Haarby: Benene begyndte at ryste, da han så ind i de to sorte huller, hvor øjnene burde have været.

Men Hans Andersen kom hurtigt til hægterne igen, og dagen derpå har han det fint.

- Jamen, jeg har skam sovet godt, fortæller han i hjemmet i Strandgade lidt uden for Haarby fredag lige over middag.

To blodpropper har gjort 55-årige Hans Andersen til førtidspensionist, så han har en del tid på hånden.

En del af den går med at motionere og besøge venner, og torsdag formiddag slog han to fluer med ét smæk, da han vedtog at cykle de godt fem kilometer til grusgraven ved Skallebjerg for at besøge en arbejdende kammerat.

- Ved Skallebjergvej ser jeg en person i sort joggingtøj og lyse sko ligge i et krat, og jeg tænker, at det er et mærkeligt sted at ligge og knalde en brandert ud, fortæller han.

Benene skælvede

Han fortsatte dog - men kun 10 meter.

- Jeg tænker, at jeg hellere må sikre mig, at der er liv i ham, fortæller han.

Så han vendte cyklen. Og fik et chok.

- Han havde ikke noget hår, og hovedet var helt ligplettet. Dér, hvor øjnene skulle sidde, var der to sorte huller. Jeg må indrømme, at mine ben skælvede, fortæller Hans Andersen, som straks ringede 112.

Der gik vel et kvarter, inden Falck og Politiet kom, men det føltes længere, husker Hans Andersen, som droppede vennen i grusgraven og trillede hjemad, da han havde talt med betjentene.

Død mand ved Egtved

Han ligner ikke en traumatiseret mand og er det heller ikke. Måske fordi han har prøvet det før.

Han har været chauffør i Glamsbjerg Vognmandsforretning, og for omkring 15 år siden var han på tur til Jylland.

Ved Egtved gjorde han holdt på en rasteplads.

- Da jeg gik ind i et krat for at slå en streg, lå han der pludselig. Da politiet kom, fik jeg at vide, at han var fra Kolding, og at han havde begået selvmord, siger Hans Andersen, som ikke har hørt noget til sagen siden og egentlig også er ligeglad.

- Det er ikke noget, jeg sådan har tænkt over. Jeg må åbenbart bare være på de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, siger han med et skævt smil.

De kalder ham bedemanden

Han har i det hele taget valgt den humoristiske tilgang et stykke ad vejen.

På turen hjem fra Skallebjergvej stødte han for eksempel på en kammerat, som var ved at ordne sin bil og lige fik historien om, hvordan Hans Andersen netop havde fundet sit andet lig.

- Han kaldte mig bedemanden. Jeg må indrømme, at jeg grinede, siger Hans Andersen, som dog understreger, at han nødigt ser navnet hænge ved, og at der strengt taget intet morsomt er i historien.

- Men jeg tager tingene, som de kommer, og når der er gået lidt tid, har jeg sikkert glemt det her, siger han.

Og ligner en, der nok skal klare sig.