Jernlady mednuanceretreptilhjerne
Jernlady med
nuanceret
reptilhjerne
Med kærtegn og snu tale overbeviser Lady Macbeth (Sofie Gråbøl) sin mand (Nicolas Bro) om ,at han skal "se ud som en uskyldig blomst, men være som slangen under den".
Foto: Claus Bjørn Larsen/POLFOTO
Seneste Nyt
Scene
Sofie Gråbøl spiller den magtliderlige Lady Macbeth, der hjælper sin mand med at myrde sig vej til tronen. Hun kalder Shakespeares tragedie "koncentreret som en bouillonterning".
For fem minutter siden spillede Sofie Gråbøl en heftig kyssescene med Nicolas Bro. De stod tæt sammenslyngede på en catwalk i et næsten mørklangt Østre Gasværk. Nu sidder hun i teatrets solblændede lyse kantine iført Lady Macbeths bordeaux satinkjole og sine egne hvide frottéslippers.Rollen som den magtsyge og manipulerende kvinde, der hjælper sin mand med at myrde sig vej til tronen, er en stor udfordring for den 41-årige skuespiller.
- Lady Macbeth er en skarp og dygtig strateg. Hun minder om en dukkefører, der styrer Macbeth, men det er hans ambition at tage magten. Han mangler bare den fornødne kynisme, forklarer hun.
Hvor Macbeth bærer tvivlen i sig, springer Lady Macbeth skruppelløst alle mellemregninger over.
- Hun har altid reptilhjernen slået til, og i modsætning til Macbeth har hun spartlet følelser og moral helt væk, så hun er blottet for skyld og skam.
På et tidspunkt siger Lady Macbeth: "Det er forsøget, ikke dåden, der kan ramme os". Mens man snyder, går man i angst for at blive afsløret, men når man først har tilranet sig magten, er man usårlig. Alligevel bliver Lady Macbeth indhentet af sine handlinger og ender med at begå selvmord.
- I starten af forestillingen har hun en heftig monolog, hvor hun hidkalder onde kræfter og beder dem tage al medynk og menneskelighed ud af hende, så hun får styrke til at udføre sin blodige plan. Til sidst indser hun, at hun kun kan blive udfriet fra mørkets kræfter ved at slå sig selv ihjel, forklarer Sofie Gråbøl.
Fru Konge
Teatrets kantine er spækket med journalister og fotografer, men selv om støjniveauet er højt, distraherer det ikke Sofie Gråbøl. Hun rykker bare længere frem på stolen og indstiller de markante gråblå øjne på nærkontakt:- I forarbejdet med rollen har jeg ikke psykoanalyseret Lady Macbeth, for "Macbeth" er meget større end et psykologisk drama, selv om der er psykologiske hints undervejs, siger hun og uddyber:
- Lady Macbeth tager affære , fordi Macbeth "er for mæt og fyldt af menneskelig ømhed", da han i modsætning til hende har fået masser af omsorg som barn. Han er blevet set, det er hun ikke. Derfor har hun et hul, der kun kan fyldes af status og rigdom.
På Shakespeares tid kunne en kvinde udelukkende avancere gennem ægteskabet, og Lady Macbeth foretager det optimale karrierespring ved at blive fru Konge.
- Havde Lady Macbeth levet i dag, var hun garanteret gået efter selv at få magten, understreger Sofie Gråbøl.
Når rollen som Lady Macbeth er så svær at spille, er det med Sofie Gråbøls ord, fordi "det er de menneskelige urkræfter, der skal slippes løs".
- Jeg har fravalgt den Disney-onde Hexia de Trick-model, fordi den er for entydigt modbydelig. Lady Macbeth rummer også meget andet. I grunden er hun den perfekte hustru, der ser sin mands potentiale og sætter sig for at hjælpe ham med at nå så langt som muligt. Så i stedet for at spille hende med en ond skoggerlatter, vil jeg hellere lægge mange flere nuancer ind.
40’er-look
Sofie Gråbøls makeup er afdæmpet dramatisk i modsætning til håret, der har fået en kunstfærdig pandehårsbølge, der er som hentet ud af en film fra 1940’erne. Retrostilen er ikke bare valgt, fordi den er diva-mondæn, men også fordi Macbeths kynisme og menneskeforagt matcher Hitlertidens. Ifølge Sofie Gråbøl er det egentlig underordnet, hvornår handlingen udspiller sig, fordi tragedien skildrer en eviggyldig problematik.- Shakespeares tekst er så avanceret og kringlet, at man skal læse den flere gange for at få nuancerne med. Hver eneste replik er mættet med visdom og menneskelig indsigt, men heldigvis er instruktøren Katrine Wiedemann fantastisk til at få knoglerne i historien til at træde tydeligt frem, siger Sofie Gråbøl og fortsætter:
- Selv om "Macbeth" er et af Shakespeares korteste skuespil, er dramaet på én gang forstørret og fortættet. Teksten er koncentreret som en bouillonterning, så der er ikke tid til lange tilløb - man træder direkte ind på scenen og påkalder sig alverdens ondskabs kraft.



