Jeg indrømmer blankt, at min indre politisk korrekte pladderhumanisme har meget nemt ved at komme op til overfladen. Der skal bare en god film til.

Det sker med stadigt større mellemrum, at vi i pressen tager en individuel flygtningehistorie op. Og dermed problematiserer vor overordnede flygtningepolitik og viser, at den har et vist islæt af umenneskelighed.

Men virkningen af de sporadiske journalistiske anstrengelser udi den disciplin blegner ved siden af en velturneret spillefilm om samme emne. Se en film som "Welcome", og du vil blive alt lige fra indigneret til rasende over tilstandene i Fort Europa.

Hvis du og jeg har brug for at rejse om på den anden side af jordkloden for at finde vort livs kærlighed, så gør vi det.

Hvis en ung mand fra Kurdistan vil det samme, så kan han ikke. Det er en uretfærdighed, der er til at tage at føle på, og det er den historie, "Welcome" ganske lavmælt fortæller.

Destination London

17-årige Bilal er på en formentlig ganske lidelsesfuld færd nået hele vejen fra Kurdistan til Calais. Endemålet er London, for der bor pigen, han er forelsket i.

Men i den franske by ved Den Engelske Kanal er proppen blevet sat i. Med rigid brutalitet sørger myndighederne for, at det forjættede England er et uopnåeligt mål.

Bilal gør et forsøg på at nå frem, og det går galt. Og så er han strandet i Calais ligesom hundredevis af andre, som det franske politi med nidkærhed forfølger.

Bilal kan se til England, og han beslutter sig for at svømme over kanalen. Men så må man lige lære det først. Og her er det, at han møder en midaldrende svømmelærer og tidligere fransk mester, Simon, som modstræbende begynder at engagere sig i Bilals umulige projekt.

Simon er ved at blive skilt fra sin menneskerettighedsaktivistiske kone, og det er et smart kunstgreb af instruktøren, Philippe Lioret, at gøre Simons bevæggrunde grumsede.

For er det for Bilals skyld, eller er det for at imponere eks’en, at han engagerer sig i den unge flygtning? Svaret ligger åbent.

Bilals projekt er en umulig og 17-års-naiv drøm, og alligevel engagerer Simon sig i det. Hvilket ikke er uden omkostninger, for det er både ugleset og strafbart at hjælpe en illegal flygtning som Bilal. Og man kan ikke beskylde instruktøren i at lægge fingrene imellem, når det gælder om at beskrive det franske politis kynisme i forhold til flygtningene og de, der hjælper dem.

Faderfigur

Simon bliver både en slags svømmetræner og en stadigt mere engageret ven - eller faderfigur - for Bilal. Men "Welcome" er absolut ikke en feel good-film, der forsøger at skønmale dette forhold. Det er ikke uproblematisk, og det har omkostninger for begge to.

Den historie bliver velspillet fortalt uden store falbelader eller højrøstethed.

Og det bliver umuligt ikke at engagere sig i Bilals skæbne.

Man kan så komme med alle de realpolitiske indvendinger om nødvendigheden af at kontrollere flygtningestrømmene. Det ændrer bare ikke ved det basalt uretfærdige i, at en lille privilegeret del af menneskeheden, den du og jeg tilhører, kan rejse, hvorhen vi vil, mens den store del ikke kan.

Og det er den pointe, "Welcome" med intelligent indfølthed griber fat i.

Premiere i Café Biografen

"Welcome": Fransk, 105 minutter, tilladt over 11 år.