Hun havde planlagt at rejse ud af landet, fordi hun ikke længere kunne holde ud at være her.

Men så kom filmrollen i Susanne Biers "Elsker dig for evigt", og siden har hun ikke drømt om at bryde op. Det har hun slet ikke tid til.

At Sonja Richter overhovedet kunne få den tanke at forsvinde ud af landet, skyldtes hendes evne til at sige nej. Tilbud var der nemlig nok af, primært fra teatrene i København. Flere af projekterne blev ikke til noget, andre blev til noget, men uden Sonja Richter. Hun sagde nej. Hun trak sig.

Hvorfor vil hun ikke præcisere, men blot sige, at "der var mange ting, jeg ikke kunne med".

Og så siger hun nej.

Ikke skråsikkert, men tværtimod tvivlende. Var det nu den rigtige beslutning?

- Det handler om at sige ja eller nej til roller, for du må vælge i hvilken retning, du vil, siger Richter.

At sige ja til en rolle er også at sige nej til andre roller. Men når beslutningen er taget, må man være 100 procent loyal overfor beslutningen. Man skal ikke ærgre sig over de roller, man har sagt nej til.

Hendes nej handler om at have snor i sig selv. Om at være god til at læse manuskripter, hvad hun ikke er specielt skrap til. For hende handler det om personlige valg, så hun udvikler sig, og det valg kan tages ud fra rollen, fra genren eller instruktøren.

- Jeg prøver at være meget bevidst om , hvad jeg skal vælge og derefter gå 100 procent ind i arbejdet, siger hun.

Og hvorfor lave noget, hun ikke har lyst til.

- Jeg vil hellere finde et andet arbejde end tage en rolle, som jeg ikke kan stå inde for.

- For som udøvende kunstner må jeg stå ved mig selv, siger hun.

Hun har tit haft brug for et godt råd. Dertil bruger hun veninderne, snakker, lytter og diskuterer. Men beslutningerne træffer hun selv.

- Men jeg er svær at rådgive, siger hun.

Hård omgang "Forsvar"

Der ligger en dansk-svensk gårdhund i hundekassen under sminkebordet. Den hedder Frida, formentlig fordi det er en hunhund.

Havde den været en hanhund, skulle den have heddet Kvik. Det gør sådan nogle på Matadors hjemmebane, Nordisk Film.

Sonja Richter sidder i stolen, omgivet af pensler, krukker, dåser og pudderkvaste, klar til at blive forvandlet fra Sonja til Rebecca. Lars Brygmann (Michael Frank) stikker snuden ind og henter sit glemte manuskript, og Troels Lyby viser sig i korrekt advokat-uniform.

Afsnit 16, 17 og 18 af retsdramaet "Forsvar" er ved at blive optaget i Risbystudierne med adresse i Albertslund. Det tager halvanden måned, hver dag fra morgen til aften. I øjeblikket er Sonja Richter meget "på", så dagene kan være lange, nogle gange lige fra fra kl. fem om morgenen. Eller fra midt om natten, som hun foretrækker at kalde det tidspunkt.

Sonja Richters lyse hår er farvet mørkt. En advokat-jødinde kan ikke være lyshåret.

- Det passer godt til Sonja. Hun er den sjældne type, der har brune øjne og lyst hår, siger chefsminkør på Nordisk Film Tine Buch.

Forud for sminkningen er der gået lange diskussioner om, hvilket look hun skulle have. Super-tjekket eller afslappet? Stramt hår samlet i nakken eller langt løst og forførende?

- Teori er et, praksis noget andet, så vi skal kombinere masken og Sonja selv, siger Tine Buch.

- Det blev langt hår, fordi jeg bedre kunne finde ind til figuren på den måde, siger Sonja Richter, følger med i spejlet og funderer over, hvorfor skuespillere i amerikanske film aldrig har morgenhår.

- Det står sikkert i skuespiller-kontrakterne, at de ikke må filmes uden make-up og stylet hår. Og vi tror, vi skal se ud ligesom som dem. Nej, personerne i dogmefilmene, de ligner rigtige mennesker, siger Richter, der intet har imod at skulle være tudegrim på film. Hun kan godt finde ud af at sige "skide være med det", men på den anden side kunne hun også godt tænke sig at være fri og kræve sin ret til at være forfængelig.

- I "Dogme X", som vi optog i Nyborg Statsfængsel, er vi virkelig os selv. Ingen sminke, intet lys, vi måtte ikke engang sminkes grimmere, siger hun.

Næsten 1,4 millioner seere så hende på "Forsvar"-premiereaftenen. Smuk og sminket.

- Ærgerligt, at serien ikke sendes søndag, men onsdag aften. Søndag er sådan en dejlig aften at se tv, siger Sonja Richter, som på blot fire år har sendt sig selv tæt på toppen af Richterskalaen.

Elevskolen

Det er godt gået af pigen fra Sneum, en flække på kanten af øde, forblæste engdrag mellem Esbjerg og Tjæreborg, som hentede sin sceneballast på elevskolen i Odense.

- Jeg var meget glad for Odense og meget glad for lige netop den elevskole. Selv om det er den mindste i landet med færrest penge, så er den, ikke mindst på grund af rektor Lane Lind og gode lærerkræfter, en vidunderlig skole, siger Richter, der priser skolens lydhørhed og evne til at gribe fat i den enkeltes væsentligste problemer.

- Alle elever på skuespillerskolerne har et talent, som de skal lære at formidle. Det vil sige, at skolen skal finde ud af, hvem der skal lære hvad. Det er skolen i Odense altså god til, siger skuespilleren, der gik på hold med bl.a. Maria Rick, Nadia Auda, Henning Valin, Claus Østergaard og Peder Dahlgaard.

De ses ikke så meget mere, for ikke at sige slet ikke, for som Richter siger, så var der ingen ledere på holdet, og den kollektive ledelse var svag.

- Men jeg er sikker på, at vi alle kom susende, hvis der blev kaldt til samling. For vi havde det forrygende sammen, siger hun.

Der var ikke så meget at spekulere på, da eleven Sonja blev udlært. De fleste skue-spillerinders drømmerolle som Ophelia i Shakespeares "Hamlet" ventede, og den siger man ikke nej til.

Og det er også svært at sige nej, når Det Kongelige Teater henvender sig. Efter fem år i Odense, det længste i nogen by, var det tid at bryde op på en et-årig kontrakt.

- Jeg fortryder ingen af de valg, jeg har truffet, siger hun, selv om hun mange gange har været i tvivl. Faldgruber er der nok af i branchen.

Spidsere albuer

- Mine albuer er blevet spidsere med årene, og jeg har været tro mod mig selv. Men et mere overordnet mål med karrieren har jeg ikke fundet endnu.

Men generelt har livet indtil videre været godt ved hende. Også på grund af hårdt arbejde og en smule held.

- At lave "Forsvar" er både rædselsfuldt og sjovt. Det er krævende og svarer vel til at lave en spillefilm på en tredjedel tid.

- Vi er blevet en hel lille familie, vi har det rart sammen, og så giver genren mulighed for at sige noget om samfundet, siger Richter, der trods tv- og filmsuccesen stadig har sit hjerte solidt plantet i teatrets scenegulv.

- Teatret slipper jeg ikke, siger Sonja Richter, som efter "Forsvar" skal spille med i Det Kongelige Teaters genopsætning af Schillers "Kabale og Kærlighed" og derefter være med i "Antigone" samme sted.

- Derefter ligger der flere spændende udfordringer. Men om de bliver til noget er enten for tidligt at sige noget om, eller også må jeg ikke sige noget.

Siger Sonja Richter.