At have en have er en gave. Sådan indleder Peter Olesen sin bog ”Min vilde eventyrhave” fra 2006. Ordene gentager han, da vi besøger ham i hans vilde eventyrhave ved sommerhuset i Vejby Strand en meget varm julidag, hvor blomster og buske stadig strutter af sundhed.

Til venstre for den brolagt snoede havegang blomster stauden tusindstråle om kap med sommersolen på den stærkt skrående grund. Havens mange roser står i fuldt flor. De har ellers ladet vente på sig i år med den lange, kolde forsommer. På fire klapborde på sommerhusets store terrasse står snesevis af små urtepotter med forskellige geranium-sorter, som er Peter Olesen helt nye passion.

- Jeg har lige købt den her på markedet i Tisvilde. Prøv at dufte den, opfordrer Peter Olesen, og jeg planter lydigt næsen i blomsten, der dufter svagt af oregano.

- Nej, nej, korrekser Peter Olesen mig. Du skal gøre sådan hér!

Og så putter han sin store kyndige havehånd ned i naboplantens solar plexus og rusker bladene lidt. Og straks breder der sig den skønneste duft af citrus.

- Det er citrongeranium, bekræfter Peter Olesen og viser mig hen til et havebord, hvor der venter kaffe og nybagt brød serveret på smukke blomsterdekorerede keramiktallerkner skabt af Lars Syberg, søn af fynsmalerne Anna og Fritz Syberg, og også loppefund som terrassens geraniumplanter.

- Terrassen er kommandobroen. Det er her, man opholder sig, forklarer Peter Olesen og skænker kaffe.

- Da jeg købte huset i 1992, var der ingen terrasse. Man gik ud af stuen og ned i et dybt ligegyldigt hul.

Terrassen - husets clou

At bygge en stor træterrasse blev Peter Olesens første ”haveprojekt”, da sommerhuset var i hus:

- Der manglede i den grad et flydende dæk at gå ud på, opleve fra og slå sig ned på, husker Peter Olesen, som selv har tegnet sin terrasse, der punktligt følger huset form.

På grund af den store niveauforskel i haven, blev det en terrasse på nogle meget høje stolper, som i dag er helt skjult af høje rosenbuske.

- Hver stolpe fik sin rosenbeklædning, forklarer Peter Olesen og peger på en meget smuk, sart lyserød slyngrose, der kæler sig op ad en af terrassens nordlige stolper.

- Det er en ”New dawn”. Den her ved gæstehuset hedder ”Celestial”. Det er min ynglingsrose, forklarer Peter Olesen og trækker en af kæmperosens smukke rosa blomster ned til mig, så jeg kan dufte. Og sikken en duft.

Ynglingsrosen læner sig op af et af havens to gæstehuse, der begge er placeret tæt på sommerhuset. Det ene og ældste gæstehus har direkte adgang til terrassen og lægger tag til en lille udsigtsterrasse, hvorfra der er frit udsyn til Kattegat og Kullen og et sindrigt stisystem, der fører børn og nysgerrige gæster rundt i Peter Olesens oplevelseshave, der både har skov og sø, blomstereng og kartoffelbed.

- Grunden falder med seks meter, og det giver nogle terrænmæssige spændende oplevelser. Her var der bare en græsplæne, men skrående. Hvem gider sidde der?, spørger Peter Olesen retorisk og viser vej til en gammel havebænk, der står lidt alene i det, der skal blive til endnu en blomstereng.

Peter Olesen slår stierne gennem eng og skov med en håndskubber.

- Min idé er, at man skal kunne blive væk og blive overrasket. Jo flere små hvilepladser og oaser, jo bedre. Og så mange oplevelser som muligt. Det er en del af opskriften på den perfekte oplevelseshave. Og så skal man kunne mærke sin have, når man går igennem den.

En del ukrudt er accepteret i haven:

- Når man lader ukrudt gro, bliver det til prydplanter. Det er sjovt at have en have, der får lov til at gro. Men det her er slet ikke nogen let have. Der skal klippes. Det kræver meget arbejde. En have er både et hvilested og et knoklested!