Det har været gode tider for vinanmelderne Vilsbæk og Klingenberg. I et jævnt tempo er samlingen af flasker i kælderen vokset med prøver tilsendt fra vinforhandlere over hele landet, og det i en grad, så det har været nødvendigt at finde et større lokale til flaskerne.

De to vinredaktører har haft svært ved at overbevise kollegerne om, at det faktisk var arbejde, når de igen satte sig til rette med en stribe flasker efter frokosten.

Men nu har virkeligheden indhentet dem. De røde kommer til magten, og det er måske kun et spørgsmål om tid, før nye skatteformer dukker op. Kunne man forestille sig en ny formueskat, som også omfattede materielle goder som vin, for eksempel? Det kunne den yngre vinredaktør godt, efter at han i en ond drøm har set sin vinkælder blive ribbet og hældt ned i en enorm Guccitaske. Derfor har han overtalt sin ældre kollega til at tømme kælderen under mediehuset - i det mindste for de dyreste flasker.

En hurtig gennemgang af kælderen har i første omgang bragt tre flasker hvidvin for dagen, som tager vinredaktørerne til Tyskland, Frankrig og Sydafrika.

Mere koncentration, tak

Redaktør Klingenberg stirrede drømmende på en af flaskerne på bordet foran ham. Så opslugt af sine tanker var han, at han nær var drattet ned af den kængurustylte-agtige indretning, som avisens indretningsarkitekter havde besluttet var perfekt som stol i et mødelokale, hvor folk ikke skulle opholde sig for længe.

- For syv sytten da også! udbrød redaktøren og tog sig til et ømt sted nederst på ryggen.

- Jeg kunne slet ikke huske, vi havde den flaske i kælderen, sagde han, da han endelig havde fundet balancen på det mærkelige, etbenede siddeinstrument.

- Hmmm ..., lød det drømmende fra redaktør Vilsbæk.

Han var også faldet i staver over flasken - eller rettere: navnet. Leroy. Burgundernes ukronede dronning. Mesteren udi både hvid og rød bourgogne og desværre en lige så stor mester i at sælge sine vine til fire- og femcifrede priser.

Dog ikke flasken her på bordet. Det var Leroys generiske hvide bourgogne, og den havde en udsalgspris på 299,95 kroner.

- Hmmm ..., lød det igen fra redaktør Vilsbæk.

- Nå, vi må i gang! Lad os tage tyskeren først, foreslog redaktør Klingenberg, der allerede havde trukket proppen op af den elegante og tunge flaske fra Nahe-producenten Armin Diel: 2008 Riesling Pittermänchen Grosses Gewächs.

- Det er dagens billigste vin - 259 kroner, konstaterede Klingenberg, mens han skænkede den gyldengrønne vin i glassene og i sit germanofile sind glædede sig til rieslingens klassiske duel mellem sødme og syre.

Men han blev skuffet. Vinen duftede smukt af fersken og lime og nåede næsten over i orangeblomst, men i munden var den knap så overbevisende.

- Der er disharmoni mellem duft og smag. Den har en pænt lang eftersmag, men den er lidt slank i munden, sagt på en pæn måde. Den kunne godt have mere koncentration, konkluderede redaktør Vilsbæk.

- Ja, til den pris kan man vel godt forvente lidt mere, medgav Klingenberg, før han noterede tre stjerner under sin smagenote.

Tør sauvignon blanc

Redaktør Vilsbæk havde et godt greb om flaske nummer to og skulle til at skænke for Klingenberg, da en kollega stak hovedet ind til dem.

- Sidder I nu der igen? I sad også og drak i går. Og hvor er jeres spyttespande?

Hun trak glasdøren til igen og gik hovedrystende videre.

De to vinredaktører kiggede på hinanden. De havde glemt spyttespandene hjemme, så de måtte bruge et par af avisens hvide kaffekrus til at spytte i.

- Nå, udbrød Vilsbæk, som hurtigt havde genvundet fatningen.

- Nu skal vi til Sydafrika. Jeg kan ikke se på etiketten, hvilke druer vinen er lavet på, men den er i hvert fald opkaldt efter vingårdens ejers første barnebarn, Isliedh, og den er 39 kroner dyrere end tyskeren, fortalte han sin yngre kollega.

Vilsbæk ville gerne være færdig. Han kunne mærke, folk var begyndt at kigge efter dem inde i mødelokalet, der er omgivet af glas til tre sider.

- Der må være sauvignon blanc-druer indblandet. Det er jo ren hyldeblomst og solbærbusk, det her, mente redaktør Klingenberg efter at have haft næsen nede i glasset.

Den ældre redaktør nikkede, mens han smagte på vinen fra Cape Point Vineyards.

- En lidt svulstig vin - man får den der dækkende, sæbeagtige fornemmelse i munden, konkluderede han, da han havde spyttet ud i sit kaffekrus.

- Den har en høj alkoholfornemmelse, selv om der kun står 13,5 procent på etiketten. Og så er den temmelig tør, vurderede Klingenberg, før han igen noterede tre stjerner i notesbogen.

Leroy i vasken

Et lille smil bredte sig på hans læber, da redaktør Vilsbæk med alvorlig mine skænkede Leroys 2006 Bourgogne Blanc. Dette burde måske have været en blindsmagning, men selv om begge redaktører tydeligvis glædede sig til at smage vinen fra madame Lalou Bize-Leroy, var ingen af dem i tvivl om, at de havde vin fra en dygtig vinmager i glasset, da den første slurk var spyttet ud i kaffekruset.

- Blød, fed og cremet vin med en præcis syre. Selv om man med lethed kan finde seks flasker oversøisk chardonnay i supermarkedet for 299 kroner, er det her altså en billig måde at smage lidt af storheden i hvid bourgogne fra en af de allerbedste producenter, lød dommen fra redaktør Klingenberg.

- Enig. Den her har jo en helt anden stil. Det er ikke en frisk, frugtspændt vin - mere en efterårsvin. Og læg mærke til hvor subtilt fadet er, sagde redaktør Vilsbæk efter endnu en slurk.

- Men man kan vel ikke sige, at vi får mere for pengene, end hvad vi kan forvente til 299 kroner?

- Nej. Så vi når ikke højere end fem stjerner, konkluderede Klingenberg.

- Godt så! Lad os få ryddet op her. Skal jeg tømme dit glas ude i vasken, spurgte Vilsbæk, som havde travlt med at komme ud fra glasburet. Flere af avisens journalister var nu holdt helt op med at arbejde og stod og kiggede på dem, mens de sendte skæve smil til hinanden og lavede drikkebevægelser med armen.

- Øh ... jeg har altså drukket det hele, kom det spagt fra Klingenberg.

Han fik øje på den kvindelige kollega, som igen stod uden for døren og kiggede på de to. Et par sekunder kiggede de på hinanden. Så gik hun hovedrystende videre.