Den 18. juli 2003 befandt Helle Stangerup sig på et helsecenter i England. Et sted, folk søger hen, hvis de hurtigt vil smide nogle kilo og samtidig være i godt selskab.

Stedet var formentlig nøje udvalgt af den danske forfatter, der er ryger. Her på helsecentret var det nemlig tilladt at pulse løs i rygesalonen, mens man lod de engelske aviser cirkulere og talte om løst og fast.

Men denne dag var stemningen anderledes. Højrøstet, eksalteret. Hun mærkede det straks, hun trådte ind.

Aviserne havde nemlig bragt budskabet om, at den britiske våbeninspektør dr. David Kelly var fundet død i en skov i nærheden af sit hjem.

- Jeg kom jo fra Danmark og var af gode grunde ikke så velinformeret om Kelly-sagen, som englænderne var, men det tog mig ikke lang tid at sætte mig ind i, hvad der var gået forud for hans død. De folk, jeg sad sammen med den dag, havde forskellige teorier om, hvem der stod bag hans pludselige død. Jeg købte ikke nogen af teorierne, men sagen fascinerede mig, og da jeg sad i flyveren hjem til Danmark, var jeg optændt. Denne sag kunne blive afsæt til en roman, fortæller Helle Stangerup her syv år senere.

Interviewet finder sted på Politikens Forlag, hvor alle besøgende kommer igennem adskillige sikkerhedscheck på grund af terrortruslen mod Jyllands-Posten, der holder til i samme bygning. Helle Stangerup beder om at få en pude i ryggen og sætter sig i hjørnet af en sofa med benene oppe. Hendes stemmeføring er en blanding af borgerskab og blåt blod.

Hendes facon er robust og slagfærdig.

Sommeren 2004 solgte Helle Stangerup sin bolig i Charlottenlund og flyttede ind i en lejlighed i London, og så gik det ellers løs med at researche til romanen og skrive.

- I England hersker der tre teorier om David Kellys død. Fra officielt hold er hans død blevet erklæret som selvmord, mens menigmand mener, at Tony Blair står bag. Den tredje forklaring står et liberalt medlem af underhuset for. Han har skrevet et hav af artikler og en bog om det her. Han mener, at eksil-irakere står bag, fortæller Helle Stangerup, der ikke selv tror på nogle af disse teorier. Hun har sin helt egen teori om, hvordan våbeninspektøren kom af dage - men det skal naturligvis ikke røbes her. Det kan man læse om i romanen.

Men at englænderne gik i krig i Irak på et falskt grundlag - det hersker der ingen tvivl om, fastslår hun:

- Man fabrikerede en løgn om ødelæggelsesvåben. Det er utvivlsomt. Jeg vil ikke udtale mig om noget så kompliceret som storpolitik, men min personlige mening er, at hvis man laver en invasion, så skal man i al fald ikke gøre det på baggrund af en løgn.

Vi svigter soldaterne

Om den danske regering, der sendte Danmark i krig i Irak, også stak befolkningen en løgn, vil Helle Stangerup ikke udtale sig om. Her bliver der pareret, men efter en tid begynder hun alligevel at ytre sig:

- Jeg ved ikke, om den danske regering vidste, at vores allierede havde fabrikeret en løgn om ødelæggelsesvåben. Det kan jeg jo ikke vide. Jeg vil hellere tale generelt. Løgnen skræmmer mig. Det er så vigtigt, at politikerne har integritet - at ord og handling er samstemmende. Den slags politikere er der desværre med årene blevet færre af, og det er en foruroligende udvikling.

Men når politikerne beslutter sig for at sende danske soldater i krig, så bør de i det mindste behandle dem ordentligt, når de vender hjem, mener Helle Stangerup og stikker hånden ned i håndtasken og fanger en cigaret:

- Vi svigter soldaterne. De kommer hjem med alvorlige fysiske skader, og de får ikke den hjælp og den behandling, de fortjener. Det kan vi ikke være bekendt. Det er mangel på dyd og moral. Det gør mig rasende.

I romanen kommer Helle Stangerup også drypvis ind på, hvordan englænderne har tacklet civilisationsmødet med de mange muslimske indvandrere. Og når man herhjemme af og til nævner England som et forbilledligt eksempel på, hvordan mange kulturer kan leve sammen i harmoni - ikke mindst i London, der er en kulturel smeltedigel - så trænger det synspunkt til et eftersyn, mener Helle Stangerup:

- De engelske politikere har været ekstremt berøringsangste. De er så skrækslagne, at de ikke tør bede en kvinde klædt i Burka om at vise sit ansigt i paskontrollen. I England må man heller ikke have juledekorationer på offentlige kontorer, fordi det kan såre muslimerne. Jeg føler, at den måde, de engelske politikere har tacklet det her på, er meget skræmmende, og det har skabt store frustrationer i befolkningen. Jeg har da også mødt mange muslimer i London, som mener, at den berøringsangst har gjort mere skade end gavn. Nej, England er ikke noget ideal på det punkt, sådan som det fremstilles i danske medier. Det skal man ikke tro.

Dr. Kelly-sagen

Den 22. maj 2003, kort efter at invasionen af Irak var erklæret for en sejr, mødtes den fremtrædende engelske våbeninspektør dr. David Kelly i London med BBC-journalisten Andrew Gilligan. En uge senere offentliggjorde journalisten, at den britiske regerings begrundelse for krigen, påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, i vidt omfang var fabrikeret.

Regeringen blev sendt ud i en dyb krise.Den 15. juli blev våbeninspektøren Kelly underkastet et forhør i Den Særlige Komité for Udenrigsanliggender. Forhøret, der blev sendt i tv, ansås for at være exceptionelt brutalt.

To dage senere forlod dr. Kelly sit hjem. Næste morgen blev han fundet død i en nærliggende skov. På liget fandt man pillebreve med 30 styk coproxamol, et gigtmiddel, der ofte bliver benyttet til selvmord. 29 af de 30 piller manglede. Samtidig var det venstre håndled forsøgt hugget op med en gammel havekniv, der lå ved siden af afdøde. Kniven bar ingen fingeraftryk.

Fra officiel side blev Kellys død klassificeret som selvmord. Men de mærkelige omstændigheder og en række andre detaljer, der senere er dukket op, har ført til omfattende spekulationer i engelske aviser og andre medier.

Dagbladenes Bureau