremet, tyk og af den slags, der ikke har vanskeligt ved at hænge ved kød og tilbehør. En flødeopbagning, som får en til at tænke på begrebet fedtskat. Men så meget desto mere grund til at synde og nyde saucen på de håndpillede aspargeskartofler. Den er smagt perfekt til med peberrod, lidt vinaigre, salt og peber. Det er så godt, at enhver køkken-mormor ville være misundelig.

Kalvebøf og and får jeg en minimal bid af. Det er ikke muligt at lokke flere bidder over på min tallerken. Og da jeg forsøger at bestikke med oksekød og peberrod, er løbet kørt. Der er hverken moseand eller bøf tilbage. Kun et par munde, der ser meget veltilfredse ud. Anden på pære, garneret med kantareller, andre skovsvampe, ærtespirer og selleripuré er både æstetisk og smagsmæssigt et fint eksempel på gedigen dansk gastronomi med et pift francaise.

Næsbyhoved Skov er en tidslomme. Der er stil og elegance. Med et køkken, der kan sit håndværk - og en del mere.