Minderne om Østeuropa før Murens fald i 1979 vælder frem, når man i 2010 træder ind i Geels Kro på Østfyn. For det er de grå og brune nuancer og et alderstegent interiør, som fanger øjet.

Det gælder for eksempel herretoilettet med de store brune fliser, som vel gik af mode i slutningen af 1980’erne. Eller krostuen, hvor opstillingen af lp-plader med nussede omslag på den triste facadevæg virker mere kikset end kitsch.

Gamle musikinstrumenter og et monstrøst kasseapparat er sammen med pladesamlingen ikke nok til at skabe hygge.

Når det gælder tjeneren, holder sammenligningen med Østeuropa dog ikke, for hun var hurtig og havde let til smilet.

Og så var der alligevel et strejf af Østeuropa: For sandelig om ikke tjeneren måtte fortælle os, at kroen var udgået for antipasti, som jeg havde bestilt som min forret, og jomfruhummerhaler var det også slut med, men rejecocktail kunne jeg til gengæld få.

Den gik jeg så om bord i.

En enkel ret, for nu at være venlig. Masser af fintsnittet salat i bunden af en tallerken, hvorpå der lå omkring 25-30 rejer toppet med en skefuld stenbiderrogn og en klat Thousand Island-dressing.

Hertil to små skiver hvidt brød, som havde været en tur i brødristenen. Salaten var frisk, rejerne o.k., mens dressingen var ganske ordinær.

Jomfruhummerhalerne, som altså var de sidste, køkkenet havde den dag, kunne konen og børnene muntre sig med.

Halerne havde været en tur på panden, og i hvert fald ikke sammen med et stærkt krydderi, for de var ganske milde i smagen. Saftige var de også, så ros til kokken for en passende stegning.

Den grønne pesto - den ene af to dyppelser - havde en fin konsistens, farve og var passende krydret.

Vurderingen af Thousand Island-dressingen - den anden dyppelse - lå på linje med min. Værre er det, at der manglede en ske til skålen, så man måtte øse over med en gaffel. Det er ærligt talt lidt for primitivt.

Og når halerne skal pilles, bliver fingrene meget fedtede, derfor ville det have været rart med skylleskåle.

Dog skal det nævnes, at krofatter uopfordret kom med ekstra servietter.

Enorme schnitzler

Børnene fik filet fra kalv og ko som deres hovedretter. I begge tilfælde to store lunser kød, møre og saftige.

Til gengæld kneb det med garnituren. Små gulerødder, der med statsgaranti var renset og skrællet af en maskine, er ærlig talt en fornærmelse at servere i en tid, hvor man kan få friske råvarer, som kan tillaves, så de har bid og smag.

Min kone og jeg fik wienerschnitzel, en ret, som kroen bryster sig af på sin hjemmeside.

Størrelsen er da også imponerende. Den panerede kalveschnitzel fyldte vel 60 procent af tallerkenen, som igen var af den store slags. Stegningen var i orden, så kødet både var mørt og smagfuldt.

De kogte grønne ærter og brasekartoflerne var også lavet helt i Madam Mangors ånd.

Til gengæld var den revne peberrod, som sammen med en ansjos og en citronskive udgjorde pynten, ikke helt frisk. Er den det, sætter den gang i tårekanalerne, og det skete ikke.

Tude kunne jeg derimod have gjort over de to sovse, som hørte til retten.

Paprikasovsen var en tynd gang sjask uden smag, mens champignonsovsen var tyk og vammel, som havde den stået på varmen i alt for lang tid.

En af mange tåbeligheder i den østeuropæiske økonomi var rent kvantitative produktionsmål: Lav 20 ton møbler, og gerne flere. Resultatet blev nogle gevaldige skrumler af sofaer.

Gørelse og størrelse

Målt med samme alen ville Geels Kro få fem-seks stjerner. Men Østeuropa er lagt i graven. Så det handler ikke kun om størrelsen. Gørelsen skal også være i orden. Og helst hele vejen i gennem.