Tine Bryld er et af de sidste mennesker på denne klode, jeg ville mistænke for at gå op i ussel mammon.

Men den indfølende studievært fra barndommens ”Tværs”-udsendelser kan da vist godt gnide sig lidt i hænderne i disse dage.

Der følger en del hype i hælene på ”Eksperimentet”, som allerede inden premieren har været på den politiske dagsorden med grønlandske krav om offentlig dansk undskyldning for det forfejlede og umenneskelige eksperiment, de danske myndigheder udsatte grønlandske børn for i 50’erne.

Organisationen Red Barnet, der var en væsentlig del af eksperimentet, har sagt undskyld, men det har regeringen indtil videre ikke - det lover oppositionen så til gengæld at gøre, når den kommer til.

Det var Tine Bryld, der med sin bog ”I den bedste mening” i 1998 satte fokus på eksperimentet. Op til filmpremieren er bogen blevet genudgivet i lettere revideret udgave.

Efter at have set filmen har jeg i den grad fået lyst til at læse Tine Brylds bog. For det er en stærk, rystende og vedkommende historie, selv om begivenhederne ligger små 60 år tilbage. Hvis de andre biografgængere deler denne lyst, kan Tine Bryld - og hendes forlag - se frem til et betragteligt mersalg. Og såre fortjent.

Ikke et mesterværk

Lysten til at læse bogen kommer også af, at Louise Friedbergs spillefilmsdebut ikke ligefrem er et mesterværk.

Superlativerne får lov at hvile i fred, for mere end habil kan man dårligt kalde filmen.

Den har sine uafrystelige scener. At se et barn, der møder sin mor og finder ud af, at de ikke længere taler samme sprog er hjerteskærende og stærkt.

Men meget i filmen - og manuskriptet - virker lige lovligt skabeloniseret. Ikke mindst Ellen Hillingsøs karakter, børnenes forstander Gert.

Hun er kvinden, der tror, hun gør det rigtige for gradvist at finde ud af, at hun gør det forkerte, hvorpå hun render panden mod den kyniske kolonimagts mur. Oven i købet er der også tilsat en lille kærlighedshistorie, hvor den tilknappede kvinde knapper og knappes op. En smule overflødigt.

Mønsterelev

Stærkest i filmen er forholdet mellem Gert og en af de grønlandske piger, Karen. Det er netop Karen, der ikke længere kan tale med sin biologiske mor. Karen bliver gjort til en slags mønsterelev, der skal vise, at eksperimentet med at gøre fattige grønlandske børn til øens fremtidige avantgarde er vellykket.

Men den indadvendte pige er blevet mønsterelev på falske forudsætninger og bliver selve symbolet på eksperimentets modbydelighed.

Hun er pigen, der siger, hun ikke vil græde. Men det ender hun selvfølgelig med at gøre.

Dog vover instruktøren aldrig for alvor at give rum til sine børneskuespillere, der kun i glimt får lov at stå alene. Fokus er primært på Ellen Hillingsø.

Uskarpe billeder og noget, som ligner en fejlcasting af Nukaka Coster-Waldau, der virker for smuk til rollen som en fattig grønlandsk mor, er med til at trække helhedsindtrykket i den forkerte retning.

Historien er i sin grundsubstans så stærk, at filmen absolut er værd at se. Men det kræver ikke meget fantasi at forestille sig en skarpere, mere grum og mere fokuseret version.

Der er stigende fokus på de mere dystre sider af Danmarks historie som kolonimagt. Både i Grønland og på andre tider og himmelstrøg som slavehandlernation. Filmen er med til at skærpe dette fokus, og det er al ære værd.

Den dystre historie om eksperimentet med de grønlandske børn er en sten, der skal vendes. Men filmen her løfter kun stenen en smule, og fornemmelsen er helt klart, at der skal en læsning af Tine Brylds bog til at vende stenen helt og fuldt.

”Eksperimentet”, dansk, 93 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere torsdag 9. september i BioCity, Odense