Kød fra lam, der er født og opvokset i smukke og fredfyldte omgivelser på Ærø, er uden diskussion en lækkerbisken.

Så meget desto mere uforståeligt er det, at en hyggelig og råvare-bevidst cafe på øen vælger at minimere antallet af kødstykker i sin lammegryde - som er marokkansk og desværre ikke ærøsk.

Den Grønne Gren har til huse i en tidligere brugs i Bregninge midt på øen. For den som for andre af Ærøs spisesteder gælder, at sæsonen er koncentreret om juli og august, og når kortet kun rummer en håndfuld frokost- og et tilsvarende antal middagsretter, skal hovedbestandelene selvfølgelig være veltilberedte. Og det var de ikke, den aften jeg og to medspisere besøgte stedet.

De tre stjerner, cafeen får, burde dog nemt kunne ændres til fire - med få men vigtige justeringer.

Som en del andre gæster havde vi valgt at sidde i cafeens store niveaudelte have, hvor en af Ærøs ældste blodbøg virker som en kæmpe parasol. Med fuglesang, skøn udsigt til marker, levende hegn og køkkenhave - og med en stor lokkende hængekøje i et hjørne af parken til glæde også for pensionat-gæsterne i de fem værelser under taget på Den Grønne Gren.

Glemte dagens tilbud

Egentlige forretter fandtes ikke, så vi bestilte lune tortillachips og bruschetta og spiste det friske, velsmagende brød, mens vi ventede på hovedretterne: Marokkansk lammegryde og fiskefrikadeller.

Chipsene med den smeltede ost og det ristede hvidløgsbrød med tomat, basilikum og ost forsvandt hurtigt, mens vi nippede til husets hvidvin - Vina Lastra Airen Joven, en økologisk og let vin med en duft af blomster. Den koster cirka 40 kroner i supermarkeder.

Det kolde vand betalte vi ikke for, selv om cafeens menukort opererer med en pris på 15 kroner, fordi Ærø er et af landets absolut dyreste steder at slukke tørsten i vand.

Den unge mand, der serverede for os, var sød og venlig, men ikke særlig informativ. Blandt andet glemte han at fortælle os, at der ud over de få retter på menukortet var et ”dagens tilbud”. Det opdagede vi først på vej hjem, da vi gik ind i cafeen for at betale.

Jeg har tidligere spist fiskefrikadeller på Den Grønne Gren, og derfor ved jeg, hvilken himmerigsmundfuld det kan være. Høje, tilpas sprøde udenpå og lette og luftige indeni.

Denne aften var dellerne imidlertid en kedelig oplevelse. Flade og bløde og gummiagtige - nærmest som om de havde været frosne og derefter tøet op i en mikroovn. De råstegte kartofler, aïolien - hvidløgsmayonnaisen - og den knasende sprøde salat var derimod tip-top.

Flødeskum til det hele

Den marokkanske lammegryde med citron-bulgur og gulerodssalat - også a la Marokko - var fuld af krydderier, abrikos, appelsinsaft og cashewnødder. Men der var langt mellem kødstykkerne - eller rettere trævlerne. Selvfølgelig kan ingen forlange store lunser lam for beskedne 129 kroner, men i denne portion var det animalske så lidt tilstedeværende, at der burde have stået ”marokkansk gryderet” i stedet.

Vi bestilte hver vores dessert. En is-anretning med den gamle, danske blommesort kræge, der vokser villigt på Ærø. Lækker, let syrlig is, der desværre var gemt under et tykt lag flødeskum.

Flødeskummet dominerede også glasset med dagens dessert i form af rabarber-trifli, som under alt det fede smagte dejligt og friskt.

Sidste mand fik serveret et lille firkantet portionsfad med bagte brombær og havregryns-crumble. Velsmagende men lidt bastant, og i stedet for den obligatoriske flødeskum kunne den med fordel have været serveret med cremefraiche eller græsk yoghurt.

Prisniveauet på Den Grønne Gren er overkommeligt, stemningen er god, og den gratis jukeboks er ren nostalgi. Bliver der kælet lidt mere for hovedingredienserne i de fem hovedretter, vi kunne vælge imellem, så er endnu en stjerne inden for rækkevidde.