"Save our fallen soldiers" står der på et skilt i den lille søvnige, vintertunge by omkring fortet, der uddanner amerikanske marinesoldater. Teksten springer ikke i øjnene, for den falder naturligt ind i miljøet. Krigen og tabene er en realitet. Det er hverdagen for byens tusindvis af soldaterfamilier.

Jim Sheridans solide krigsdrama baseret på Susanne Biers "Brødre" (2004) følger familien Cahill, der siger goddag til en søn og farvel til en anden. Sam (Tobey Maguire), lykkelig familiefar og kaptajn hos marinesoldaterne, sendes af sted til Afghanistan, mens outsideren Tommy (Jake Gyllenhaal) løslades fra fængslet, hvor han har afsonet en dom for bankrøveri. Faderen (Sam Shepard) forguder den heltedyrkede søn, men en forsoning er på vej, da Sams helikopter styrter ned, og man formoder, at han er omkommet.

Herefter følger "Brothers" med få overraskelser den skabelon, Bier med succes har anvendt i flere film. Familieidyllen splintres af en uforudset hændelse (et biluheld, et pistolskud, en sygdom eller i dette tilfælde en krig), og det er op til outsideren og den usandsynlige helt at samle stumperne op. Livet går videre i familien Cahill. Tommy bliver ansvarsbevidst og småforelsket i moderen Grace (Natalie Portman), men Sam vender uventet tilbage fra krigen. Og med sig har han en grufuld hemmelighed.

En anderledes soldat

Der er en del amerikanske kritikere, der har langet ud efter "Brothers" for at være fejlcastet. Jeg er ikke enig, selv om man godt kan følge kritikken om de smukke mennesker på parade. Natalie Portman er lidt for pletfri som Sams enke, og Jake Gyllenhaal ligner ganske rigtigt en fyr, de fleste piger med det samme kunne forelske sig i. Bankrøver eller ej.

Men værst er kritikken gået ud over Tobey Maguire kendt fra "Spider-Man"-filmene.

- Han ligner ikke en rigtig soldat, har sure anmeldere indvendt. Præcis. Han ligner ikke en Hollywood-soldat, men et ægte menneske. En småranglet fyr med jaget blik. Maguires Sam Cahill er ikke en stereotyp filmsoldat, og man kan godt mærke, at det har været en satsning fra filmskabernes side at vælge ham til rollen. Men har man først vænnet sig til tanken, fungerer det, og Maguires figur bliver i mine øjne netop det fremmedelement, som giver filmen det særlige ekstra, der løfter den over gennemsnittet.

Ellers er der egentlig ikke så meget nyt under solen i ireren Jim Sheridans film om den svære proces med at læge krigens sår. Men elementerne klikker bedre på plads i den amerikanske version, og hvad der virkede voldsomt konstrueret i den danske udgave har et naturligt skær af sandsynlighed i Hollywoods hænder. Måske har krigen trukket så længe ud og fylder efterhånden så meget i den danske bevidsthed, at Biers film ligefrem havde virket helt troværdig i dag. I hvert fald fremstår kaptajnens krigstraume ikke længere som en irriterende og i bund og grund unødvendig plotkonstruktion, som hæmmer en ellers glimrende historie.

Sheridan, der stod bag instruktion og producerede 90’er-succeserne "The Boxer" samt "I faderens navn" håndterer materialet med klædelig alvor og grundighed. Familiens krise bliver et naturligt billede på en nation i problemer, men der er ingen tung politiseren for eller imod eller frelste pointer, der skal presses igennem. Der er kun karaktererne og deres alt for aktuelle problemer.

Det kan godt være, at "Brothers" ikke har "The Hurt Lockers" håndfasthed og forfriskende strejf af sveddryppende action eller "In the Valley of Elah"s politiske sigte, men det er et solidt krigsdrama med hjerte og hjerne på rette sted.

Premiere i Biocity, Odense.

"Brothers" (Amerikansk) Spilletid: 104 min. Tilladt for børn over 15 år.