Men selv om talerne til prisvinderen flød over af hyldest, og selv om Master Fatman på talerstolen prædikede om indre kærlighed og kosmisk overskud, var Karsten Andersens eget indre et rent kaos.

Paradoksalt nok var han nemlig sygemeldt med stress på tredje dag.

En sygemelding, han ikke siden er vendt tilbage fra - og som han trods sin alder på kun 50 år heller aldrig regner med at splippe af med.

Det fortæller han ærligt om i et interview med Business-Syd på en majdag godt otte måneder senere, mens han sidder i sofaen i familiens penthouselejlighed med udsigt over Odense Havn.

Vender aldrig tilbage

- Jeg vender aldrig tilbage til Aloc igen. Det er overstået. Jeg har sat mit heldbred på spil, og jeg tør slet ikke forestille mig, hvad der ville ske, hvis jeg vendte tilbage, siger han.

Karsten Andersen regner da også kun med at gense den virksomhed, han egenhændigt skabte for 25 år siden, to gange mere.

- Står det til mig, vender jeg kun tilbage til min afskedsreception og så til mit 25-års jubilæum i starten af juli, siger han.

Og det er ikke bare slut med Aloc. Nej, det er sandsynligvis slut med at arbejde nogensinde igen, vurderer han.

- I dag har jeg det alt for godt til, at jeg overhovedet kan forestille mig, at jeg nogensinde skal lave noget igen. Så beslutningen er indtil videre, at jeg er gået på pension, siger han.

Berøringsangst

Trods udmeldingen virker han fuldstændigt afklaret, og det ser ikke ud til, at beslutningen om at blive pensioneret tynger ham det fjerneste.

Det hårdeste ved hele oplevelsen har da heller ikke været hans farvel til arbejdsmarkedet, forklarer han.

Det hårdeste har været den manglende respons fra hans omgivelser i forhold til den pludselige sygemelding.

Og det er det, der gør, at han i dag er rede til at lægge kortene på bordet.

- Det var meget grænseoverskridende at skulle sige ja til interviewet. Og jeg var meget i tvivl, om jeg overhovedet ville. Men når jeg siger ja til det, er det simpelthen for at fortælle mine omgivelser, at jeg er udbrændt. For der er mange, der har berøringsangst over for det. Mange af dem, vi kender godt, spørger ikke til det, og det har nok været det største chok. Den berøringsangst, der eksisterer, fordi det ikke er en fysisk skade. Fordi diagnosen er udbrændthed. Det er der nogen, der har rigtigt svært ved at forholde sig til, siger han.

Mens glimtet i dag er vendt tilbage i Karstens øjne, så var det en hård tid, der ledte op til den pludselige afsked med Aloc.

Koncentrationen var væk

- De sidste måneder kunne jeg mærke, at jeg fik sværere og sværere ved at koncentrere mig. Jeg kunne sidde en hel aften og flytte papir fra en bunke over til en anden bunke og tilbage igen. Altså, det hele blev bare mere og mere ineffektivt, og jeg kunne simpelthen ikke nå det, jeg skulle. Tiden forsvandt bare for mig til trods for, at jeg sad og gloede ind i computerskærmen og arbejdede i døgndrift, siger han.

En ellers helt normal søndag aften går det for alvor op for ham, at den er gal.

Karsten Andersen sidder ved computeren derhjemme, da han opdager, at han ikke fatter et ord af, hvad der står i de mange arbejdsmails, han læser.

- Jeg kan simpelthen ikke læse det. Jeg kan ikke forstå det. Jeg bliver nødt til at læse de samme tre linjer igen og igen, og det går bare ikke ind, husker han.

Tre dage senere finder han pludselig sig selv siddende i sin bil i et lyskryds ved Fisketorvet i centrum af Odense uden at ane, hvad han skal gøre, da signalet skifter til grøn mand.

Og selv om han får bugseret bilen hjem, fortsætter forvirringen ufortrødent i tiden efter.

- Jeg græder ikke, og jeg er ikke deprimeret. Det er ikke sådan, det er. Jeg er bare så frygteligt træt. En træthed, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er bare så træt, at jeg falder i søvn i det samme, jeg sætter mig i en stol. Det har jeg aldrig prøvet før.

Nøgler i køleskabet

- Og så kan jeg se, at jeg glemmer alt. Jeg kan ikke finde ting. Lægger nøgler i køleskabet. Og jeg har ellers altid været et menneske, der har haft utroligt meget orden i mine ting og styr på min tilværelse. Og lige pludselig så falder det hele til jorden, fortæller Karsten Andersen.

Derfor ringer han da også til sin bestyrelseformand og sygemelder sig.

Først blot for et par uger.

Et par uger, der overraskende hurtigt bringer overskud og humør tilbage på kontoen - tror han.

Men da dagen nærmer sig, hvor han skal tilbage på arbejde, så dykker han igen.

Hele hans verden synker i grus, og han får igen svært ved at overskue noget som helst.

Og der går det op for ham, at det er helt slut med det opslidende arbejde.

I en alder af kun 50 år er han færdig.

Der er ikke mere tilbage

Der er simpelthen ikke mere tilbage af den iværksætterånd, som Karsten Andersen vendte hjem til Odense med fra USA for 25 år siden.

En tilbagekomst til det fynske efter et hårdt, men inspirerende års arbejde for den dengang purunge it-virksomhed IBM i Silicon Valley, Californien.

Da han rejste fra Odense, var det egentligt kun tænkt som et tre måneders studieophold, men da han vendte hjem, havde opholdet varet et år.

12 måneder med 70 timers arbejde om ugen og ingen helligdage eller weekender.

Selv den ellers planlagte seks ugers oplevelsesrejse gennem USA blev udskudt gang på gang, indtil dagen kom helt af sig selv, hvor en vogn stod klar til at køre ham til lufthavnen, hvor et fly fløj ham hjem til Danmark.

Turen gennem USA nåede han aldrig.

Men mens året i Silicon Valley var opslidende arbejdsmæssigt, havde de 12 måneder i Staterne også givet ham en forståelse for, hvad de nyudviklede pc’er kunne bruges til.

En indsigt, som kun de færreste havde i 1985.

Og det gik da også lynhurtigt med at overbevise blandt andet Fondsbørsen om, at der lå en enorm besparelse i at lave renteberegninger på pc med det system, som han havde udviklet.

Udregninger, der før tog op til tolv timer på Fondsbørsens computere, kunne nu klares på en pc på en halv time.

Dermed var grundlaget for Aloc lagt, og pengene strømmede ind på den kun 25-årige Karsten Andersens bankkonto.

Men selv om firmaet voksede i en rasende fart, og Karsten Andersen over de næste 25 år hentede flere og flere højtuddannede kræfter ind i firmaet, så gik successen ham fuldstændigt hen over hovedet.

Det indrømmer han i dag.

Har aldrig nydt nuet

- Det går aldrig rigtigt op for mig. Jeg har altid været en person, der har kigget fremad, og jeg har aldrig nydt nuet. Når vi havde et år til at nå et godt regnskabsresultat, jamen når vi så nåede december, og jeg kunne se, hvor vi ramte, så var det historik for mig. Og når der så i marts måned forelå et godt regnskab, jamen det interesserede mig overhovedet ikke. For så var jeg i et nyt regnskabsår. Jeg var jo ved at tænke udvikling tre-fem år frem i tiden. Så på den måde har jeg aldrig stoppet op i nuet, siger han.

Den succes, som Aloc oplevede dengang, kan være en af grundene til, at Karsten Andersen i dag er udbrændt og pensioneret i en tidlig alder, vurderer han.

- På mange måder har det været spændende, at jeg altid har skullet lave alt selv. Fra bogføring, over post, til alt det administrative og programmeringen. Men i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde haft en ballast fra et andet sted først. For jeg har måttet lære en masse ting af de fejl, jeg har gjort mig gennem årene.

- Jeg kendte jo ikke noget til at drive virksomhed overhovedet. Så jeg ville et eller andet sted gerne have haft noget ballast og også i højere grad have benyttet mig af sparringspartnere, som det jo i dag er udbredt at gøre det med mentorer og den slags, forklarer han.- Fik du succes så hurtigt, at du aldrig nåede at tænke over, hvad du ville være?- Det har jeg aldrig tænkt over, men det har du nok ret i. Det er jo ikke en udvikling, jeg selv har styret. Det ene har bare taget det andet. Men det er ikke noget, jeg går og fortryder, hvis det er det, du mener. Også selv om det endte sådan her. For man skal brænde for noget for at brænde ud, siger han.- Men har det været ensomt?- Det har været ensomt hele vejen igennem. Jeg har stået med mange beslutninger selv, så det har været hårdt.- Aloc vandt sundhedsprisen blandt andet for jeres store indsats for at passe på jeres medarbejdere. Men hvad med dig selv. Var der nogen til at passe på dig igennem alt det her?- Jeg har altid været god til at passe på andre, men jeg har aldrig kunnet passe på mig selv. Før i tiden mærkede jeg aldrig træthed og kørte igennem hele natten. Det blev jeg nødt til for at følge med. Og det blev så kombineret med dårlige vaner og for lidt motion. Så der er jeg jo gået imod alt det, jeg har prædiket for andre. Men ja, der har været nogen til at passe på mig. Der har været utroligt stor opbakning til mig på Aloc, og det betyder alt. Og min kone har også været utroligt vigtig i det her. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvordan jeg skulle være kommet igennem det her uden hende, siger Karsten Andersen.

I dag sidder han på en bænk

I dag otte måneder senere er det hektiske arbejdsliv i Aloc lagt bag ham.

Og nu er der pludselig masser af tid til familien, tid til de daglige gåture ved vandet med hunden, tid til leg og fiflen med computeren og det nye kameraudstyr, og tid til bare at sidde på en bænk i hjertet af Odense med en sandwich og betragte folk, der haster forbi.

Der er simpelthen kommet ro på.

- Efterfølgende har jeg ikke reflekteret så meget over det, der er sket, og jeg har ikke tænkt så meget over, hvad jeg vil fremover. Det at leve i nuet er jo nok også læren af alle de år. For før tænkte jeg hele tiden, at nu skulle jeg bare lige være færdig med det her. Dét her skal lige lukkes. Så bliver det bedre. Men tværtimod så har der altid været fyldt op på jobbet. Og det har jeg ikke lyst til længere.