Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

fyens.dk

Fyens Stiftstidende - Fyns Amts Avis

fyensdk
 
  • Del artiklen:
"Sølvbryllup" med aikido
Baglandet

"Sølvbryllup"
med aikido

Annonce:

Nyborg Rejser - Udflugter & rejser. Se alle vores rejsemål her: Nyborg-rejser.dk

Nyborg Rejser - Udflugter & rejser. Se alle vores rejsemål her: Nyborg-rejser.dk

Victor og hans gamle læremester Kawai, da denne besøgte Odense i 2005
Foto: Christian A. Stewart-Ferrer

Artiklen er hentet i arkivet

Lederen af Reishin Dojo, Odenses største aikido-skole, Victor M. Merea Ortega, har netop fejret et kvart århundrede med aikido – og fortsætter i højt tempo og indre balance!
Når man hører ordet 25-års-jubilæum, viser den indre skærm nogle billeder af grå jakkesæt, grå hår, og en reception med taler, der under den muntre overflade minder om, at i forhold til det, der er gået forud, er fremtiden måske også lidt – nå, ja, grå.

Men intet kunne være fjernere denne tirsdag aften, hvor Victor M. Merea Ortega, som blandt sine elever kun om- og tiltales som Sensei (japansk for ”lærer”/”mester”, red.), beredvilligt stiller op til et interview – livlig, munter og med bevægelser, der trods en meget muskuløs krop er lette og elegante som en dansers. Han har netop tilbragt sine første 25 år med kampkunsten aikido, og udstråler tydeligt, at han i hvert fald fortsætter de næste 50.

Historien begynder faktisk for mere end tredive år siden, på den anden side af kloden i Sydamerika. Den unge Victor og hans familie boede i Lima, Perus hovedstad, i et område, som etnisk var stærkt præget af japanere. Som overraskende mange, der senere bliver fremragende kampkunstnere, var Victor som barn ikke fysisk stærk, let nervøst anlagt, og dertil hårdt ramt af astma. Løsningen viste sig i form af familiens næsten-nabo – Det peruviansk-japanske Kulturcenter og dets karate-hold!

- ”Jeg var så heldig”, understreger Victor, som ikke lægger skjul på, at dette var måske den mest afgørende begivenhed i hans liv.

- ”Kulturcentret var faktisk kun for japanere, og mange talte kun japansk! Men jeg fik lov at komme ind og være med, og endte med at træne karate i fire år. Jeg fik to virkelig gode venner – vi var som brødre: Akira og Takeshi. Vi boede nærmest i Kulturcentret”, tilføjer Victor med et grin.

Der var mange lejligheder for de tre spilopmagere til at opleve det ene og det andet – daglige besøg i Centrets museum, og ikke mindst det at spise sig mæt i japansk mad, når der var forskellige arrangementer i Centret. Dog var det ikke lutter lagkage, husker Victor.

- ”Lærerne i karate og kendo var old school – og på japansk betyder det hard school!”, mindes Victor. Kendo – japansk sværdfægtning – kom ind i Victors liv et par år efter karate, og i to år trænede han begge dele, indtil det stod ham klart, at karate var ved at have haft sin tid i hans udvikling. Han fortsatte et år med kendo alene, og i løbet af dette år hørte han en træningskammerat fortælle om en meget fascinerende kampkunst – aikido.

- ”Aikido består især af kast og holdegreb samt nogle få slagteknikker”, forklarer Victors næstkommanderende i aikido-skolen, Christian Stewart-Ferrer. ”Det er en effektiv kampteknik, som udgør kernetræningen for Tokyos uro-patruljer – men aikido er faktisk mest kendt for sine elegante bevægelser og en højt udviklet filosofi, som blandt andet handler om at skade sine modstandere mindst muligt”.

Et par måneder senere faldt Victor i snak med en kusines kæreste, som trænede aikido, og det endte med, at den da 12-årige Victor blev taget med til træning. Og resten, som man siger, er historie.

- ”Aikido har givet mig så meget”, siger Victor og tilføjer: ”Mange tror, at det er en sport – men det er det ikke. Det er en kunst, og en livsstil”.

- ”Vi mennesker laver hele tiden fejl, og må lære at leve med dem. Aikido lærer os at blive mere selvsikre, at finde ro med os selv – og derved lære af vores fejl. Vi bliver langsomt bragt i balance med os selv og i harmoni med andre. Med livet.”

Årene gik, og en dag var tiden kommet, da Victor skulle på universitetet. Han havde fået et stipendium til São Paulo-Universitetet i Brasilien, som er det mest betydningsfulde universitet i Sydamerika, og det betød et farvel til ikke bare hjembyen, men også hjemlandet Peru – og til modersmålet spansk, fordi man i Brasilien taler portugisisk. Men det betød ikke et farvel til aikido – tværtimod!

Victors aikido-lærer havde ikke svært ved at se, at Victor og aikido var uløseligt forbundet, og læreren formidlede en kontakt til selveste Reishin Kawai – den japaner, som mange år tidligere havde indført aikido i Sydamerika, og som nu var 8. dan (en meget høj rang, red.), præsident for det Sydamerikanske Aikido-Forbund og vicepræsident for det Internationale Aikido-Forbund.

Kawai var interesseret i at tale med den unge mand, og kort efter var såvel aikido- som boligproblemet løst: Victor modtog en af de højeste, men også mest krævende æresbevisninger inden for aikido – invitationen til at blive uchi-deshi hos Kawai!

- ”I gamle dage i Japan var en uchi-deshi en elev, som boede og trænede hos sin Sensei (lærer, red.)”, forklarer Christian. ”Pointen var, at man var i mester-lære – ikke bare som kampkunstner, men også som mester i øvrigt: hvordan spiser man, når man er en mester (man holder spisepindene anderledes, så en modstander ikke kan bruge dem i et angreb), hvordan omgås man andre mennesker (respektfuldt og omsorgsfuldt, aldrig arrogant), osv. Nutildags er en uchi-deshi en elev, som bor i selve dojo’en (kampkunstskolen, red.), og som gør rent, rydder op og træner – men det svarer mest til at være en slags kostskoleelev, hvorimod man i gamle dage mere blev adopteret. Men Kawai Sensei (på japansk står titlen efter navnet, red.) var af den gamle skole – så Victor Sensei er en af de få, og især en af de meget få ikke-japanere, som har prøvet at leve og træne på den gamle måde!”

- ”Og det var hårdt”, siger Victor med et smil, som på den ene side stråler varmt af hengivenhed over for hans gamle Sensei, og på den anden side antyder den særlige humor, man ser hos mænd, der fortæller om deres oplevelser i den franske Fremmedlegion.

- ”Kawai Sensei var en meget traditionel japaner, og han holdt hårdt på de japanske traditioner – og på traditionerne for aikido. Jeg blev vækket klokken fem om morgenen, hvor jeg skulle gøre rent, derefter meditere, og så træne – og spise fornuftigt og optræde med den respekt og ’japansk-hed’, man forventer af en japaner som uchi-deshi. Og når jeg ikke havde undervisning, hjalp jeg til i hans klinik (Kawai var uddannet læge i orientalsk medicin, red.). Derudover var jeg med som assistent, når han skulle undervise uden for dojo’en, og hvis han selv blev forhindret i at undervise i dojo’en, f.eks. på grund af en patient, stod jeg for undervisningen”.

- ”Det var svært i starten, for jeg var jo ikke familie eller japaner – men Kawai Sensei behandlede mig som en søn, og tog ansvaret for mig i de fem år, jeg boede hos ham og læste ved São Paulo-Universitetet. Mine forældre var ham dybt taknemmelige for, hvad han gjorde for mig – de var fuldstændig trygge, fordi Kawai Sensei havde taget mig ind”.

Og det var bestemt ikke enhver beskåret – mange havde en drøm at komme til at træne hos Kawai, men i de fleste tilfælde måtte folk gå bort med uforrettet sag. Igennem tiden var der dog flere uchi-deshi hos Kawai, men typisk kun nogle få måneder, og i et enkelt tilfælde i to år. At Victor levede hos Kawai i fem år, er et tydeligt udtryk for det stærke bånd mellem Kawai og Victor – og det betød også, at Victor lærte mere om, hvad det vil sige at leve et liv i aiki, end de fleste mennesker kommer til, i eller uden for Japan.

- ”Kawai Sensei havde et piletræ foran dojo’en – og når det blæste, stod han ofte og betragtede piletræet. Jeg spurgte ham en gang, hvorfor han så ofte så på piletræet, og han svarede med et smil: ’Hvis det blæser dén vej, bøjer træet dén vej. Hvis det blæser den anden vej, går træet den anden vej. Det er det samme i aikido – og det er det samme i livet!’ Jeg tænker ofte på det piletræ”, slutter Victor sin vignet.

Noget af det, man også lærer, er livets gang i en dojo. Der er mange mennesker, der begynder at træne aikido – men langt fra alle når frem til det berømte sorte bælte. Det er måske ikke så overraskende, men et mere mærkeligt fænomen er, at adskillige mennesker når frem til det sorte bælte – og så stopper de!

- ”Det er rigtigt”, siger Victor og forklarer mysteriet: ”For når man når frem til 1. dan (sort bælte af første grad, red.), er man nødt til at ændre sig som person for at kunne fortsætte med at udvikle sig i aikido. Det er de mennesker endnu ikke parate til – men vi kan ikke stoppe tiden. Vi må bevæge os, ligesom tiden bevæger sig, og følge med den.”

For nogle år siden formede Victors liv sig således, at han kom til Danmark – et nyt land med et nyt sprog, og en anden kultur end dem, han kendte til. Han underviste på Syddansk Universitet igennem fire år og blev her hurtigt bevidst om, at danskerne hverken er peruvianere, brasilianere – eller japanere. Det var dog ikke en uoverstigelig hindring for ham – igen takket være hans baggrund i aikido.

- ”Aikido kommunikerer på tværs af kulturer, lande, køn etc. Og alder – børn, der træner aikido, lærer noget om opmærksomhed – om at være tilstede lige her, lige nu – og derigennem også at være mere selvstændige og mere i harmoni med andre. Aikido er at skabe harmoni, at harmonisere sig med andre – herunder også med andre kulturer.”

Det har også betydet, at Victor har været opmærksom på, hvordan han har kunnet støtte danskere i at lære aikido, samtidig med, at han har fastholdt aikidos kultur og natur.

- ”Her er man måske ikke så vante som japanerne til at se ’sport’ i sammenhæng med – kan man sige sjælelig udvikling? Så aikidos filosofi om ikke at blive bedre end eller vinde over andre, men om hele tiden at prøve at blive bedre end sig selv – i harmoni med andre – har været noget, folk lige har skullet vænne sig til”.

- ”Men det gør man jo. De folk, vi har her i dojo’en, er glade for aikido, og de har valgt at blive her. De har fundet sig selv i filosofien”.

Aftenens interview er forbi, og selvom der kun har været tid til en brøkdel af 25 års oplevelser med aikido, står man tilbage med et klart indtryk af, at der netop er tale om ikke bare en sport, eller en kampteknik – men en livsstil, en vej til harmoni. Uden for Reishin Dojo i Odense blæser en mild brise, og selv så mange mil borte er det, som om brisen bærer et ekko med sig af den sagte raslen af bladene i Kawais piletræ uden for dojo’en i São Paulo. ”Det er det samme i aikido – og det er det samme i livet!” …

Læs mere på mitfyn.dk

Abonnement fra kun 49 kr. pr. md.

Start din første måned for en krone her

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70
Nyhedsbrev