- Det kunne du da godt lige have sagt, tænkte Lone Scherfig, da hendes mand for Gud ved hvilken gang havde set en stor stjerne, hun ikke selv havde fået øje på. En af de stjerner, man ser på film, i fjernsynet og kan læse om i alverdens blade. Dem som lever i et parallelt univers, hævet over os andre. Som man ikke får lov til at mænge sig med, medmindre man ER noget.

Denne aften gled cremen af Hollywood rundt på de røde løbere i Kodak Theatre.

Inden offentliggørelsen af Oscar-nomineringerne havde Lone Scherfig ikke kunnet lade være med at gå ind på diverse internet-blogs for at følge lidt med i, om filmen måske ville blive nomineret. Og Gud! Hun stod jo højere på listen end Tarantino. At hun overhovedet blev nævnt sammen med ham ...

Nu sad hun så der med sin mand og datter midt i den samlede crememasse, i teatersalen, hvor aftenens Oscar-priser skulle uddeles. Hun havde det sjovt. For det var bare sjovt at opleve. Og selvom hendes film var nomineret til tre priser, havde hun ingen forventninger. Hun havde allerede vundet.

- 18 priser!, udbryder Lone Scherfig med store øjne og rykker hovedet fremad.

Jeg glatter en smule ud. Siger, at det kan være, internet-siden imdb.com, hvor tallet stammer fra, kun har medregnet de største priser, som hendes nye film "An Education" har vundet. Og at det derfor ikke er flere.

- Nej, jamen jeg vidste slet ikke, at den havde fået så mange, svarer hun og overgiver sig til målløsheden.

Ellers tager hun det ganske pænt. Til trods for, at den store verden pludselig har fundet ud af, at der eksisterer en dansk instruktør ved navn Lone Scherfig, så virker hun afslappet, mens vi sidder på Nordisk Film i Valby, et kontinent fra den internationale filmverdens smørhul.

- Jeg er jo den samme instruktør, som jeg hele tiden har været. Og det er lige så svært nu som før. Der bliver måske lyttet mere til, hvad man siger, men der er også større forventninger, siger hun og stopper op:

- Men jeg føler mig ikke som en del af det der selskab. Det er jeg heller ikke. Jeg er udenforstående. Men jeg føler mig meget velkommen.

Lærredet i lystriben

Årsagen til, at Lone Scherfig ikke går i ét med tapetet, når hun fester med de rige og berømte, er som sagt filmen "An Education", der blev nomineret til tre Oscars, blandt andet for bedste film. Filmen udspiller sig i 60’ernes London, hvor den flittige skolepige Jenny med sin patriarkalske far i ryggen er ved at blive kørt i stilling til en plads på Oxford University. Men hun vil være noget. Andet og mere end et kedeligt menneske i en triviel verden, hvor alle mennesker tilsyneladende går rundt og keder sig.

Lone Scherfig ville også gerne være noget. Allerede som otteårig boede hun så at sige i biografen. Og da hun som teenager var flyttet til Paris for at læse filmvidenskab på universitet Sorbonne, sad hun en aften i sidelogen af et gammelt teater, der var omdannet til biograf og kiggede op på den tynde lyskegle, der bevægede sig gennem lokalet og op på lærredet. Det var dét, der hang i den støvede lysstribe. Det var dét, hun gerne ville.

Omtrent 34 år senere har hun så instrueret en film, der har vundet publikumsprisen på den amerikanske Sundance Film Festival. Den er blevet gallafremvist ved filmfestivalen i Berlin, hovedrolleindehaveren Carey Mulligan ligger halvt begravet i filmpriser derhjemme, og Lone Scherfig har modtaget en Independent Spirit Award for bedste udenlandske film.

Spørger man Lone Scherfig, om hun ved Oscar-uddelingen, da hun sad mellem samtidens største filmstjerner, nomineret for bedste film, kunne lade være med at føle, at hun var noget, at hun var blevet til noget, siger hun.

- Det er ikke sådan: "Bum! I did it!" Den følelse har jeg, når jeg går fra sidste optagedag på en film. Men det er mere lettelse end triumf.

Og det passer så alligevel ikke helt. For da det viste sig, at den kjole, datteren havde lånt til Oscar-festen, var for lang, tog moderen hende med på shopping. Ikke for at købe en ny kjole, men for at finde et par "ekstremt høje hæle", der kunne holde kjolen oven gulve.

- Det var de dyreste sko, jeg nogensinde havde købt til nogen - eller noget. Og der tænkte jeg "fandeme så! Hendes mor er Oscar-nomineret, hvis ikke hun skal have de sko, hun allerhelst vil have, hvem skal så? Nu kan det heller ikke nytte noget, at vi ikke bare fejrer igennem her".

Måske skyldes Lone Scherfigs mådehold, at hendes værdier ganske enkelt ligger langt fra selvfedme, egoisme og pralerier. I film som "An Education", "Italiensk for begyndere", "Wilbur begår selvmord" og "Hjemve" prædiker hun næstekærlighed, storsind, medansvar, generøsitet og omtanke. Groft sagt: at vi skal behandle hinanden ordentligt:

Den man er

- Der er et medmenneskeligt budskab i mine film. Jeg går meget op i, at man ikke bare skal kunne identificere sig med de mennesker, der er på lærredet, men at man skal føle sig genkendt som det menneske, man er.

... og nu, læser, føler jeg, at jeg har snydt dig en smule. For Lone Scherfig er jo allerede for længst blevet anerkendt, også i udlandet. Det er jo ikke sådan, at "An Education" med ét har givet hende en plads i denne verden. Den har slået hendes navn fast, men hun har i årevis slidt sig op ad filmbranchens trapper, og derfor føles det ikke så radikalt at kunne se toppen. For hun ved, hvad hun kan, og hvad hun ikke kan. Og hun befinder sig ikke i skyerne.

- Jeg kan ikke hvile i det ret længe, siger Scherfig og tøver, imens jeg kan forklare læseren, at "den der sølvbjørn", som hun om et splitsekund omtaler, er en af de største filmpriser i Europa:

- Jeg kan huske, da jeg fik den der sølvbjørn i Berlin. Der satte vi os aldrig ned og sådan "okay, nu drikker vi en flaske champagne og kigger på sølvbjørnen". Vi fik aldrig fejret det. Generelt er jeg mere sådan "For helvede! Det køkkengulv burde jeg have slebet". Jeg er meget mere fokuseret på alt det, jeg ikke får gjort, end det jeg får gjort og det, jeg gør dårligt, frem for det, jeg gør godt.

Lone Scherfig læner sig ind over bordet:

- I virkeligheden er det jo bare sjovere at gå på arbejde. Når man sætter hele maskineriet i gang med et "værsgo!", og så kommer der pludselig fire biler kørende, 800 statister og skuespillere, musikken spiller, og der er fuld knald på, så man pludselig tænker "shit! Var det virkelig mig, der satte alt det her i gang?"

Lone Scherfig læner sig tilbage:

- Egentlig er der et wake-up-call i det her interview med hensyn til, at jeg måske skulle glæde mig lidt mere over tingene, frem for at være frustreret og ked af det, jeg ikke når. For jeg går virkelig ikke rundt og er dybt selvtilfreds. Det må du også kunne mærke?

Premiere torsdag.

Læs anmeldelsen næste side.