Hanne Boel indleder koncerten med at proklamere at "genrer fra nu af er ude af vores liv". Så er manualen for de kommende to timers pop, jazz, blues og rock på plads.

Den 52-årige professor fra Rytmekons er en frygtløs kvinde. Kun akkompagneret af et flygel er det intet til at formilde, softne eller understøtte vokalen. Klaveret er som et blondeforhæng af toner, spindelvævstyndt og afslørende.

Men Hanne Boel beviser fra første strofe i Tears For Fears’ "Mad World" sit kolossale vokale overskud. Aftenen igennem er der ikke en finger at sætte på intonation eller klang. Hun nuancerer endda sit udtryk yderligere ved at variere afstanden til mikrofonen. Tekstforedraget er der heller ikke en finger at sætte på. Tværs gennem de overdådige fraseringer kan man høre hvert eneste ord. Sange, jeg kender til bevidstløshed, får tilføjet nye dimensioner, fordi ordene bliver fortolket med den modne kvindes ublufærdige lidenskabelighed, klarsyn og overskud. Grundstemningen er mol, men med et strejf af sol gennem skyer.

Sjæleflænsende salme

Randy Newmans "I Think It’s Going To Rain" bliver gospel blottet for udvendige halleluja-råb. Og Nick Caves "Into My Arms" bliver en sjæleflænsende salme, en trosbekendelse til den betingelsesløse kærlighed.

Andre sange er blot og bar vellyd. Vi er i Hanne Boels lune hule - og der er godt at være. Mest fordi hun undervejs lader stilfærdig inderlighed afløse af groovy blues, der tvinger hende til at løsrive sig fra mikrofonstativet og krabbe sideværts over gulvet som den rockdiva, hun også er.

Akkurat som på det aktuelle album er det jazznumrene, der står svagest. Ikke fordi Hanne Boel ikke kan synge dem, men fordi hun synger "ovenpå" numrene, så de aldrig når ind at kramme hendes sjæl. Hudløshed er der til overflod i afskedssangen til hendes far, "Last Goodbye". Her investerer hun hver fiber af sig selv. Og dér får hele koncerten pludselig mening.

Det er jo dét, Hanne Boel kan: Fortælle en gribende historie uden at blive omklamrende eller teatralsk.

Gerne flere egne sange

Hvor havde det være skønt, om hun havde lagt flere af sine egne sange ind. Gerne suppleret med yderligere et par funky numre, så det musikalske udtryk også på den måde var blevet mere facetteret. Den svenske pianist Jacob Karlzon bruger flere toner, flere tangenter, på at fortælle samme historie som den sygemeldte Carsten Dahl.

Hvor det i begyndelsen er charmerende med guirlander af tonetriller, der som vemodige båndsløjfer vikler sig om sangene, bliver det i længden for ensformigt.

Karlzon er en fin pianist, men i balladerne savner jeg følsomhed og i uptemponumrene mere ekvilibrisme. Men uldenheden kan hænge sammen med, at musikken endnu ikke er faldet helt på plads for ham. Makkerskabet med Hanne Boel er kun få dage gammelt.

Til gengæld er der en afvæbnende - også ordløs - pingpong mellem de to. Dén lover godt for de kommende koncerter, når duoen er blevet mere tight sammenspillet.

Om koncerten

Helios-Teatret, Faaborg, torsdag: Hanne Boel, sang, og Jacob Karlzon, klaver. Arrangør: Faaborg Musikforening.