I 1993 vandt Dizzy Mizz Lizzy DM i rock, da de slog Kashmir i finalen. I 1998 blev den opløst. I 2010 er trioen tilbage og på ingen måde rusten. Deltog den i DM i rock nu, ville Nephew, Kashmir og D-A-D i den grad få baghjul.

For første gang i tre år er der dømt fuldt hus med antallet af stjerner for undertegnede. Seks funklende, fornemme af slagsen. Og her begrundes stjernerne én for én.

Den første får Dizzy Mizz Lizzy, fordi de tør at genforenes efter 14 års pause og tage på en turné med indtil videre 41 koncerter. For Tim Christensen er det ikke noget problem at være på scenen, da han stort set ikke har forladt den i mellemtiden. Men for Søren Friis og Martin Nielsen, der har kørt lastbil og bragt post ud, er det i den grad at blive kastet for løverne foran 5500 sjældent ekstatiske publikummere.

På et tidspunkt må Tim Christensen simpelthen skubbe bassist Martin Nielsen frem i rampelyset, så han ikke sluger det hele selv. Mon ikke de to andre har vænnet sig til det, når de får lov at optræde på Orange Scene på årets Roskilde Festival. Alle andre scener vil være en hån.

Sæt i særklasse

Den anden stjerne får bandet i samspil med Arena Fyn, fordi hallyden var upåklagelig. Til trods for betongulv og metalkorset stod instrumenterne soleklart. Det hører mere til undtagelsen end reglen, når rockbands kæmper mod forfærdelig akustisk og rumklang.

Den tredje får gruppen på grund af dens forbløffende gode materiale fra blot to udspil. 17 numre diskede de op med, hvoraf undertegnede kun ville have undværet to sange. Resten var topklasse præsenteret så tight og triumferende, at man ikke begriber, det er den første koncert af 41. Jeg kan ikke se, hvordan sætlisten realistisk set kan optimeres.

Rødglødende Tim

Den fjerde sikrer Tim Christensen med det bedste guitarspil i karrieren. Rødglødende, altoverskyggende, dominerende og i den grad i kontrol med hvert eneste riff. Han ligner en lille dreng, der igen har fået lov at lave det, han allerhelst vil. Spille uforfalsket rock så røven står ud af bukserne.

Den femte sikrer Dizzy Mizz Lizzy i samspil med publikummet, der leverer en lige så upåklagelig indsats. Mod slutningen, hvor fantastiske ”Waterline” og ”Silverflame” får nostalgiens bål til at bryde ud i lys lue, sker der en transformation af de sjældne. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set et dansk publikum til en indendørskoncert gå i kollektiv rockrus i den grad. Ikke siden U2 i Parken år tilbage har så mange hænder konstant klappet og så mange ben hoppet på samme tid. Eufori er det eneste ord, der dækker.

Rocken roterer igen

Den sjette stjerne kommer op af posen, fordi jeg ikke kan sætte min finger på noget som helst negativt ved Dizzy Mizz Lizzys optræden. En alarm gik i gang under det sidste ekstra-ekstranummer, men det kan bandet næppe klandres for.

Bassist Martin Nielsen er ikke specielt sprælsk i sin fremtræden, men det har han aldrig været, så hvorfor begynde nu?

Der vil stensikkert være dem, der indvender, at Fyens Stiftstidende kun giver seks koncerter, da koncerten foregik i Odense. Til dem kan jeg kun sige, at jeg havde givet samme antal, om Dizzy Mizz Lizzy havde spillet i et skur på havnen i Thyborøn eller i Operahuset i København.

Mine damer og herrer. Unge såvel som lidt yngre. Dizzy Mizz Lizzy er tilbage på den danske rockscene. Så spænd hjelmen, find skovmandsskjorten frem og køb billet, hvis de stadig er til at opdrive. Selv om nostalgien kan spille én et pus, er der ingen tvivl. Rocken roterer igen for fuld styrke.

Arena Fyn, fredag: Dizzy Mizz Lizzy

Sætliste

Thorn In My Pride
Glory
Find My Way
Barbedwired Baby's Dream
For God's Sake
Mother Nature's Recipe
Hidden War
When the River Runs Dry
Hidden War
And So Did I
Rotator
Run
Love Is a Loser’s Game
11:07 PM
Wishing Well
67 Seas In Your Eyes
Waterline
––
Love Me A Little
Silverflame
––
Two of You