Log ind

The Savage Rose gik på vandet

  • The Savage Rose gik på vandet
    1 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    2 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    3 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    4 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    5 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    6 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense
  • The Savage Rose gik på vandet
    7 / 7
    Savage Rose med Annisette i forgrunden på Magasinet i Odense

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Annisette og hendes unge stjernehold spillede en sublim koncert, der hyldede livet, kærligheden og musikkens magt
Annisette havde på forhånd lovet, at det var et spørgsmål om liv eller død, når hun gik på scenen. En floskel, som mange andre musikere før hende har slynget omkring sig med uden at ane, hvad sådan en udmelding signalerer og forpligter til.

Jeg tør roligt sige, at den 61-årige vilde rose ikke lovede noget, hun ikke kunne holde. For jeg har aldrig – som i aldrig nogensinde – oplevet en dansk sangerinde vove sig helt derud, hvor Annisette drog ud lørdag aften.

Hvert eneste ord, hvert eneste vers, hver eneste strofe blev sunget med en øredøvende hvisken og en orkanprustende styrke, der fik granvoksne mænd til at græde de tårer, som kun musik i sin pureste form kan frembringe.

Annisette har for en stund sagt farvel til den del af bagkataloget, der af uransagelige årsager kategoriseres som verdensmusik, og budt sangene fra karrierens start velkommen tilbage. At sætte et helt nyt hold unge, talentfulde musikere til at genfortolke de fremragende numre fra sluttresserne og starthalvfjerdserne har været et modigt sats.
Men belønningen og resultatet er mildest talt enestående.

Jeg kan ikke prale af at have hørt originalbesætningen, men jeg tvivler oprigtig talt på, at de kan have spillet sangene med ret meget mere indlevelse, teknisk overskud og magisk udstråling.

Koncerten er herligt fri for politiske ytringer, hvilket tidligere har været en kæp i hjulet, hvis man som undertegnede måske ikke helt har været på linie med de ekstremt venstreorienterede holdninger. På denne turné er det musikken og intet andet, der er i fokus. Og det løfter efter min bedste overbevisning den samlede oplevelse til et helt andet niveau end tidligere, fordi ingen tilskuere skubbes væk og ekskluderes. Alle favnes. Alle flyder med strømmen. Og den samhørighed forplanter sig til scenen.

Ungdommens kilde

Det er ikke kutyme, men fordi hver og ét af bandmedlemmerne byder på forbilledlige præstationer, vil jeg nævne samtlige:

Palle Hjorth er en troldmand bag tangenterne, og han løfter arven efter Thomas Koppel skræmmende intenst. Guitarist Rune Kjeldsen spiller ikke en tone forkert og tilfører flere numre en nærmest blueset aura.

Trommeslager Anders Holm ligger helt fremme i lydbilledet og har en jazzet spillestil over sig, der med et væld af små nuancer og akavede slag bidrager til at bibeholde det skæve univers, som The Savage Rose skabte for mere end fire årtier siden. Bassist Thomas Vang ligger konstant og former melodiernes bund præcis som datteren Naja Koppel og Amina i koret.

De gør det samme for The Savage Rose, som Boat Man Love gjorde og gør ved Michael Falch. De giver sangene nyt liv og etablerer troen på, at rosen langt fra har skudt for sidste gang. Ungdommens kilde kunne man fristes til at kalde ensemblet.

Instrumental genfødsel

43 år er lang tid, når man lever af at synge. Men modsat mange andre store sangere, drister jeg mig til at sige, at Annisettes vokal aldrig har været mere nuanceret, facetteret og rørende.

Det overskud, den signalerer på helt igennem monumentale udgaver af ”Dear Little Mother” og ”A Girl I Knew”, er respektaftvingende.
”The Castle” sender lytteren på en tidsrejse, man ikke har lyst til at vende hjem fra, og at give sig hen til den instrumentale ”Byen vågner” fra værket ”Dødens Triumf” er som at blive genfødt.

Den sidste halve time tager jeg ikke noter. Det ville være som at sove til en gudstjeneste. Stemningen er nemlig andægtig, og gentagne gange understreger Annisette, hvorfor musik på samme måde som religion kan få de helt store følelser til at blusse op.
Inden publikum strejfer hjem efter et historisk langt bifald på Magasinet, beder Annisette dem om at huske sangene og gemme dem i deres hjerter. Det kan hun roligt gøre. Jeg vil huske den koncert, indtil jeg en dag selv nynner med på ”Dødens triumf”.

Magasinet, Odense, lørdag: The Savage Rose
  • Fyens Stiftstidende

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere