Musik: Det er de færreste danske bands forundt at indlede en koncert med sange af den kaliber, som Mew gør lørdag aften med ”Special” og "The Zookeeper's Boy" fra forrige album, ”And the Glass Handed Kites”, der udkom i 2005. 
 
Lige så smukke kompositionerne er, lige så skuffende er lyden desværre på den parkeringsplads, hvor der normalt står tusindvis af ølkasser og ikke tusindvis af rockelskere. Men det kan heller ikke have været et let job for lydmanden, der har skullet kæmpe med flise- og betonunderlag samt en del store mure, der støder op til koncertpladsen.

Denne ubalance vil alt andet lige fjerne en del fokus fra et band som Mew, der i den grad lever på detaljen og de mange lag i sangene, som kræver plads og præcision, hvis de skal have den tænkte funktion.

Ind imellem glemmer man dog den diskantfulde og metalliske lyd, når bandet, der live er udvidet med bassist og keyboard, spiller sig frem til de næsten symfoniske klimakser.

De har også fået selskab af en ung sort danser, hvis funktion jeg ærlig talt har svært ved at se idéen med. Hans breakdance-trin er så fjerne fra den komplicerede rock, at han i stedet for at optimere oplevelsen fjerner fokus og forstyrrer.

I en anden galakse

Jeg har aldrig oplevet Mew optræde før i dagslys. Selv om gruppen bestemt gør det glimrende, virker det som om, at mørket er en markant bedre samarbejdspartner. Dagslys er af en eller anden grund en hæmsko for de komplekse sange, hvor der spiller så mange forskellige stykker, at man nærmest skal have hele alfabetet i brug.

Det kræver musikalsk mod og klare visioner at spille stort set samtlige sange så langt ud. Normalt ender de fleste bands med at tage tråden fra et a- eller b-stykke op senere i sangen, mens Mew flere gange ender i en helt anden galakse. Dermed tvinger de både sig selv og lytterne til at tage stilling og være i åbent modus, hvilket optimerer begge parter. 
 
Forsanger Jonas Bjerre har som altid en fascinerende vokal. Spinkel som en bønnestage men smuk som nyfalden sne. Det er netop i konfrontationen med rytmegruppens mest brutale udfald og hans mest skrøbelige momenter, at alt går op i en højere enhed for Mew.

Der opstår et mærkbart energisk krydsfelt, som ingen af delene ville kunne skabe på egen hånd. Og da slet ikke uden uforlignelige Silas Utke Graae Jørgensen på trommer.

Han er et uundværligt kraftværk, der leverer energi og retningslinjer for samtlige andre aktører. Det burde være metronomer, der svingede efter hans takt og ikke omvendt.

Sløseri undervejs

Midtvejs halter det med intensiteten, inden niveauet løftes med ”Silas The Magic Car" og “Sometimes Life Isn’t Easy” fra seneste album ”No More Stories …”.

Sidstnævnte sang er en fantastisk opbygget rockballade med en betagende tekst og et omkvæd i særklasse. Begge numre understreger tydeligt, at bandet stadig er leverandør af iørefaldende og intelligent rock, efter bassist Johan Wohlert forlod bandet. 

Men særklassen får et par ridser i lakken, da Jonas Bjerre undervejs glemmer første vers i en sang og synger andet to gange. Guitarist Bo Madsen slutter desuden et par sange lidt sløset, selv om jeg som udgangspunkt ikke er modstander af improvisation.

Disse fodfejl er med til at tegne et billede af et band, der leverer en professionel og teknisk markant præstation, der dog af flere forskellige årsager aldrig bliver så sublim, som man ved, gruppen kan levere dem.