Den sidste apoteker i den mere end hundrede år gamle hjørneejendom Vindegade-Kongensgade var faktisk uddannet ølbrygger, før hun slog sig på pillerne. Og måske var det et varsel om, hvad det kunne udvikle sig til. I hvert fald er det slut med medicinen. Den er flyttet længere ned ad Kongensgade, og hvor vitaminer, recepter og sundhedspræparater blev ekspederet, bliver der nu skænket skummende fadøl, serveret enkle frokostretter og ved særlige lejligheder á la carte. Gerne ledsaget af musik - ofte på eget specialbygget flygel med glaslåg og tre-fire barstole langs siden.

En del af de fine detaljer fra generationers apotekerliv har fået lov til at leve videre. Udskæringer i mørkt træ, glasloft og et markant gulv vil mange odenseanere kunne genkende. Ligesom messingvandhanen og den tilhørende træskål, hvor særligt trængende kunder kunne få vand til at sluge pillerne.

Stedets nye elementer er ikke ligefrem inspireret af sundhedssektoren. Hvor der før blev ekspederet recepter og kontrolleret indlægssedler og personnumre, er der nu et par barer, et rygerum og ellers serveringsborde.

Pianobar-stemningen anslås med rigeligt høj hyggemusik, brunt blomstertapet, mørke møbler i sort og bordeaux. Lidt kitschet sat sammen med sære malerier og karosseridele fra en Jaguar Mark 2-front.

En charmerende kvindelig tjener kommer med menukort og tager mod bestilling på drikkevarer til forretterne. Det ene kort er forkert. Det er frokostkortet. Et nyt bliver hentet, og det samme gør udvalget af vine. ”Apotekeren” har valgt at sælge vin i små sodavandsstore flasker med skruelåg.

Vi beder om den hvide australske (sémillon-chardonnay) til forretten. Tjeneren har glemt, hvad den enlige ”Dagens suppe” på kortet er, men hun spæner ud i køkkenet for at høre kokken. I mellemtiden har vi bestemt os for lakseruller og tapas, og samtidig bestiller vi hovedretterne. Kyllingepasta og herregårdsbøf med bearnaise.

Her ville det have været rart med lidt vejledning, for faktisk er tapas-anretningen så stor, at ingen ville kunne spise den alene og så med ansporet appetit fortsætte i en hovedret.

Som tapas-specialiteterne er anrettet på en bund af rucola og babysalatblade, tager den sig vældigt ud. Osten er i hjemmeskårne skiver. Spåner af parmesan, emmentaler, primadonna og en brietype. Desuden skiver af chorizo, italiensk spegepølse og rullet skinke. Dryppet med olivenolie, drysset med pinjekerner overalt og serveret med en grov rugbrødsstang. Salaten er lidt træt, og pålægsskiverne må være hentet fra en vakuumpakke. O.k., men du kunne selv have fundet dem i supermarkedet.

De syltede skalotteløg er til gengæld en fin oplevelse. Mørke, søde og med picklet skarphed.

Lakserullerne er landet på samme salatbund. De er friske, håndskårne og fyldt med flødeost, lidt kapers og rå løg. De kunne godt have fortjent en hjemmegjort sennepsdildsauce.

Min hovedret hedder på kortet ”Herregårdsbøf med kartofler, årstidens grønt og bearnaisesauce”. 140 kr. Det mest årstidsgrønne er et læs kogte fryseærter, fire-fem kartoffelbåde og en hakkebøf. Alt plasket til med en trist pulverbearnaise, toppet med bredbladet persille. Det er altså ikke en servering, man går i byen for at få.

Lidt bedre er pastaen med kylling, bacon og flødesauce. Cremet, meget cremet. Tagliatellen er badet i saucen, og fjerkræbidderne oppustede uden fasthed. Til gengæld er retten dejligt brændende varm og tilpas krydret.

Begge hovedretter er gennemsnitlige.

Til hovedretten har vi valgt en australier (chiraz-cabernet) fra Jacobs Creek. Fyldig smag. Blomme, kirsebærsten og en god ledsager til den trio, som går på med improvisationsjazz.

Musik skal der til. Levende musik. Det har apoteket, og hvad der sættes til på gyngerne - læs maden - vindes på stemning, miljø og musik.