Danskernes kaffe-vaner ændrer sig i disse år. Engang var kaffe noget, en masse mennesker var afhængige af. Og nogle enkelte ulykkelige, der ikke brød sig om smagen, måtte enten lære at drikke kaffe alligevel eller friste tilværelsen som særlinge - i fællesskabets periferi.

I min familie var der et par mennesker, som ikke kunne fordrage kaffe. Når de var på besøg, fik de en kop kogt vand med lidt mælk i. Ja, sådan var det i Vestjylland i sidste del af 1950’erne. En kop kogt vand med lidt mælk, eller en sjat fløde, hvis det var efter en finere middag.

Først mange år senere fandt jeg på at spørge min mor:

- Hvorfor i al verden fik de stakler ikke en kop te eller en sodavand? Te brød de sig jo heller ikke om, sagde hun.

- Det var alt for stærkt for dem. Og dengang i 50’erne var det ikke altid, vi havde sodavand ...

Nå, i dag har vi cola og sodavand. Der bliver serveret te. Men frem for alt er kaffe ikke længere kun kaffe. Nu findes der så mange slags kaffe, at der er noget for næsten enhver smag. Det vrimler med smarte cafeer, hvor man kan få caffe latte, cafe creme, cafe au lait, espresso, kaffe dit og kaffe dat.

Og efterhånden er de fikse maskiner, der fremstiller alle disse varme drikke, også blevet en del af den yngre familien Danmarks køkkeninventar. Når der kommer gæster, trykker man på en knap – så er der kaffe.

Men vel er der ej. Rigtig, ordentlig, gammeldags kaffe skal man lede længe efter. Faktisk startede nedturen allerede, da en eller anden slyngel opfandt kaffe­maskinen. Inden da kogte man vand og hældte det over bønner i en hjemmesyet kaffepose. (Min bedstemor syede poserne af gamle underbukser). Jeg ved ikke, om det var underbukserne eller det, at vandet var spilkogende - eller at kaffen fik tid til at trække ... men hvad det nu end var: Kaffen var himmelsk.

Kaffemaskinen var en lettelse. Men også første skridt væk fra paradiset. Endnu en gang havde mennesket smagt på kundskabens træ - og resultatet blev mindre arbejde, men også mindre nydelse. Så kom stempelkanderne, der faktisk kan levere forrygende kaffe, men giver en masse bøvl med rengøring. Så kom espressomaskinerne og nu de avancerede maskiner, der kan lave kaffe på alle mulige måder.

Dertil kommer så, at der er gået snobberi i noget så nødvendigt som kaffe. Nu skal det ikke bare været smart. Det skal også være lidt videnskabeligt.

Forleden besøgte jeg en yngre erhvervsmand. Vi sad i hans strømlinede samtalekøkken. Om han måtte byde på en kop kaffe? Jo, så gerne, sagde jeg. Og manden spurgte så, om jeg foretrak javabønner, eller måske afrikansk kaffe. Om jeg var til Brasilien eller Bolivia? Så trykkede han på et par knapper. Det brummede og snurrede og hvæste. Og så havde jeg en kop kaffe. Men med to alvorlige fejl: Den var for tynd. Og koppen var for lille.

Det er en farlig udvikling. Der bliver lavet en masse alt for tynd kaffe. Når man så oven i købet hælder mælk i, skal det gå galt. Og for at fuldende katastrofen er det blevet moderne at servere kaffe i kopper fra et dukkehus. Håbløst. Kaffe skal drikkes i store krus, brygges på spilkogende vand og være så stærk, at den kickstarter hele organismen. Eller som polarforskeren Knud Rasmussen sagde: Kaffen skal være så stærk som din tro og så sort som din synd. Og han vidste, hvad han talte om.