Så oprandt endnu en (be)skidt dag hos De Konservative, hvor dagbladet B.T. fredag morgen kunne vække den konservative partileder og udenrigsminister Lene Espersen med oplysningen om, at der rundt i landet lægges kupplaner imod hende.
Ifølge avisens anonyme kilder, skulle en række kredsformænd ”i dybeste hemmelighed” være i færd med at planlægge et regulært kup mod den siddende partiformand for angiveligt at sætte justitsminister Lars Barfoed, eller måske den vragede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen ind i toppen af partiet.

Ikke en rar melding for Lene Espersen, men nok også en, som hun kan tage roligt, ja måske ligefrem med et tragikomisk smil. For udover, naturligvis, at fortælle endnu et kapitel i forfaldshistorien om Lene Espersen, der for to år siden blevet kåret som partiformand til tonerne af ”Simply the best” med Tina Turner, men som i dag står noget afpillet tilbage, så fortæller kup-historien en hel del om den konservative partikultur.
Først og fremmest at det næppe er dygtige kup-aktører, hvis planer siver til B.T., allerede inden de synes at være blevet til mere end strøtanker blandet med utilfredshed. I løbet af i går blev de såkaldte kupplaner da også skudt gevaldigt ned. Og gruppeformand Henriette Kjærs holdt fast i sin forsvarsstrategi for Espersen ved at gentage mantraet om, at der er tale om en mediehetz, en kampagne for at karaktermyrde den konservative formand.
Et lavpunkt for journalistikken, lød det fra Kjær, mens Lars Barfoed og Jakob Axel Nielsen havde travlt med at lægge afstand til eventuelle kupplaner.

Og der står Lene Espersens parti så. Det gode spørgsmål er jo, hvordan det er kommet så vidt.
I partiets mere eftertænksomme kredse lyder den kyniske analyse, at da Lene Espersen for to år siden blev valgt til formand var det i håbet om, at hendes kommunikationsevner kunne bære partiet videre frem. Hvor hendes forgænger Bendt Bendtsen nok skaffede ro, så var det planen, at Lene Espersen skulle træde i karakter som superkommunikator. Ret beset vidste mange konservative nok godt, at visionær politikudvikling, stærke ledelseskompetencer og ekstrem arbejdsiver ikke var der, Lene Espersen scorede de højeste point. Til gengæld kunne hun kommunikere og tale til danskerne.
Problemet i dag er, at Lene Espersen er vingeskudt på præcis de kompetencer, hun var ”simply the best” på. Hendes folkelighed, hendes gennemslagskraft og hendes kommunikative evner.

Lige nu har Det Konservative Folkeparti brug for en ledelse, der formulerer politik og leder flokken fra fronten. Henriette Kjær taler om et lavpunkt for journalistikken, måske. Men reelt er der nok snarere for De Konservative tale om et lavpunkt for politikken.
For en del konservative spøger derfor det kuldegysfremkaldende spørgsmål: Valgte vi den forkerte leder for to år siden?
Men at det spørgsmål stilles, kan næppe sammenlignes med et kup. I alle partier er der cirkler, der til stadighed ynder at konspirere og ønske formanden udskiftet. Det betyder næsten aldrig, at det sker. Ja, nogen vil ligefrem kalde det et demokratisk sundhedstegn, et bevis på at politik er vigtigere end personer, at man tør diskuterer formandens levetid åbent.

Dertil er de dog ikke kommet hos De Konservative. For lige præcis her tilsiger partihistorien dels, at det altid bliver meget blodigt og krigerisk, når denne slags konflikter bryder ud. Dels at man jo er ”pæne mennesker”, der helst bare gerne vil vise omverdenen, at man står sammen og bakker op og er en pæn familie. Hvilket får interne stridigheder til koge endnu højere op under tryk.

Væltet bliver Lene Espersen næppe lige nu – i hvert fald ikke på denne side af et valg. Til det er alternativerne også alt for chanceprægede og utydelige. Men allerede i næste uge på partiets sommergruppemøde, vil Lene Espersen få lejlighed til at vise, om hun kan drive sit parti fremad. Går det skidt, vil kup-historierne sikkert dukke op igen og igen.