Den konservative partileder og udenrigsminister Lene Espersen er i den grad på spanden. Intet går hendes vej, og rækken af afbud til internationale møder bliver tilsyneladende stadig længere. Sidste uges mislykkede forsøg på at nå frem til den internationale Afghanistan-konference i Kabul, taler tilmed sit tydelige sprog om, at en ulykke sjældent kommer alene.
Uforskyldt var det nok, men ikke desto mindre ganske ekstraordinært, at den danske udenrigsminister som angiveligt den eneste af donorkonferencens omkring 70 deltagende ministre måtte melde fra.
Lene Espersens folk i Udenrigsministeriet havde – vistnok for at spare penge – booket et privatfly frem for den dyrere militære transport, og da lufthavnen i Kabul blev beskudt, og Usbekistan nægtede Espersens fly at overflyve deres land, sad Lene Espersen vingeskudt tilbage i en lufthavn i Almaty i Kasakhstan, mens konferencen pågik.
Det hele kan jo nemt forklares med en passende blanding af uheld og Lene Espersens tab af kontrol over eget arbejdsliv, som enhver har kunnet følge tæt de forløbne måneder.
Men kunne der være andre årsager til, at Lene Espersen konstant skridter videre ind i spinatbedet?
Spørgsmålene tårner sig i hvert fald op:
- Hvorfor har ingen rådgivere tilsyneladende insisteret på, at Lene Espersen, trods traditionen om at danske udenrigsministre plejer at melde fra til juli-ministermødet, selvfølgelig mødte frem i Bruxelles? Det turde være selvindlysende, at et afbud i lyset af Lene Espersens afbudshistorik, ville antænde sagen igen.
- Hvorfor kan alle andre ministre øjensynligt komme frem til Kabul, når Udenrigsministeriet i Danmark ikke kan formå at sikre transporten bedre? Prisværdigt er det da, at man forsøger at finde den billigst mulige transport, men konferencens væsentlighed taget i betragtning, burde man vel nok være taget af sted i bedre tid eller sikret sig militær transport. Angiveligt undrer man sig i NATO over, at Lene Espersens folk ikke kontaktede NATO, som eventuelt ville kunne transportere Espersen fra Kasakhstan til Kabul.
- Hvorfor er der ingen i Udenrigsministeriet, der tager nogle af kuglerne for Lene Espersen? Det er normalt helt nagelfast, at embedsmænd og/eller rådgivere blandt andet har den lidet eftertragtede arbejdsopgave at tage skraldet, når noget går galt. I disse sager, ser man imidlertid ikke ministeriets topfolk være særlig aktive i at påtage sig denne rolle.
Lige netop det forhold åbner for en række spekulationer. Problemet for et hierarkisk opbygget og særdeles selvbevidst ministerium som Udenrigsministeriet er, at systemets agtelse – som det angler voldsomt efter – er lig med dets ministers agtelse. Da Lene Espersen kom til som minister tilbage i februar, nød embedsmændene, at der nu igen kom en partileder ind i ministerkontoret. En partileder som minister betyder mere magt og kortere vej til den øverste top for embedsapparatet.
Derfor står systemet altid bag deres minister. Eller gør det?
I denne sag er det svært at se, at Lene Espersen bliver bakket op, rådgivet og hjulpet af nogen som helst. Og det fører direkte til det åbne spørgsmål, om embedsmændene i Udenrigsministeriet aktivt er ved at sælge deres minister? Har de først mistet troen på hende, så er vejen tilbage ganske og aldeles ufremkommelig.
Man forledes til at tro det – for hvordan kunne de da ellers svigte så fælt, de stolte mænd og kvinder i udenrigstjenesten?