Ifølge Mols-Linien er Fyn ikke andet end 200 kilometer dødssyg omvej. Orker du heller ikke Fyn, spurgte selskabet i en reklamekampagne, som skulle være morsom, men ikke var det. Men det var jo også en flok molboer, som havde lavet den! Nå, men her på Fyn er vi nu også en del, der ikke orker Mols-Linien, blandt andet Albani, der nægter at sælge sit øl om bord. Så efterhånden står det vel uafgjort. Fred være med det.

Ifølge livsstilseksperten Jørn Duus, der gav sin vurdering af Fyn i avisen i går, er øen nu slet ikke så tosset endda. Natur og overskuelighed er blandt de kvaliteter, der kan få folk til at flytte hertil. Eller blive her. Især Nyborg, som man hurtigt kan komme til og fra, synes at have nydt godt af rige københavnere, der har pakket flyttelæsset - men tager man gårsdagens gennemgang for pålydende, har alle de fynske byer et eller andet at byde på. Selv om vi ligeledes i går kunne læse, at børnene i den udvidede Kerteminde Kommune er fattige, at konfirmanderne hellere vil holde blå mandag i København - og at en tilflytter troede, at Ringe var et fængsel.

Fyn er karakteriseret ved sine korte afstande, som gør det let at komme rundt, og derfor er det sikkert rigtigt, at folk slår sig ned efter nogle helt personlige kriterier.

Nogle vil bo ved vandet og vælger derfor en af kystbyerne, andre vil storbyen og foretrækker derfor Odense. Her findes også de fleste arbejdspladser, men motorvejene er en gave til pendlerne, for eksempel fra Svendborg, hvis herlighedsværdier ikke kan diskuteres, og hvor det er rart at bo. Til gengæld kan motor­vejen koste butiksomsætning på Sydfyn, for nu ligger Bilka, Rosengårdcentret og Ikea jo lige om hjørnet - men som bosætningskommune kan Svendborg hente på gyngerne, hvad der måtte tabes på karrusellerne.

Andre byer som Rudkøbing, Faa­borg, Bogense og Assens kan, ud over vand og natur, tilbyde hyggelige bymiljøer og måske også billigere boliger - og det er så deres chance for at få en bid af skattekagen. For de store centre ligger altså i Odense, hvad der ikke kan laves om på, og det er nok også rigtigt, som livsstilseksperten hævdede i går, at de mindre byer kan glemme alt om arbejdspladser - i hvert fald i større omfang - og må satse på noget andet i stedet. Og disse byer kan faktisk godt leve af idyl - for folk, der kan lide natur, betaler jo også skat, som han sagde.

Fyn er altså fortsat fin. Hver by og hver egn på hver sin måde. Og da man altid bør produktudvikle det, man i forvejen er god til, har Fyn så at sige fået en opskrift på, hvordan hver enkelt kommune kan komme videre, naturligvis uden at udviklingen bare får lov at suse forbi. Hvert sted har sine egne muligheder - og sine egne begrænsninger. Sådan er det bare - og så må der ageres derefter.