En enlig sejler har hejst begge klude på sin folkebåd, mens ejeren af en slank 10-meter stævner ud for blot et storsejl. Udsigten fra Restaurant Bro7 på marinaen i Faaborg er mere end fin - formidabel faktisk - og vi kan følge alt fra singlehand-sejlere til børn i optimistjoller ud for den store terrasse.

I køkkenet flammegriller kokken oksespareribs - Bro7-specialiteten - men vi vælger børnemenuer til ungerne (39 kroner) foruden frisk pasta med sprøde skovsvampe og asparges (94 kroner) plus dagens fisk (148 kroner) - ifølge tjeneren en rødspætte fra den lokale fiskehandler.

Mætte pensionister

Vi er en halv snes gæster denne torsdag aften: En sejler i blå anorak med frue, tre pensionister og et kæreste-par i tyverne.

Ungerne får hurtigt has på deres retter. En lille pizza med ost, tomat og kylling af den type, man finder i det lokale supermarkeds frostboks.

- Bunden smager af kiks, konstaterer den ældste.

Jeg genkender spaghettien på den yngstes tallerken fra 1970’ernes middagsborde, men kødsaucen ser hjemmelavet ud. De voksne får en anonym dagens suppe - med lidt gulerodsstykker i midten - foruden en udmærket tallerken med sauteret kylling i lag med grillet peberfrugt, zucchini og aubergine. Jeg får et glas af husets hvidvin, tjeneren er lidt distræt og kommer først med et glas rødvin, men det bliver byttet ud med det samme.

- Nå, blev I mætte alle mand, lyder spørgsmålet fra den gæve tjener til pensionisterne i hjørnet.

- Ja, mon ikke, bekræfter de.

Jeg kigger på min stegte rødspætte: Lidt tynd i fileterne, og jeg får efter en smule arbejde med kniv og gaffel bekræftet, at denne fisk har fortjent et mere værdigt og for gæsten givende endeligt. Kødet savner væde og spændstighed, og spætten lever mere op til betegnelsen gårsdagens end dagens fisk.

Værre står det til med kartoflerne - ifølge kortet fynske kartofler. De er uden smag og med en konsistens, som får gæsten til at tænke på, hvornår og hvor længe de er tilberedt. Værst er dog de sønderkogte grøntsager (ifølge menukortet årstidens spæde grøntsager). De trætte gulerødder må dulmes af en trist sovs (ifølge kortet en mild safran-sauce), men bliver ikke spist op.

Min medspiser har fået en ordentlig portion pasta i en dyb tallerken - og de grove flager parmesan på toppen lover godt. Tjeneren har på forhånd spurgt, om det var i orden at udskifte de fynske asparges med bønner og springløg - og ja, det var det.

Men de på kortet lovede sprøde skovsvampe er champignon, bønnerne smager som noget fra fryseren, og rødløgene er sauteret ud over det karamelliserede mod det brændte. Og på bunden af tallerkenen sejler en halv deciliter olie, og pastaen er ikke bare - som nævnt på kortet - rundet af, men kvalt i soltørrede tomater.

Medspiseren giver op på halvvejen og lyver af høflighed, da tjeneren spørger, om det smager godt. Den på kortet lovede friske pasta minder mest af alt om de bakker fra Netto eller Kvickly, hvor man river låget af og vender indholdet ned i kogende vand. Her blot i en udgave, som var pastaen tilberedt dagen før og smidt på panden med den ubehagelige hårdhed, som behandlingen kan give en tagliatelle.

Ungerne er mere sultne, og jeg bestiller to portioner minifrikadeller på spyd med grøntsager. Seks frikadeller til hver med smagen af supermarked plus nogle få stænger af gulerod og agurk. Prisen på 39 kroner er godt nok lav, men det er svært at betegne tallerkenen som en selvstændig ret.

Lyø-færgen er på vej retur, og manden i 10-meteren får manøvreret det slanke fartøj ind mellem pælene og bundet fortøjningerne. Vi betragter optimistjolle-sejlerne, som er trukket ind i bassinet. For sjov stiller ungerne sig op på rælingen og lader jollerne vende rundt med sværd og ror i vejret, inden de atter får fartøjerne på ret køl.

De er kuldsejlede på en helt anderledes og sjov måde end et besøg på Restaurant Bro7. 657 kroner er ikke mange penge, men maden var altså ikke kronerne værd. To stjerner til restauranten på bro nummer syv.