En krigsfilm for pigerne lyder umiddelbart ikke som en dårlig idé nu, da de fleste vestlige lande er eller har været involveret i aktuelle krige.

Det er stadig mænd, der udgør størstedelen af hærenhederne, og så er det jo oplagt, at kigge på, hvilke følelser der rører sig på hjemmefronten eller i kamphandlingernes kølvand. At opleve krigen gennem kvindernes øjne.

Handlingen, baseret på en roman af Nicholas Sparks, præsenterer os for specialenhedssoldaten John (Channing Tatum), som på ferie fra delingen møder Savannah (Amanda Seyfried). De forelsker sig øjeblikkeligt og har to fantastiske uger sammen, før soldaterlivet og skolen adskiller dem det næste år. Men så indtræffer terrorangrebet den 11. september, og verden ændrer sig. John er forvirret og ønsker yderligere to år i militæret. De er begge optimistiske, men fornemmer, at adskillelsen måske er mere end deres forhold kan holde til?

Instruktøren rammer muren

Bag kameraet finder vi svenskeren Lasse Hallström, der har givet os fine, småskæve og charmerende film som "Hva’ så Gilbert Grape?" og "Mit liv som hund". Film, der har centrale roller besat af særlinge og excentrikere. Producerne har sikkert tænkt, at Hallström var den perfekte mand til en film om en soldat med en autistisk far (Richard Jenkins, der kæmper bravt med det tunge materiale).

Instruktøren er ellers også ganske god til store følelser og kan få det halvvamle til at glide nogenlunde uhindret ned, men denne gang løber Hallström altså hovedet mod en mur af emotionelle forhindringer: Utroskab, kæ­restesorger, en kræftsyg, de almindelige forelskelsesforviklinger, krigsskader og ikke færre end to autister er pakket ned i den forholdsvis korte spilletid, der slavisk følger de billige plotkneb, manuskriptforfatter Jamie Linden disker op med.

Når materialet præsenteres så svagt og komprimeret som her, og troværdigheden uopretteligt siver ud af filmen som den skrider frem, står selv den bedste tåreperserdramainstruktør magtesløs. Filmhåndværket fejler skam ikke noget, men den naive og sørgmuntre tone, der hvilede over Hallströms tidligere film er helt væk.

"Dear John" fremstår som et mekanisk værk, der robotagtigt trykker på de rigtige følelser på det rigtige tidspunkt. Følelser er der altså masser af, men ingen af dem fremstår mere ægte end den gennemsnitlige kiosklitteratur.

"Dear John" (Amerikansk) Spilletid: 105 min. Tilladt for børn over 11 år.

Premiere torsdag i Biocity, Odense