Man tager en tredjedel tør hvid portvin, en tredjedel tonicwater og en tredjedel isklumper. Oveni lægges en halv citronskive. Og vupti, så har man en dejlig forfriskende og velsmagende portonic.

Vi er i Douro-dalen knap et par timers kørsel fra Portugals næststørste by, Porto. Portonic serveres både som aperitif før middagen eller som en forfriskende drik i varmen. Med tonic og is i glasset opnår den en alkoholprocent på cirka otte. Det er således ikke en af disse lumske drinks, som i varmen meget hurtigt kan slå benene væk under den uerfarne. Omvendt kan det ikke anbefales at pøldrikke den.

Portonicen er netop båret ud til os på terrassen ved swimmingpoolen på en af områdets helt nye vingårde, Quinta do Pégo. Herfra har vi den mest formidable udsigt over en del af portvinens arnested, Douro-området. På alle sider er vi omgivet af det frodige bjerglandskab, og langt nede snor Douro-floden sig igennem landskabet. Gamle ombyggede portvinsbåde blander sig med forskellige typer af flodkrydstogtskibe. På den modsatte bjergskråning slynger det lokale tog nede ved flodbredden sig gennem bevoksninger og tunneller. Det er grangiveligt, som man sidder og kigger på en smukt udført modeljernbane.

Med den liflige drik i de duggede glas læner vi os mageligt tilbage og iagttager sceneriet. Der bliver ikke vekslet mange ord. Udsigten har om ikke taget pippet fra os så dog betaget så meget, at det nærmest føles som helligbrøde at bryde det behagelige lydtæppe af en sagte vind, fuglekvidder og en diskret motorlyd fra vinmarken til højre for os.

Velbehageligt nipper vi til portonicen. Og mens isklumpernes klirren i glasset blander sig med de andre lyde, glemmer vi for en stund de grå og kolde danske sommerdage.

Dansk flag over Quinta do Pégo

Og så er vi i øvrigt på dansk grund. Godt nok i udlandet. Men alligevel. Det danske fornemmes allerede, da vi ankommer til gården, hvor Dannebrog vajer side om side med det portugisiske, EU’s og vingårdens eget flag.

Den nyopførte Quinta do Pégo ejes nemlig af det danske vinfirma AMKA i Randers. Grundlægger og indehaver Karsten Søndergaard købte for en halv snes år siden vingården. Det startede som en drøm om egen vingård i portvinens hjerteregion. Men det endte med et langt større projekt, som i dag ud over vingården rummer et lille luksuriøst fire-stjernet hotel med blot 10 værelser med tilhørende restaurant, kombineret vin­shop og smageri samt et kapel.

Karsten Søndergaard har brugt mange timer på at få tingene op at stå. Ofte assisteret af sønnen Frank, som også er med i firmaet.

Det har ikke været nogen let øvelse. Men det har været spændende. De oprindelige bygninger, som man kan se afbilledet i den elegante opholdsstue, var så forfaldne, at de måtte rives ned. Projektet var lang tid undervejs, fordi området blev fredet som del af Unescos verdensarv. Det betød en del ekstra tidkrævende papirarbejde for at få de fornødne tilladelser igennem.

Men resultatet har været værd at vente på. Der er brugt materialer af meget høj kvalitet, og den normale sydlandske afslappethed for pertentlighed er ikke-eksisterende. Og den moderne og spændende arkitektur er tilpasset den oprindelige byggestil.

Portvin og en smuk udsigt

På vej hertil har vi gjort nogle timers ophold i Porto. Det er tydeligt, at Portugal ikke er noget rigt land. Bygningsmassen trænger mange steder til en gevaldig restaurering, og vi fornemmer klart en markant forskel mellem rig og fattig.

Det er som at træde ind i en anden verden, da vi modtages af direktør Paulo Teixeira de Carvalho på det fasionable Hotel Infante Sagres. Hotellet samarbejder med Quinta do Pégo om pakkerejser til området, og vi får en eksklusiv rundvisning i de pompøse omgivelser. Det er dyrt at bo her, men i en pakkerejse bliver det overkommeligt.

Vi har taget lokaltoget fra Porto til Douro-områdets hovedstad, Peso da Régua, hvor vi bliver afhentet af chauffør og altmuligmand Paulo, som standsmæssigt bringer os til vingården.

Vel indkvarteret i vore værelser bemærker vi, at stilen er gennemført til mindste detalje. Vingårdens våbenmærke pryder alt lige fra den velduftende body­lotion til den kridhvide morgenkåbe. Vi behøver ikke at tilkalde personalet for at få et glas til at ledsage den smukke udsigt. Hvert værelse har nemlig navn efter en portvin og den samme portvin står i elegante små karafler på værelset. Så det er sådan set bare at skænke op i portvinsglassene.

Den varme familiære stemning og de få værelser på do Pégo betyder, at man mere fornemmer stedet som en eksklusiv pension end et egentligt hotel. Det viser sig, at vores chauffør, Paulo, nu optræder i tjenerens rolle. I køkkenet tryller hans hustru, Tatiana, de mest lækre retter frem, og på afslappet vis får vi både retterne og vinen præsenteret.

Efter en lang strabadserende dag breder velværet sig, mens vi med husets portvin i glasset nyder det mørke landskab udenfor med lysene fra landsbyerne og den sølvglimtende Douro-flod 140 meter nede i bunden af dalen. Vi er så sandelig landet på et sted for livsnydere.

Portvin på topplan

Men Quinta do Pégo er ikke en hvilken som helst vingård. Både gårdens portvine og rødvine har på forbløffende få år opnået en så god kvalitet og smag, at det har kastet både guld- og sølvmedaljer af sig ved internationale smagskonkurrencer.

Og at det er gode varer, kan man forvisse sig om ved en smagning i vingårdens eksklusive kælder, hvor man i udsøgte omgivelser i ro og mag kan fordybe sig i de forskellige årgange, inden man eventuelt skrider til at købe noget med hjem. Alle Quinta do Pégos produkter kan dog fås i Danmark.

I vinkælderen får man også et indtryk af det tætte samarbejde, familien Søndergaard har med det verdensomspændende portugisiske portvinsfirma Rozes. Her sælges nemlig også et udsnit af Rozes’ vine. Desuden har man et meget frugtbart samarbejde omkring portvins- og rødvinsproduktionen på do Pégos meget frugtbare jorder. Et samarbejde, som tydeligvis kaster gode resultater af sig.

Ikke fuld retfærdighed

Quinta do Pégo stod færdig i 2009, og nu satses der målrettet på at forøge gæstetallet på hotel og i restaurant. Gennem et samarbejde med flere andre aktører i området og i Porto har mange portugisere på det seneste fundet vej til vingården. Men via mund til mund-metoden har interessen også bredt sig i Danmark. Og stedets portugisiske direktør, Carlos Filipe Jesus, modtager jævnligt gæster fra Danmark. De opdager, at nok har portvin en høj prioritet i dette område, men for en turist fylder de naturmæssige kvaliteter og mulighed for mange oplevelser også en del.

Dertil kommer, at mange restauranter i dag opererer på et noget højere niveau, end man tidligere har været vant til i Portugal. Desværre rummer denne artikel ikke plads til at yde de glimrende restauranter fuld retfærdighed. Derfor kun en kort introduktion:

Blandt de steder, vi husker bedst, er familien Søndergaards foretrukne spisested i Portos naboby Vila Nova de Gaia på den modsatte side af Douro-floden, Dom Luis, som ligger ud til havnefronten.

I Douro-området kan anbefales gourmetkokken Rui Paulas DOC-restaurant lige ud til Douro-floden.

På havnefronten i den lille by Pinhao ligger et andet madtempel, LBV 79. Navnet kommer af late bottled vintage.

Prisniveauet - ikke mindst i forhold til kvalitet - er meget rimeligt, set med danske øjne. På en god restaurant kan en fortrinlig tre-retters menu fås til 25-30 euro, hvortil kommer drikkevarer.

Husk det

Nu kunne man tro, at specielt Douro-området på grund af sin smukke natur og mange oplevelsesmuligheder var overrendt af turister. Men det er ingenlunde tilfældet.

Bevares, de er der. Men ikke nok til at sløre hverdagen i området, hvor livsstilen bestemt ikke indbyder til hastværk. Faktisk bliver vi trukket ned i et behageligt tempo, som gør, at man er mere modtagelig for at nyde tilværelsen.

Derfor var det en fejl kun at afsætte et par dage til dette besøg. Det er bare alt, alt for lidt. Hele området lige fra Porto til Douro-dalen indbyder til afslapning, nydelse og oplevelse. Og det klarer man ikke på en hæsblæsende sightseeing på et par dage.

Så husk det, hvis turen går til Porto og Douro.