Operaen ”Dancer In The Dark” begynder, da Gene vækker sin døde mor til live, så Selma kan gennemleve tragedien én gang til. Måske for at sønnen bedre skal kunne forstå hendes valg, måske for at give ham lejlighed til at tilgive hende.

At fortælle historien om Selma, der går i døden for at sikre Gene sit syn, lader sig gøre på 70 minutter. Men er man ikke fortrolig med handlingen, tvivler jeg på, at tragediens dybde går op for én, fordi tekstsiden er så telegramagtig, at væsentlige pointer forvanskes.

Vi ser Bill og Selma bytte hemmeligheder (hans økonomiske ruin for hendes kamp for at tjene penge til sønnens operation), men tre scener er klippet sammen, så hvor Bill i filmen uset stjæler Selmas sparepenge, bliver det i operaen nærmest Selma, der stjæler sine penge tilbage.

Mister en pointe

Scenen, hvor Selma som et offerlam går de 107 trin til galgen, er også væk. Ved at sløjfe den mister man en hjerteskærende pointe, for fordi Selma er så godt som blind, tæller hun sig vej til huset, fabrikken og altså også til døden. Jeg gav gerne afkald på de omstændelige sceneskift til fordel for mere af den oprindelige handling.

Poul Ruders’ musik er spækket med virkningsfulde disharmonier og hjemløse grundtoner.

Og han fornyr genren med overraskende glissandoer i horn og basun, ved at lægge delay på Bills stemme og ved i slutscenen at koge musikken ned en droneagtige stønnen i de dybe træblæsere.

Beriget med sådanne finesser bærer jeg over med, at musicalindslagene er lige lovlig Show Boat og Porgy & Bess.

Anklage eller tilgivelse

Ylva Kihlberg sang Selmas kolossale parti en anelse gennemsigtigt og tilbageholdt, men tyngden skal nok komme med øvelsen. Hanne Fischer sang veninden Kathy med stort overskud, mens Gert Henning-Jensen noget distraherende lod statsadvokaten pilke rundt som en anden sprællemand.

Christian Lemmerz’ scenografi er tyst og mastodontisk: Et kirkerum, hvor glasmosaikken over alteret gradvis erstattes af et øje. Om det er Vorherres altseende øje eller Selmas blindede blik, der stirrer på publikum, og om øjet udstråler anklage eller tilgivelse, er op til den enkelte at afgøre. Akkurat som man selv må vælge, om Selma er et uskyldigt offer eller drevet af dødsdrift. Operaen giver med fuldt overlæg intet svar.