Kursen er svær at sætte. Skal man vælge styrbord eller bagbord? Skal man navigere på lykke og fromme eller være fast besluttet på, om det skal være sushi eller tapas? Vær sikker på, at du kommer i et dilemma på Tapasia, for der er muligheder nærmest ad libitum.

Skal man være ærgerlig over det eller bare rigtig glad? Personligt er jeg så doven, at jeg ikke orker at sætte mig ind i et sushi- og tapasspisekort, der mere ser ud som et kaleidoskop, man bare ryster efter forgodtbefindende og så får det bedst mulige ud af.

Min kompasnål og pegefinger søgte mange steder og ville gerne have fundet frem til ukendte rejsemål og japanske lyksaligheder, men den endte med at låse sig fast på en luksusmenu bestående af 12 stykker sushi, som jeg end ikke formåede at afkode. Nigiri med reje på toppen og en stribe tun-rolls. Jeg var så ikke helt klar over, at der kom otte stykker af akkurat samme tunvariant, men hvad...

Kulmule og tortilla

Over for mig var sushi ikke en mulighed. Rå fisk og ris er vist et ”no go”, så her søgte læsefingeren ned til tapasmulighederne, og minsandten om den ikke endte på fisk, stegt kulmule. Prisen var fin. Rigtigt fin, men ak, det var uden det tilbehør, som mætter.

- Hvad kan du anbefale til?

Blev tjeneren spurgt, og han tøvede mindre end to sekunder med at svare:

- Tortilla.

Den blev bestilt, og stor var overraskelsen, da tortillaen materialiserede sig. Den bestod af to noget massive æggemuffins. Noget salte og med chorizo i de øvre lag. Kartoflerne, som spansk tortilla ellers også består af, var godt kamufleret i æggemasse.

Kulmulen var stegt i sit eget skind. Sådan lige i underkanten, hvis man nu ikke er til sushi og rå fisk.

Det ledsagende brød - som ankom i god tid - forsvandt hurtigt. Sprød skorpe, lidt sigteagtig konsistens. Lækkert og lige til at dyppe i aiolien, den hvidsløgsmayonnaise, som var en anden sideorder.

Stress og psykologi

Husets hvidvin, en tør, god spansk af slagsen, blev præsenteret så hurtigt, at jeg ikke nåede at opsnappe hverken navn eller druesort. Måske var det malvar, der blev sagt. Det var Tapasias valg, og det var o.k. Den matchede i hvert fald både kulmulen og den japanske fisketur. Vandet i kanden blev ikke automatisk fyldt op. Ej heller brødet.

Hvorfor bemærker man det så bare ikke? Det er jo bare at lukke munden op. Men den noget stressede og ikke særligt smilende mandlige tjener vovede man måske ikke lige sådan at sætte på overarbejde. Det er sådan en sær psykologisk barriere, som man bare skal ignorere.

På rad og appetitlig række landede de tolv fisk i flyvende, symmetrisk stil på et firkantet, japansk inspireret porcelænsfad. Den sædvanlige klump hardcore krydderi - wasabi - og syltet ingefær i tynde skiver, soya og et lille ”fiskebadekar” til at blande herlighederne i.

Japansk kraftkarl

Øjet spiste sig mæt. Laks, rejer, tun og ris. Sammen med den lille heftige japanske kraftkarl var det bare at gå til angreb med pindene.

Ros for ris med sammenhængskraft og en fjerlet syret smag. Den kok kan sin japanske Frk. Jensen. Ikke sært at dørklokken klemtede adskillige gange i stueetagen, uden der kom nye gæster. Takeaway-kunder kom i en lind strøm og lod sig forsyne med papirsposer ladet med lækkerier.

Gratis havne-optræden

Mens øjet spiste sig mæt, kneb det en smule med maven. Vi skulle simpelthen have været mere rundhåndede med bestillingen. Og frem for alt skulle vi være gået om bord i samme nationale retter. Og så have bestemt os for en større omgang smageri. I tapas. Eller i sushi. Det ved vi så til en anden gang.

For Tapasia er med sin beliggenhed i første parket til Faaborg Havn en rejse værd. Denne dag kunne man følge Lyø-Avernakø-færgens forberedelser til afgangen kl. 19. Fire blåoverallklædte mænner klogede den på vind, vejr og krapsø og var vist de eneste, som stak til søs. Fra skonnerten kom et lille selskab af unge mennesker med kurs mod et bad. I hav eller bruser. Vi gættede på hav, for de kom storfrysende og trippende på blåfrosne fødder retur efter 10 minutter. Til ære for os og ganske gratis.