Svinekam, æbleflæsk og brunsviger. Det kunne være en hvilken som helst landevejskro. Og så får man som det første chips og flæskesvær, kan det blive mere tarveligt?

Priserne - for eksempel 125 kroner for et glas vin - får dog en på andre tanker. Er det en opdateret udgave af ”Kejserens nye klæder”, eller er der tale om en fræk og legesyg koks raffinerede kogekunst?

Hovedretten er ”glad fynsk gris med krølle på halen”.

Mon vi så skal lægge øren til en sang om, at kroejer Thomas Pasfall har håndfodret og klappet grisen i hele dens korte liv, nåede jeg at tænke. Men det slap vi heldigvis for.

Ikke fordi tjenerne var mundlamme, de nøjedes med at fortælle om maden og vinen. For eksempel at hovedretten i virkeligheden bestod af to serveringer.

Flæskesteg og karbonade ville det have heddet i mormors køkken, men ikke hos Anden. For i smuk overensstemmelse med manifestet om det nordiske køkken gælder det om at sætte de bedste lokale råvarer ind i en moderne sammenhæng.

I stedet for den traditionelle svinekam havde Anden valgt den nye udskæring filet royale, hvor alle sener, synligt fedt og ben er skåret væk, så man får et stykke kød med ensartet tykkelse, som samtidig er særdeles fedtfattigt.

Fint, ville en diætist sige.

Men hvad med saften og kraften, spørger jeg.

Den var der skam i det møre, lyserøde kød, og det knasede også, skønt sværen var skåret væk.

I stedet var fileten nemlig blevet smurt ind i en crumble - en dej - lavet af brødkrummer og baconstykker. Sådan har jeg aldrig før fået flæskesteg, men det var værd at vente på.

Kødet var ledsaget af bittesmå kartoffel- og selleristykker så små, at diætisten fra før sikkert ville ryge op i det røde felt over misforholdet mellem grøntsager og kød.

Men lad diætisten holde fri, for når man går om bord i en femretters menu, handler det selvfølgelig om at få en smagsmæssig oplevelse. Som den ledsagende brune sovs, med sin kraftige og intense smag. Og æbleflæsket, som blev serveret i en lille rulle, et kålblad viklet rundt om æble og flæskebidder.

Derefter fulgte endnu en øjenåber. Kødtrevler som ved en rilette fra skank og brissel var formet til en saftig og smagfuld karbonade, eller ”crebinet”, som den kaldes på menukortet. Den blev serveret med en mild svampesauce og lidt garniture fra efterårshaven.

Inden de to smagsmæssige højdepunkter var der gået et par timer. Med at kaste blikke rundt i det elegante restaurationslokale og ud på fjorden.

Med at drikke champagne og vælge til og fra på menukortet.

Med at spise snacks. Forbavsende gode flæskesvær, kartoffelchips, saltede mandler, makrelkød blandet op med tomat og sticks i en hvidløgsmayonnaise.

Misundelig på konen

Med at spise speltbrød, den trofaste følgesvend helt frem til ostebordet.

Med at spise forretter, hvor f.eks. den letrøgede kammusling serveret på en lille pandekage, gallette, og pyntet med tomatskum, var perfekt afstemt i konsistens og smag.

Alligevel blev jeg helt misundelig, da jeg så den ristede knurhane på tallerkenen foran min kone, for det var et smukt syn, draperet som den var på gulerods-emulsion og sauce hollandaise.

Det er umuligt at kommentere alle retterne. Det overvældende ostebord med det delikate smørstegte rugbrød fortjener mange roser, det samme gør flødeisen, der smagte som brunsviger. Eller den kraftige og fyldige rødvin Lirac 2006, som burde få selv en inkarneret afholdsmand på andre tanker.

Tarvelig bondemad? Nej. For gris, kartofler, selleri og æbler får mere end et twist eller to. De sættes ind i nye sammenhænge og giver sammen med de øvrige retter og vinene en sjældent god totaloplevelse.

Frækt? Ja, det er godt nok frækt at servere æbleflæsk til flæskesteg og slippe godt fra det.